Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

F.P. Jac: Vingesusets linier er visdommens nu

– i uerstatteligt minde om Poul Borum 1934-96

Som trold af en æske pønsede du på verden,
mod nysgerrigheders absolutte lys,
for man snyder sig ikke til begejstring,
dine sprog imellem alle bøgerne,
balletten, punk-rocken, maskespillet, ja inderlighedscirklen,
mennesket dette private rum af fred.

Af en stridsdommer så lutter gavmild sol i øjnene,
holdbarhedsvægten var nu større end vovestykket,
temperamentet så dybtfølt før det talte ord,
en strejfer på kvalitetens lille lykkepyramide,
det var alle jalouxkøternes vranggrin værd,
misundelse falder altid ud i besindelsessyge.

Som døden forfiner erindringerne,
dansen og dannelsen vokser af den samme gren,
der var så meget hjerte i dine hænder,
du var levende med livet,
dette korte partitur af ængstelse og ligevægtsleg,
der var så meget hjerte i dine hænder.

Vores gensidige forelskelse i lys og omtanke,
blomster vil altid stimle op og spørge,
en sort humor sætter grønt humør i græsset,
som en let hosten rystes en klangbund fra jorden,
bare lige dette sekunds optræden,
og gid det så vil gentage, gentage og gentage.

Denne morgen af klarsyn og rundtosset kaffespild,
min elskede græder af fornægtelse i entreen,
du er netop gået igennem en sidste vægs distance,
sådan forblev hele vores venskab indpakket,
ærligt bøjet i et sart klarsyn med nænsom afstand,
kærligheden dette private rum af fred.

Døden forfiner erindringerne,
dansen og dannelsen vokser af den samme gren,
der var så meget hjerte i dine hænder,
du var levende med livet,
dette korte partitur af ængstelse og ligevægtsleg,
der var så meget hjerte i dine hænder.

- i Ekstra Bladet 11/5, 1996 (opsamlet i Man tror man samler sig til hele livet. Efterladte og ikke bogførte digte 1976-2008, redigeret af Asger Schnack, 2010)

skrevet den 02/02/96 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys