Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Flemming Lund er Mr. Hvedekorn

Den serielle poesi-kamikazepilot Flemming Lund, født 1977, debuterede i Hvedekorn nr. 1, 2002, som F.S. Lund og har i alt optrådt i bladet seks gange og fra og med hans seneste optræden, i nr. 3, 2009, som Flemming Lund. Første gang jeg selv fik digtpost fra ham indeholdt den, så vidt jeg husker, tre hele, tykke digtsamlinger (det kan godt være det kun var to), og rundt-bladrende i manuserne kunne jeg sagtens se, at det lynede med talent all over the place, men jeg var nødt til at meddele digteren, at det var mere end jeg kunne gabe over, så ville han venligst udvælge et mindre bål til mig, og det har han gjort tre gange siden, og det ligner allerede en regel, at han skal medvirke med en 6-8 digte i hver årgangs nr. 3, således har han atter digte, seks stk. , med i nr. 3, 2010 (der bliver et dobbeltnummer eller siamesisk nummer måske snarere sammen med nr. 4) – hvilket jo altsammen ikke ændrer på flid og hastighed og volumen i det Flemming’ske værksted, han sprøjter stadig manuskripter ud, digtene i nr. 3, 2010, er fra en digtsamling med den fantastiske titel Noias ark og undertitlen og genrebetegnelsen ” – Mundrettede swing low-digte med fortsat opstigning til en protestsøvn” – ikke mærkeligt, men selvfølgelig for galt, at ingen store eller små forlag har kunnet finde ud af at forholde sig forpligtet til hans målrettet forsplintrede talentfuldhed – der nemlig er næsten umulig at redigere ud fra andet end poetisk profit-princippet: hvilke digte indeholder flest gale, gæve, skægge linjer, for ligesom salig F.P. Jac og vel også Simon Grotrian bygger Flemming sine digte op af one-liners, spækket med fæle, fæle ordspil og endnu grummere multimetaforer og almindeligt umulige neologismer. Det er lige så dybt anstrengende at læse som det er svimlende kosteligt, som bedst!

Flemming har lige oprettet en rigtig prof hjemmeside med både poetik, poesi, prosa og billedkunst, som I absolut skal tjekke ud:

trashartdeluxe.dk

Og her et af de digte, jeg valgte ikke at tage med i nr. 3, 2010, og måske faktisk ikke fordi det er for dårligt (eller for poetisk profit-fattigt), men fordi det er for godt og dermed for farligt for domesticerede redaktør-bevidstheder:

Hængebregnernes syvende digitalur råber tidslerne an
blandt træers skævtstyrtende kroner og
højglansfjelde i stor baptist-uenighed;

oktobers nyfødte barnløshed rummer elskov i splittelse.

Hun samler de dekorative grankogler op
mazdaen derhjemme svinger med fireoghalvfjerds megahertz, tænker han
i åløbet klukker en nisse.

Hun smiler ham kasketvarm i sne, rækker hænderne frem: se!
en digter råber banko bag en bøg (men opdager, at han er midt et skakparti)
‘det er en lort fra en elg’.

(Uvorns-uskylden?

-Hvem skriver?

- Knut sulten, Flemse!

-Det barokke sjette gear klamrer sig her til askesens dårekiste
sofist-fucking er en virkelig ulækker, men nødvendig abstraktion!).

Vinterens kaffepause læner sig ud af ruden
de to i ro
et kys…
arbejdsmarkedsforskerne har meldt deres kugleramme til babysvømning
og hjemme er 8 B’s klassebillede definitivt bemalet med

“most poets get their head cut off”

Den blå insulin bag øret skal ikke huskes, ikke nu
hun så garanteret et egern.

skrevet den 01/09/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys