Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Bedstefar Askebær klør på (og pisser på sund fornuft)

I går aftes modtog jeg fra Amazon.uk, sammen med en række dvd’er, der ikke skal navngives her, den store, amerikanske digter John Ashberys seneste digtsamling, Planisphere fra 2009 – som jeg rent havde glemt at jeg havde bestilt, men desto sødere var det jo så at sidde med bogen i hånden, som var den et personligt brev fra den gamle (født 1927), men højst vitale digter i New York – der er sådan en fantastisk veloplagt boblen af sprog i Ashberys digte, både når der er en sammenhængende disse at fatte, og når der, som i de fleste tilfælde, ikke er, litteraritet og mundtlighed i perfekt gavtyve-forening; dette digt hedder

SPOOKS RUN WILD

This is how curious. Some stuff got in form the terrace
and peed on commin sense. This is how my days,
my nights are spent, in a crowded vacuum
overlooking last year’s sinkhole. What I was about to say …
Oh forget it. The weather is untenable. I’ll be on my way.

So spake an irritable urchin
to nothing in particular. Come on. I’ll race you to the corner.
Nothing doping, he aid, my calluses
are in an uproar. Besides, we had an agreement. Oh, really? yes,
about the triathlon. You were going to save me
at the end, take me home with you, feed med
tea and toasted cheese, tell me stories about a race of Titans
who once lived in these parts. Oh, if that’s all …

So began a curious kind of friendship.
I saw him only twice more
before his untimely but merciful death.
Both times, he said, What about the cheese?

- jeg forsøger mig med en fordanskning, der bare lyder så meget dårligere:

SPØGELSER FARET VILD

Så spøjst. Et eller andet kom ind fra terrassen
og tissede på sund fornuft. Sådan tilbringes
mine dage, mine nætter, i et tætpakket vakuum
med udsigt til sidste års muderpøl. Hvad jeg ville sige …
Åh, glem det. Vejret er uholdbart. Jeg er smuttet.

Sådan talte en irritabel knægt/nisse/søpindsvin
til intet specielt. Kom, lad os løbe om kap til hjørnet.
Den går ikke, sagde han, min hårde hud
er i oprør. For øvrigt havde vi en aftale. Virkelig? Ja,
om triathlonet. Du ville redde mig
til slut, tage mig med hjem, fodre mig
med te og ristet ost, fortæller mig historie om en race af Titaner
som engang levede i disse egne. Nå, hvis det er det hele …

Sådan begyndte et spøjst slags venskab.
Jeg så ham kun to gange mere
før hans utidige men nådige død.
Begge gange sagde han, Hvad med osten?

skrevet den 09/11/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys