Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Et magasin

Tidsskrifter er tidsdokumenter. De fortæller mere end bøger. Historikeren ved det. Skal han have færten af en periodes litterære duft, må han blade årgange af sådanne aktstykker igennem, hvor digte står og råber til hinanden mellem noveller, skitser, manifester og sære redaktionelle betragtninger om tidens krav til kunsten og omvendt. Typografi, opsætning og billeder skaber atmosfære omkring teksterne eller tager tonen fra det magre indhold. Et løbende tidsskrift er et kalejdoskop, som kun en hel reolfuld af bøger kan hamle op med.
  Dette gælder måske særlig et tidsskrift af Hvedekorns type. Ifølge sin særlige funktion har det ansat kvalitetsgrænsen nænsomt og derved fået flere facetter med end de organer, som kun alder de større stemmer tone. En tids litterære indstilling og smag ses måske tydeligere hos de små talenter og begynderne, som egentlig afspejler aktive læserholdninger; deres tekster er jo gengivelser af indtryk af de førende navne i ind- og udland.
  Dertil kommer, at de mere etablerede forfattere undertiden har brugt Hvedekorn til at prøvekøre eksperimenter, de ikke selv var helt trygge ved, men gerne ville have overstået. De er ikke sjældent derved blevet så trygge, at digtene senere har figureret i deres samlinger, men i andre tilfælde er Hvedekorn et opbevaringssted for sjældenheder.
  Det er der gammel tradition for. Da jeg for nogle år siden samlede Gustaf Munch-Petersens digte sammen, var det simpelthen Vild Hvede, der leverede det materiale, der ikke hidtil havde optrådt i bogform. Poeten havde brugt tidsskriftet som sit magasin – i begge ordets betydninger. Og således vil det blive besøgt af kommende samlere.
  Den manuskriptstrøm jeg sorterede som litterær redaktør i årene 1955-60, var i mange henseender præget af efterklange af den ossianske harpe fra fyrrerne. Det var underligt tøvende år i poesien, hvor det var tydeligt at noget nyt var i gang, men hvor det var svært at se et helhedsbillede, og det vil man jo så gerne. Bagefter kan man undre sig over den almindelige nærsynethed. Det var i disse år den meget markante 1960-generation lagde ud, og dens afsæt står tegnet på tidsskriftets sider med nu kendte og ukendte digte og noveller. På samme måde forholder det sig i dag. Det vil vi se nærmere på om nogle år.

Torben Brostrøm 

I anledning af …

Jubilæer giver anledninger. Til at se tilbage og til at se frem, i det hele taget til at se på sagerne. Hvedekorns jubilæum, der jo virkelig er en forunderlig pompøs affære med hele fire decennier, giver først og fremmest anledning til undren. Hvordan er det gået til? Regner man dets egentlige start fra Vild Hvedes begyndelse, som vi har ment det rigtigt at gøre, vil man opdage at grundsynspunktet for tidsskriftets udgivelse har været det samme gennem årene, måske med en lille undtagelse, hvor særligt strenge krav til niveauet gjorde sig gældende, nemlig at det skulle være et åbent sted for nye og vågnende talenter, populært sagt en kravlegård for den helt unge kunst, men samtidig også et uforpligtende træffested for de allerede etablerede. Det er især det første som har skabt myten om et ”ungt” tidsskrift – et fænomen, man ikke altid har kunnet tage lige alvorligt, men altså et fænomen der åbenbart har været brug for. Man har haft behov for et sted, hvor man kunne se sig selv på tryk, og mange er da også blevet så betaget af synet, at de har startet et gedigent forfatterskab ud fra denne første start. Man fristes til at sige at Vild Hvede/Hvedekorn har været næsten hele den nyere danske poesis kravlegård. Det er en funktion bladet foreløbig vil vedblive at have – Tidsskrifter i Danmark vil som regel være ”åbne”, d.v.s. bredt humanistisk orienterede. Alligevel pointerer de fleste med mellemrum visse særlige synspunkter, nogle ender ligefrem i det programmatiske. Med synspunktet eller programmet dør tidsskriftet. Hvedekorn har kun haft et vist kvalitetskrav at stille – det er dets prætention at være den første ramme om det kommende, uanset tendensmeteorologien til skiftende tider. Der er ingen grund til principielt at ligge på maven for det ”unge”, i den tro at det skulle være særlig ”poetisk” – selvom det er en børnesygdom i dansk litteratur at poesien og den poetiske prosa opfattes som noget i retning af et lidt forlænget pubertetsforetagende – men ungt blod har jo undertiden givet nyt kluk i lerdunken. Lad os se megen ung digtning af digtere i alle aldre i Hvedekorn de næste 40 år. –
  Hvedekorn i dag er ikke det samme som Vild Hvede for 40 år siden. Der er sket et og andet, i litteraturen og i bladet. Måske er kravene blevet skærpede, og måske gør det ikke spor. Men den principielle uafhængighed af skoler og kliker er den samme. Lad os i anledning af fødselsdagen håbe at det må forblive et vitalt og spændende mødested på tværs af den i øvrigt inciterende pigtråd der måtte være i de litterære hjemmeværnsstillinger til hver en tid. Dogmatik kan være god at koge havregrød på, men det dur ikke for selv det mindste hvedekorn at vokse på. Når bladet har holdt åndedrættet i gang så længe er det måske netop fordi det ikke bare er ”fulgt med tiden”, men også fordi det ikke har ladet sig bruge af tidens polemik. Så uprætentiøst det ellers er, har Hvedekorn altid haft den ambition – og måske mission – at holde vandet åbent og tilstrømningen frisk. Må vi i denne anledning takke de folk der har gjort det muligt for bladet at leve op til den ambition – og måtte der aldrig blive mangel på dem.

K.H.

[fra Hvedekorn 5-6, 1966]

skrevet den 21/10/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys