Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Klinten

Blandt de unge digte, der sendes til Hvedekorn er der en bestemt type der dominerer klart og som synes mig at rumme visse farer.
Karakteristisk for disse digte er deres abstrakte præg. Formen er som oftest den firelinjede strofe med dens to rim – og som sådan klar og behersket; tit virker den som en kølig, hvidkalket mur omkring en have af ren uvirkelighed, hvor alt konkret er bandlyst, hvor sjælens hvide tåger jager hverandre og underbevidsthedens dufte og dunster stiger og falder. Det er rendyrkede sjæledigte, som ikke byder på noget holdepunkt for en dechifrering, samtidig med at de faktisk forudsætter en sådan, står og falder med om de blot til en vis grad kan oversættes.
Det lumske ved dem er, at de ved en overfladisk gennemlæsning virker så ligetil. Forfatterens dårlige samvittighed over manglende håndgribelighed ytrer sig nemlig i en overdreven konkretisering af sjælelige stemninger, bevægelser, tilstande. Således kommer digtet til at handle om en ”navnløs uro”, ”en heftig villen”, ”det kommendes løfter”, ”en fortrolig nærhed”, ”en ømheds hvisken”. Ikke noget om sporvogne og bilhorn. Ikke noget med granit, hyldeblomster, te, skorstene, kød, beton. Skulle man støde på en sådan konkret-betegnelse, kan man være sikker på, at det står for noget helt andet. Det inflatoriske ved denne sprogbrug fremgår alene af den omstændighed, at man med største lethed kunne erstatte samtlige anvendte billeder med udtrykkene ”noget” eller ”et eller andet”.
Digtets billeder må rumme en virkelighed. Dermed ikke være sagt, at de skal kunne ”oversættes”, stærkest virker billedet vel i sin oprindelige form, sin direkte tale. Når Erik Lindegren i et kærlighedsdigt siger: ”Etsteds indeni os er vi altid sammen … etsteds er alle tog kørt, alle ure gået i stå”, så rummer strofen ikke eet billede som kan oversættes til prosa, men til gengæld to der stærkt og direkte meddeler læseren en realitet: kærlighedens tidløse definitet og enhed. Altså en mystisk oplevelse som har fundet et konkret lyrisk udtryk.
Det gælder om at komme ud af sjæleligheden, ned på jorden. De digte, jeg taler om, og som har deres forbilleder i nutidens modnere lyrik, minder om ligninger med lutter ubekendte. De er i virkeligheden mere hovmodige, mere esoteriske og ”abstrakte” end de vildeste surrealistiske eksperimenter man har set.
Inderlighed, oprigtighed, menneskelighed – alt det er ikke ensbetydende med sjæleri. Sad redaktionen ikke for tiden på en tom pengekasse, udskrev vi en landsomfattende konkurrence om den ode til sjælen som tydeligst bar spor, ikke af sjælen, men af hænder: murske, høvl, rørtang, gravstik.

I.M.

[fra Hvedekorn 7, 1954]

skrevet den 17/08/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys