Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

VIGGO F.

Sære historier om sære eksistenser, skrev han, og selv havde han sine særheder, skønt rund og hyggelig at se til. Når han skrev om Statsanstaltens pertentlige og støvede inventarmennesker, da var han selv med i de portrætter han tegnede. Den fastgroede borgerlighed var hans. Alle regninger var betalt, alle forsikringer i orden, alle former overholdt.
  Og dog, og måske derfor, holdt han af at skildre det forkerte, det skæve, det pudserløjerlige, for at bruge et af hans yndlingsudtryk. For han var selv pudserløjerlig. En rund mand med kanter. Småborger og original. Brysk og jovial. Et menneske der på samme tid nærede afsky for skæve mennesker og følte sig tiltrukket af dem.
  I sine grønne stuer sad denne grønne mand omgivet af grøn ungdom. Han holdt af hyggelig snak og og god mad, kunne li at se hveden gro omkring sig, og satte pris på at de unge talenter fra ”Vild Hvede” kom til ham og bad om råd og søgte tryghed. Blandt hyggelige mennesker var han selv hyggelig og glad. Opstemt til tider, en venlig sultan som viksede overskægget med fingrene, et tegn på oprømthed, og lo så hele kroppen rumsterede i den grønne stol.
  Vi husker disse aftener i krigens tid, der føltes som var de stjålet gods fra en venligere fortid. Hvem interesserede sig vel for billeder og ungdommelige digte på det tidspunkt. Og for unge nervøse mennesker der sloges med sig selv og verden. Viggo F. betød vist mere for os dengang end vi gør os klart. Det var en ny verden han gav os, en urørlig verden. Digtningens. Kunstens. Han førte os sammen, gjorde os til en kres, et samfund. Holdt ilden ved lige i os. Samlede de ensomme. Befriede os fra os selv og berigede os alle gennem det fællesskab han førte os ind i.
  Jo, vi har meget at takke Viggo F. for. Denne sære mand som nok var anderledes end vi så ham ved smørrebrød og snaps. Denne nok ensomme mand, som alt for mange af os glemte på det sidste. Denne grønne digter og redaktør, hvem angsten osse kendte og handlede med. En nagst vi kun troede hørte ungdommen til, men som altid er hvor mennesker er ene og hvor ingen rækker hånden frem.
  Du skal ha tak, Viggo F. Tak fordi du var den første der troede på os og hjalp os når det var svært at tro. Tak fordi du åbnede din dør for os og førte os sammen med mennesker. Tak for hvad du udrettede. Tak for hvad du var, du sære og kantede runde mand.

Halfdan Rasmussen

[fra Hvedekorn 3, 1955]

skrevet den 21/10/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys