Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

For poesien

Der kunne gøres mange ting for poesien i dette land, og hvis man ønsker en poesi, der ikke befinder sig i en tilstand af indre emigration er det sikkert også nødvendigt, at nogle af dem bliver gjort.
  Man kan f.eks. undre sig over, at så mange præsentationsformer er uprøvede og over, at massemedierne ikke udnyttes mere konsekvent. Man kan også undre sig over, at der ikke tages skridt til et nærmere samarbejde mellem skuespillere og digtere: et sådant samarbejde, hvor man prøvede at sætte sig ind i hinandens udtryksmidler og -muligheder ville være nok så frugtbart som den let absurde tilstand af guerilla-krig, der i øjeblikket synes at herske mellem parterne og kunne måske endda føre til helt uventede og inspirerende resultater.
  Man kan også undre sig over den udenlandske poesis skæbne i landet som kort fortalt synes at være den, at blive læst i forsvindende ringe grad. Det er muligt at udpønse mange spidsfindige forklaringer, men svært at finde en, der er mening i. Synes man måske at poesi er for personligt et anliggende til, at ”de andres” produkter kan komme os ved? Der findes på engelsk et udmærket ord, der beskriver fænomenet: outlandish = aparte, malabarisk.
  Den virkelige grund er sikkert nok så simpel, og for så vidt også mindre nedslående. De præsentationer der finder sted og de oversættelser der bringes frem, er måske simpelthen for sporadiske. Og det der gøres for og omkring vor tids danske poesi er måske også for sporadisk. For de to ting hænger jo sammen, så sandt som det det gælder om må være at skabe – ikke et mere eller mindre flydende publikum, men et milieu.
  Og her er det vanskeligt at angribe digterne og oversætterne. Når det gælder poesien savner mange af dem de materielle muligheder for at gøre en indsats, der er mere end sporadisk.

U.H.

Begrebet kunst

De fleste begreber må nu og da tages op til nyt eftersyn og eventuelt revideres. Alternativet er misforståelser, almindelig mystifikation og et sprog – med deraf følgende menneskelige forbindelser – som f.eks. i Ionescos stykker. Dette alternativ kan man iagttage på de fleste af dagliglivets områder og i debatter af enhver art, også de politiske.
  Noget kunne tyde på, at begrebet ”kunstner” er blandt dem, der afstedkommer forvirring snarere end klarhed. At digte kritiseres, fordi de ikke ligner digte, er en banal iagttagelse. På samme måde kan få at vide, at en skulptur ikke er en skulptur, fordi den ikke er af sten, at en roman ikke er en roman, at musik ikke er musik osv. Og meget ofte er indvendingen ganske berettiget. Et ”billede”, der består af metalplader er vitterlig ikke noget maleri. Fejlen indtræffer først, når man deraf slutter, at det så heller ikke kan være kunst.
  Det nye, der er ved at ske i øjeblikket, kan måske bedst beskrives som en blanding. Tingene forbinder sig på en ny måde, man kan ikke forudsige resultaterne eller levere recepter på forhånd. Der opstår nye kombinationer af udtryksmidler, på tværs af de kendte inddelinger, og den dag kan hurtigt komme, da kunsten på den ene side og de navne og betegnelser, vi er vant til at bruge, når vi taler om den, og som påvirker vor bedømmelse, på den anden, vil høre til to forskellige verdener. Når vi prøver at forudse er vi henvist til at bygge videre, logisk, ad de linier vi kender. Men, i hvert fald når det gælder kunst, er det nye altid uventet, og linierne mellem fortid og fremtid kan kun trækkes i én retning, nemlig baglæns. At være for Schematisch er i hvert fald altid af det onde.

U.H.

[fra Hvedekorn 2 & 3, 1962]

skrevet den 17/08/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys