Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Pristale 2010

Tale ved uddelingen af prisen som Årets Skovhuslyriker 2010 til Joachim Aa. Sørensen i Skovhuset i Værløse søndag 26. september

i tilfælde af magi passer du så sund?

Af Lars Bukdahl

I dagens anledning vil jeg tillade mig at anvende hele Joachim A. Sørensen yderst poetiske fødenavn og ønske ham tillykke som Joachim Aaløkke Sørensen med æren og pengene, der følger med at blive Årets Skovhuslyriker.
Joachim sendte sine første digte ind til Hvedekorn i september 2008 og i december svarede redaktøren ham med en vis patroniserende skepsis:
” Kære Joachim Aa. Sørensen/ Tak for de hurtige digte til Hvedekorn, som rigtig nok har en fin, fjantet hast over sig, og jeg har siddet og været meget i tvivl om, det ville være pædagogisk at snuppe det første spastiske digt, For staden, som jeg ikke kommer uden om at være solidt charmeret af OG irriteret på, men fuck it, jeg tager det sgu til nr. 1 eller 2, 2009, men så må du meget gerne prøve at flippe l-a-n-g-s-o-m-t næste gang rundt. Mange hilsner.”
Og så udødeligt uroligt begynder digtet ”For staden”:
”man kan ikke se skoven for bare sjov./ man kan ikke mærke havet for bare hash./ man kan ikke smage kagen for bare koke./ så jeg når akkurat at blive smuglet ind i landet inden du/ klapper i dine hænder.// lysstrålen går ud og jeg er bundet på fødderne./ rundt om mine hoveder./ og det er dér stoffet er stærkest./ altså, kl. 12 om natten.”
På hvilket tidspunkt digtet sandsynligvis også er skrevet, under påvirkning af ingen andre stoffer end hjernens egen boblende kemi, for ingen tvivl om, at der bobles betydeligt og kulørt i Joachims hjernekiste. Til alt held viste det sig, at det mest pædagogiske ikke var at sige nej til ”For staden”, men at sige jep. Eller det ved jeg jo faktisk ikke; det kan jo godt være, at hvis jeg havde sagt nej, så havde talentet vredet sig i en anden, mere litterært artig og gravalvorlig retning; jeg tillader mig at tvivle!
I hvert fald røg der nye, mere tæt hvirvlende digte ind på lystavlen et par måneder senere, inden redaktionen var afsluttet på nr. 2, 2009, som dermed endte med at rumme tre digte af debutanten Joachim Aa. Sørensen, født 1990, efter nøje overvejelse placeret midt mellem tordenpigen Cecilie Lind og det uligevægtige måske-pseudonym Jonas Vahlström. I digt nr. 3 står der besværgende: ”At jeg skulle sådan til at opføre mig ordentligt overfor de andre og ikke/ slide mine tennissko fordi jeg aldrig ville komme i den tilstand. På de/ breddegrader.”
Men at han boede der nu, på poesi-polen, med liv og sjæl, beviste næste sending i november 2009, der i ét virvar stak i alle retninger Og dette er lyden af en overvældet og rådvild redaktør: ”Tak for digtene til Hvedekorn, der sgu er solidt fede, i al deres sejlende skævhed og – skønnest – særhed. Jeg vil gerne bringe fem af dem i nr. 4 (…) ikke fordi de øvrige ikke er glimrende, men denne gang rundt har jeg foretrukket excentriciteten, frem for (slagterhund)frækheden, næste gang bliver det sikkert omvendt.” Det blev det så ikke, da næste gang denne marts nåede omkring, jeg satser stadig på mærkværdige mr. Sørensen, som det vil fremgå af dobbeltnummeret 3/4, der udkommer, I promise, inden jul.
Det fine trip i Joachims digte – i hvert fald dem, jeg bliver ved at vælge ud, fordi jeg simpelthen er blevet afhængig af dem – er deres meget suveræne sær-sproglige skabagtighed: man har fornemmelsen af. at afsættet tit er de allermindste hverdags- og følelses-begivenheder, som så digtet puster op i skæve, egensindige ballonfigurer – ligesom hos andre på deres-egen-planet-befindende-sig-digtere som F.P. Jac og Morti Vizki og Jens Blendstrup.  I denne begyndelse på et digt fra den seneste bunke står digteren bare og kigger på et cykeldæk, mens han venter på, at kæresten skal få fri, vistnok [Joachim forklarede ved prisoverrækkelsen, at det faktisk er hans far, han venter på]: ”der er et cykelmønster og under det er dækket/ der er der ikke så meget plads men den presses ind under den irriterende lille hvælving/ der pumpes naturstrømmende punktoptagelser opmåler dine bevidsthedsbesværelser/ mekanisk pulserende smækkende mønstre opmålt i dit hus.”
Hvilket jo faktisk er en helt præcis og socialrealistisk rapport om cykeldæk-stirrende kæreste- [eller far-]afventning!
I sin andet Hvedekorn-optræden stiller Joachim sig selv et godt spørgsmål: ”i tilfælde af magi passerer du så sund?” Og det gør han uafladeligt, og omvendt: passerer magi i tilfælde af sund, men hver gang skal han videre heldigvis. For Aa, Sørensen Joachim, hvor har du prisværdigt travlt!

skrevet den 07/06/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys