Hvedekorn omslag - 2-3 2017 -uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Vi har bedt en række unge digtere og skribenter om at prøve på at formulere deres syn på poesien og dens mål og midler. Uffe Harders bidrag som han selv kalder BEMÆRKNINGER indleder serien.

Hvad er poesi overhovedet? Poesi er kommunikation. Poesi er at skabe en nye realitet, udtrykt i ord.
  Poesien er 1000’er af forskellige stemmer, der taler om mennesket. For mig danner poesien en helhed, alle landes, alle tiders, alle folks. En sydamerikansk, en afrikansk, en indisk digter kan interessere mig lige så meget som en dansk.
  Grundsituationen er det nøgne, det tavse, det tomme. Og en række absurditeter, der udfylder det. Ethvert menneske har den opgave at gå oprejst, at bryde tavsheden med ord der betyder noget, at bryde tomheden med handlinger der betyder noget. Det er måske ikke det, du finder på vejen, der er afgørende, men den måde, du går på.
  Poesien handler om dette menneskets eventyr: at gå oprejst i verden, at skabe noget, hvor der før ikke var noget, og hvor der måske snart igen ikke vil være noget. At skabe forbindelse, at udtrykke sig præcist, rigtigt – og udtryksfuldt.
  Et ord kan i sig selv, eller i bestemte forbindelser, være truende eller befriende, vidunderligt eller forfærdeligt. I spillet mellem disse ord ligger digtet.
  Jeg bruger billedet, ikke som sammenligning, men som realitet, som element i digtet. Jeg alder det virke, positivt eller negativt, på andre billeder. Derved blir poesien en verden i sig selv, en dramatisk verden, når man ønsker det.
  Om læseren kan følge digtet tilbage til dets ”historie” eller ikke, er ligegyldigt. Digtets virkning er ikke betinget af, hvad mener at vide om digteren., men af, hvor stærkt han kan opleve det, der ligger i ordene og i deres forbindelser.
  Jeg tror ikke, sproget eksisterer uafhængigt af den, der bruger det. Måske har det været anderledes før. Men hver enkelt, og hver enkelt digter, må skabe sit eget sprog, langsomt, besværligt, omhyggeligt, eller i et pludseligt syn, men han må skabe det selv, i det øjeblik, han vil tale.
  Tænk bare på, hvor svært det er at føre en samtale, en hvilkensomhelst samtale, uden at tale forbi hinanden.
  Jeg er imod nyttepoesien. Men digteren har sympatier og antipatier. Han kan skrive om de ting, han synes, er afgørende, og han kan skrive imod de ting, han synes er imod dem. Jeg ved ikke, om digteren kan repræsentere mange mennesker. Men jeg ved, at mange mennesker kan inspireres af digteren, hvis hans og deres angst og kærlighed dækker hinanden.
  Enhver digter har sine sømærker. De danner holdepunkterne i hans verden, i verden som han ser den. De danner det, man kalder hans ”poetiske verden”.
  For øvrigt kan det ofte være en vigtig handling for digteren, blot at skrive ordene for de ting, der bevæger ham.
  En del af mine digte er skrevet spontant. Jeg tror, vi langtfra er færdige med at udnytte surrealismens opdagelser.
  Jeg arbejder hen imod den tilstand, hvor ordene er en strøm, uden hindring, drevet af jævn kraft. Der, hvor de er nærmest tanken. Der, hvor skaberen er nærmest det skabte. Og hvor han skaber i klart lys.
  Men når det gælder kunst, kan der ikke løses billet.
  Poesien kan være så meget. Ingen tilstand, som er kendt for mennesket, er fremmed for poesien. Der kan også være vidnesbyrd, dokumentation om menneskets tilstande og oplevelser. Den kan også være det pludselige udtryk for noget, som man troede det umuligt at fæstne.
  Poesien har sikkert grænser, men man kender dem ikke. Den bevæger sig altid, fordi den er levende.
  Det kan være meget svært at skrive digte, ligesom det kan være meget svært at leve og at meddele sig.
  Men det er en fængslende oplevelse at se to ord møde hinanden for første gang.

[fra Hvedekorn 2, 1955]

skrevet den 17/12/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 2-3 2017: Ebbe Stub Wittrup. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys