Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Poesi og sentimentalitet

Det er ingen hemmelighed, at kritikere og publikum i de senere år har spejdet efter den nye generation af lyrikere, som har kunnet og skullet føre poesien videre og løfte den tunge arv efter den flok, der trådte frem under og lige efter 2. Verdenskrig, og som man kalder unge digtere, skønt de ikke er særlig unge mere. I almindelighed har man spejdet forgæves efter ”nye signaler”.
Alle forskelligheder til trods blev der i de år anslået toner, som havde et vist fællespræg, noget som ikke mærkes nu. Det har dog ikke skortet på forsøg fra kritikkens side på at bestemme det nye, der trods alt har vist sig, og nogle har også forsøgt at anbefale mulige veje. Jeg ser her bort fra de reaktionære, der anser modernismen for forfejlet og altid kræver de gode gammeldags vers genindført.
At der er sket en klimaændring i lyrikken er tydelig. Det er let at iagttage alene hos krigsgenerationen som vi for nemheds skyld kalder 40’ernes digtere. Stort set har linien været følgende: først krigsoplevelse og krisefornemmelse, der gennemleves og munder ud i forventning eller en en mere ansvarsbevidst tro, religiøs eller humanistisk, en forbeholden optimisme, men en stadig tydeligere tilknytning til naturoplevelsen og det elementære og dermed konstante i menneskelivet. Det gælder sansningen, nu-oplevelsen. Uden sammenhæng med den verdenspolitiske situation er det ikke. Den længere periode af afspænding har bidraget dertil. Selv om situationen ikke er i ro og der hvert øjeblik kan indtræde ændringer, er det som om man har besindet sig på denne tilstand med et ”trods alt”. Dette forhold må sagtens hindre idyldigtningen og den snævre jeg-poesis blomstring. Det kan vi bære. Der er sket en udvidelse af digtningens grundlag gennem dyrekøbte erfaringer, politiske og psykologiske.
Det, der for den mere populære betragtning står som noget væsentligt, er, om lyrikken skal være dunkel eller klar. . For mig at se er det ikke noget centralt spørgsmål, da begge typer har sine – og i grunden samme – værdier. Men én ting er farlig. Og det er den tendens, som også 40’erne bærer ansvaret for: en svækkelse af de krav, der til enhver tid må sættes til god kunst, kravet om det man kunne kalde struktur. Der er struktur i de gode fire, også dunkle vers, men der er sket det, at poesi er blevet forvekslet med sensibilitet, dvs. personlig følsomhed parret med nogen sproglig evne. Der er skabt så mange små private verdener på prent, som har hævdet at have større betydning end den fællesmenneskelige virkelighed. Sensibilitet bliver flask poesi, hvis den kun har sin grund i sig selv, da er den lig med sentimentalitet, og her er det fri vers en farlig og vanskelig vej at gå, fordi det er et så velegnet udtryksmiddel for det blot sentimentale. Følelsen, tanken må også have sin grund i kunstens væsen, i noget så elementært som prosodien, og her er den mere bundne strofe et nyttigt objektiv, fordi den har en værdi i sig selv, musikaliteten, som den frie strofe selv må skabe, hvilket er et arbejde med mange pinefulde omkostninger. Den som har lejlighed til at se talrige amatørarbejder af begge slags vil fornemme nogen sandhed i disse betragtninger, men det er heller ikke ukendt på et højere plan.
Man kan derfor mene, at det ville være et sundt træk netop nu at vende sig til strofen, inden poesien udarter og udvandes, hvad den interesserede kan studere i en række tilfælde i f.eks. ung svensk lyrik. Det blot spontane står tilbage for den strenge kunst, hvor meget værdifuldt der så end kan hentes i primitivitet og ubevidste impulser. Før disse elementer er struktureret, bliver der ikke tale om god kunst. Jeg gentager, at jeg hermed ikke mener, at de frie vers er nogen ringere udtryksmåde end de bundne, de er nemlig ikke frie i egentlig forstand, blot mere krævende og forførende, og derved frister de til at blive udtryk for ren og skær følsomhed, de bliver fragmenter fra en afkrog.
Hermed være – midt i sommervarmen – oprejst endnu en pegefinger.

T.B.

[fra Hvedekorn 4, 1957]

skrevet den 21/10/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys