Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Hvorfor Helle Helles drømme er skidegode tekster

for det synes Klaus Rothstein – se critic’s cut af hans anmeldelse af Hvedekorn 1, 2010, ovre i Hvedekornsnyhederne (under overskriften “Komplet let lunkenhed”) – ikke, at de er: “det er da også fint nok, at en vigtig forfatter holder erotisk-poetisk frikvarter [det er altså kun 2 af de 7 drømme, man, med meget god vilje, kan kalde erotiske LB] på den måde. Men hvem interesserer det egentlig – altså udover de mennesker der færdes i miljøet omkring Rosinante & co. (…) Nej, vel, vi? Vi er i forfatternes egen lilleverden (…)”

4 punkter til forsvar af Helle Helles drømme – i trods, for deres fremragendehed giver sgu sig selv:

1. I 6 af de 7 drømme optræder navngiven personer fra den danske litterære scene – de 5 af disse er kendt af enhver, almindeligt litteraturinteresseret WA-læser, eller burde i det mindste være det: Pia Juul, Frederik Stjernfeldt, Mette Moestrup, Leonora Christina Skov, Ida Jessen – alle har en eller flere gange være interviewet som sig selv i ugeblade og morgenaviser (OK, Stjernfeldt har vist ikke være interviewet i ugeblade, og Pia Juul har sagt NEJ til at blive det) ; den 6. litterat, Mads Eslund, er undtagelsen, der lige præcis bekræfter reglen: han er mest kendt i den smalle litteraturs inderkreds – og så af ret mange hundreder af tidligere elever på Testrup Højskole. Det er ergo ikke indforstået at sætte disse ifølge interviewene virkelige personer i spil som drømmeaktører, det er en målrttet udsyring af en offentlig virkelighed, som så tilfældigvis er en litteraturvirkelighed, men det skal vel ikke komme den til last.

2. Det vigtige er ikke de navngivne drømmeaktører  i sig selv, men drømmeaktørernes roller og konnotationer (også bare som kolleger) vs. drømmeren, HH, i de specifikke drømmesituationer, og disse drømmesituationers status som typiske drømmesituationer i almenmenneskelig almindelighed og typiske drømmesituationer for en (kvindelig) kunstner i særdeleshed: det er nemlig primært stressede drømme om at slå til og ikke at slå til i (kunsner)karriererræset vs. fx en over”kompetent” digter som Mette Moestrup og en klog, øjenbrynsløftende professor som Frederik Stjernfeldt, hvor HH bliver den lille, eller vs. kolleger som Pia Juul og Ida Jessen, hvor det er dem, der bliver de små, og så er der drømmen om at kneppe Leonora Christian Skov “konkurrenceøjemed”, der helt eksplicit handler om postituere sig selv for karrieren, uden held endda: “det er ikke nogen ubetinget succes”.  Plus al specificeret, drømmerealistisk surrealisme: HH og FS  “spiser mariekiks”.

3. I forfatterskabets kontekst er drømmene (sammen med børnerimene i Min mor sidder fast på en pind) novellernes og (især, der er meget drømmeagtigt i særligt Biler og dyr) romanernes nødvendige, uvorne antipoder, og som pinligt “autetiske”, bittesmå drømmereferater langt mere radikale antipoder end nogen inderligt “ærlig” autofiktion ville være, for “ærlige” autofiktioner er sgu altid mere eller mindre gode romaner (og mon ikke Rødby-Puttgarden er så tæt på en “ærlig ” autofiktion, Helle, der aldrig, i romanformatet, kunne finde på at opgive sin lyveret og fiktionsmarkering, nogensinde kommer?).

4. De er bare så åndssvagt fine og grove, sjove og rørende.

skrevet den 08/08/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys