Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

(hemmelig hyldest til adjektiver +, for skams skyld, indlægsseddel)

Det nyttigste og nødvendigste råd, man kan give en digterspire, er at luge ud blandt eller helt stryge adjektiverne- Adjektiver er den ordklasse, der har ødelagt flest digte – og ødelagt mest for poesiens ry. Men alligevel elsker jeg selv at bruge adjektiver, mere i min kritik (herunder svarbreve til Hvedekornsindsendere) end i min poesi, og meget helst de dobbeltadjektiver, Morten Søndergaard nedenfor advarer imod. Jeg bliver helt vild i kulden, når jeg falder over en digter, der talentfuldt og skamløst kaster adjektiver i grams. Som fx tudsevitale Jess Ørnsbo, der for første gang i flere tiår har digte med i det kommende dobbeltnummer, 3/4, af Hvedekorn og som jeg havde i telefonen den anden dag : “Jeg går igen, uafladeligt!” Her et fælt klip fra hans  klassiske digtsamling Myter, 1964:

Min kone har røde øjne
bandageret tunge og blålige kæber
Langt inde fra et toradet gardin
med opslag og skulderemblem
ser jeg hende kravle frem af dækketøjsskabet
med en kaffedug i skridtet
beskårne brystvorter
med porerne blottet i det synlige øje
sin omvendte barberede barnekrop
endens bemalede totem løftet
hilsende hæst
huden

Eller fabelagtige Knud Holten i det hårdt nok stadigvæk seneste bind i serien om “Alex på eventyr”, Flamme-Øglens Tåre, 1999, her hilser Alex på en såkaldt Hypdangbok (opkaldt efter titlen på et skuespil af Jess Ørnsbo!):

Alex Morgenstjerne havde stået ansigt til ansigt med en del uhyrlige skabninger i sit liv – men aldrig havde han set noget på én gang så modbydeligt, grotesk og skrækindjagende som det væsen, der nu kom brasende ned gennem trækronerne og landede få meter foran ham.
Det var over to meter højt og havde bulnende, farveløse menneskeøjne i et kolossalt, fladtrykt hoved, placeret direkte på kroppen – der både lignede og stank som en kødklump i stærk forrådnelse. Idet monstrummet satte sine tre billeagtige ben i græsset, svirpede det lynsnart et par gennemsigtige vinger sammen, som var de rullegardiner, og lod med en metallisk hvinen nogle sorte dækvinger glide om sig som et panser. Tre ligblege fangearme, tæt besat med sugekopper, fimrede på hver side af munden, som ikke så ud af andet end et slimdryppende hul – men da væsenet i næste nu spærrede den vidt op, vældede en lang, svullen tunge frem fra svælget, hvor nogle skinnende, savtakkede tænder roterede i rasende fart som en djævelsk affaldskværn.

På Morten Søndergaards underfundige og særdeles anbefalelsesværdige udstilling om sproget og ordklasserne, “Love – om kærlighed til sproget” i Nikolaj Kirke, kan man købe nogle fine medicinæsker med de forskellige ordklaser, der, når man åbner dem, viser sig at være tomme bortset fra en såkaldt “indlægsseddel”, med informationer og et antal eksempler på ordklassen (hvis ikke, på sedlen til pronominer fx, samtlige eksemplarer); her som en mere objektiv læser- og digterservice nogle af informationerne om adjektiver (MS placerer et Registreret Varemærke-tegn efter ordet Adjektiver (og ordene for de andre ordklasser), det nægter at skriveprogrammet her at gengive som andet end (r), så det dropper jeg,; når de nu er en meta-tekst, er tekstens egne adjektiver ikke er sat i fed):

1. Virkning og anvendelse

Adjektiver er uden substans. Derfor må de, som alle andre, finde et Substantiv eller et navn at hænge på. De er i familie med tæger, lopper og andre snyltere. Eller kamleoner, præster og politikere. Adjektiver vil lægge til. De siger: Se, der meget mere, end du tror!

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Adjektiver

Adjektiv, af latin adjectivum at adjicere “kaste, lægge, føje til”. de er så festlige, men Adjektiver er stærkt afhængige af de kvaliteter, som tingene allerede har. Det er, derfor de er så uselvstændige. Adjektiver trækker egenskaber frem i ting. Brug gummihandsker, hvis du ofte anvender mange adjektiver. Adjektiver må ikke komme i øjnene. Brug ikke adjektiver for ofte. Det kan medføre resistens og kløe i hovedbunden.

Brug af andre ord:

Fortæl altid, hvis du bruger andre ord eller har brugt dem for nylig. Adjektiver kan let udskiftes med andre, det gælder også Adjektiver, som ikke står i ordbogen (slang) eller optræder på andre sprog.  Spørg en digter eller slå op i en ordbog, før du bruger nogle andre ord.

Graviditet:

Hvis du er gravid, skal du normalt ikke bruge Adjektiver.

Amning:

Hvis du ammer, må du kun burge adjektiver efter aftale med en digter.

Trafik og arbejdssikkerhed:

Adjektiver påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. Tværtimod, se her: Der kommer en rød sportsvogn i vild fart i din retning. Se: Et meget højt grantræ er ved at vælte her, hvor vi står. Se: En stor dunk med stækrt ætsende saltsyre. Det er fint nok.

3. Sådan bruger du Adjektiver

Sæt Adjektiver foran Substantiver eller Egennavne. Adjektiver nuancerer de Substantiver, som de hæger sig fast i, eller som de henter anden næring af eller suger blod fra. Adjektiver ville gerne være andre ord. Men på den anden side: Hvem vil ikke gerne være en anden: Det er helt normalt.

Alle i husstanden skal ses efter med en tættekam. Alle som har Adjektiver skal behandles. Da det er vigtigt, at også deres æg dræbes. Brug eventuelt en Adjektiv-indikator. Gentag behandlingen efter 8 dage.

Hvordan anevendes en Adjektiv-Indikator?

Læg din tekst på Adjektiv-Indikatorens glasplade. Tænd for maskinen. Lyser den røde lampe, har du brugt for mange Adjektiver. Gentag proceduren, indtil den grønne knap lyser. Overdreven brug af Adjektiver kan medføre oppustethed og mangel på troværdighed.

Køn og grader:

Adjektiver har intet iboende grammatisk køn, kønnet retter sig alene efter Substantivet: Et grønt hus. En grøn bil. De fleste Adjektiver kan bøjes i 3 grader, på dansk kaldet enten: 1. grad, 2. grad eller 3. grad.

Den sædvanlige dosis er:

Et Adjektiv pr. Substantiv. Undgå om muligt dobbeltadjektiver, for de forstærker ikke virkningen, men svækker den. Du må kun bruge Adjektiver til børn under 2 år med forældrenes samtykke.

4. Bivirkninger

Adjektiver kan ramme dig midt i en sætning og kan derefter være svære at ryste af sig. Det kan blive en skæbne. Men man kan blive glad for sit Adjektiv og gøre det til en livsledsager.

5. Opbevaring

Opbevar Ajektiver utilgængeligt for børn. Opbevar Adjektiver i køleskab ved 2-8 grader.

(så er det mig, LB, igen, der tilråber jer):
ADJEKTIVER ER FEDE OG FARLIGE

skrevet den 25/10/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys