Hvedekorn Årgang 1970, redigeret af Poul Borum (litteratur) og Hein Heinsen & Mogens Møller (grafik), Borgens Forlag, fire numre, 210 sider

En stor, smukt kokset og prægnant flimrende årgang; hvad redaktør Borum siger om sine første tre årgange 1968-1970 i nr. 3, at her vil fremtidens litteraturhistorikere ”finde halvfjersernes nye danske litteratur som den begyndte” gælder i særlig grad for årgang 70. Så godt som alle de digtere, der kommer til at præge poesien og Hvedekorn det næste årti, mit kælenavn til dem: 70’er-avantgarden, er repræsenteret i årgangen: Karsten Bjarnholt, Per Aage Brandt, Hans Chr. Bøgholm, Rolf Gjedsted, Torben Juul Hansen, Henrik Have (som billedkunstner(?)), Erik Helger, Iben Holk, Louis Jensen (debutant), Marianne Larsen, Peter Laugesen, Susanne Jorn (som Susanne Lyngborg, debutant), Viggo Madsen, Eske K. Mathiesen (OGSÅ som billedkunstner!), Henning Mortensen, Dan Turèll, Gorm Rasmussen, Niels Simonsen – endda debuterer to kommende grande 70’er-prosaister, Bent (Vinn) Nielsen (med tre fint famlende kortdigte: ”19” (åh): ”tung massiv tingsverden/ og skyerne i æteriske former/ jeg jegmanden jegets jeg/ kæmpende/ rodløst pålagt pligter/ nogen stoler på mig/ det burde de ikke”) og Jens Smærup Sørensen (med creepy sci-fi-prosa).

Overfor Eske K. Mathisens store, hermetisk flossede tekstfragmentarier i nr. 1 og 2 (i nr. 3’s raritetskammer når han frem til noget af en (nemlig) humoristisk (og obskøn) forløsning: ”ihja uha nu kryber du ind med en/ skruestik mellem mine lår uhpuija klem-//mer mine nosser mine nosser til pandekager”) står Louis Jensens lille, hyperenkle nåløeøje-serie i nr. 3 (hans anden optræden):

Naaleøjet

1
foran

naaleøjet

er der kø
paa begge
       sider

det gør det ikke lettere

2
kom

gennem
naale
øjet
                   og

og saa mig om

maa ha kravlet den forkerte vej

3
er

det
muligt
at fare vild i et naaåleøje

4
dine naaleøjne
elskede
klarer jeg aldrig

født kamel

Det er sigende for årgangen med disse yderligheder af lukkethed og åbenhed (og lukkethed, i Eskes tilfælde, der i løbet af bare det år fyger sig frem til åbenhed; ligesom Louis i senere årgange opfinder sit helt eget nonsens-mæle): poesien aner i 1970 ikke sine levende råd, hvilket den veksler mellem at være rådvild og ekstatisk over; på flugt fra konkretisme og systemdigtnings anonymiteter mod mere kaotisk/syret og/eller stiligt/vittigt personlige faconer attakeres 70’er-avantgarden indefra og udefra af den grasserende politisering, men holder uroligt og anfægtet stand; sådan lyder Peter Laugesens indledende besværgelser i et stort, hverdags-hallucineret digt:

sprog er direkte opstilling
af identitet og solidaritet
koldt og klart er hvad
der er på spil
det er det eneste sted hvor vi kan
der er ingen paradokser kun det døde sprogs miljø
det ved ud godt gør du ikke
han er langt væk hun er stadig klar
blodet stiger i tidsbrønden
det hvide liv på den sorte tid
den roterende afstand forsvinder ind i sig selv
alting er afstand er afskrift
afdrift
hun sir du er levende han nikker bag sin tilværelse

Årgangens absolutte stjerne er det 19-årige vidunderbarn Marianne Larsen, debuteret (som adresseløs Jane Larsen) i årgang 1969, med to væsensforskellige optrædener, og årgangens absolutte hit er den magtfulde, aggressivt visionære tekst ”Formularer”, placeret til sidst og på siden i nr. 1, her begyndelsen:

NØDENS MODERKAGE SAMLER PÅ STØV FRA SKRIFTENS PORER I DEN POETISKE SKABNINGS HUD/ FREMSIGELSER OM EN VISDOM DER GØR TYKKERE PUNKTERER BLÆRER LANGS LINIERS VEJ/ HUSKESEDLER SMELTER LUFTEN TIL ORD OMKRING FIGURER MED ØJNE DER SER DISTANCERNE/ BEVIDSTHEDSUDFØRELSE AF SKRIDT KLISTRER RETNINGER PÅ DE RØDE BLODLEGEMERS CYKLUS/ BENEDE HJERNEHVIRVLER TÆNKER HØJT BLADE BESKREVET AF MØRKE OMKRING SKABNINGENS GNISTER/ FOLDEDE ELSKOVSCIRKLER LADER BØNNER KASTE VOKS PÅ DRØMMEFIGURENS INDRE HARMONI

Helt rimeligt afsluttes årgangen med denne annonce: FORÅRETS DEBUTANT/ MARIANNE LARSEN/ KONCENTRATIONER/ KR: 35, 00/ BORGENS FORLAG

Nr. 3 er en tour de force af et rent tekstnummer med ikke færre end 30 digtere repræsenteret, mens nr. 4 er redigeret af kunstredaktørerne Hein Heinsen og Mogens Møller som én enquete (om attituderelativismen tre år senere), der pga. af for få besvarelser skrider ud i en anden enquete (om bevægelsen fra udstillinger til politiske aktioner), hvilke alt i alt resulterer i et uskønt pele mele af gardinprædikener og mødereferater og halvhjertede tekst- og billedcollager – så foretrækker jeg klart Erik Clausens glade arbejderisme, tegneserie + kolonihave-fotos, i nr. 1. og Møller og Heinsens nænsomme tegninger fra Nørrebro i nr. 2. 

Kun et par Hvedekornsveteraner medvirker (Hans-Jørgen Nielsen gardinprædiker i nr. 4), Jørgen Gustava Brandt og Vagn Lundbye, den sidste med en stor og raskt skramlende collagetekst, illustreret af travfotos (han gardinprædiker så også i nr, 4, Lundbye). Og nu vi er ved de monstrøse og/eller mærkelige bidrag, så er det værd at nævne børneforsorgspædagogen Lise Nørgaards bidrag ”Ham nåeh Albert”, poetisk kapabelt bygget over et berygtet børneforsøg: ”Leptosom-leptosom/ det rykker krampagtigt i skulderen – som i hop/ kanter sig frem langs husmurene/ lep-to-som-to-om-lep-som-to-som-leptosom-som-om// som barn/ har jeg altid været gammel// Aparte// kender ham ikke? Albert, sådan lidt sær”. Mere kuriøst end monstrøst er debutanten Frands Herschends udførlige forklaringer, i to tættrykte spalter, til sine to sirligt minimale/hermetiske digte: ”I strofe V finder man samme spejling som i IV, blot er det spejlet over i det lydlige plan.”

Ellers er der ikke mange af de unge digtere, der ikke senere, i eller udenfor Hvedekorn, bliver til noget, der gør karakterfuldt væsen af sig, men der er fx Finn Sørensen med en legesyg ligesom taleboble-indrammet ”Dame-serie”: ”de elskede alle den lyse/ dame for hendes milde/ rødmende ansigt/ hun var det punkt hvorfra/ man ku dreje hele verden/ og hendes vandblå øjne/ dulmede alle sjæle med sukkerdød”.

Og selvfølgelig er der 1 digt af Viggo Madsen, Hvedekorns mest trofaste bidragyder ved siden af Eske, denne (med Eskes konkurrencedygtige) sjofert:

HR. DÅSEMAD

Efter den søde kløe kommer den sure svie
Jeg vil ikke lade dig bide af min agurk

Hvis jeg gav dig min kødpølse ville du bare
skære den i skiver og lægge den på brødet

Du åbner dig så kattevenligt at jeg aldrig

Tør lade dig være alene med min mus

Hvis du kommer kløpulver i mine bukser skal
du få kærligheden at føle Jeg skal ikke lægge

fingrene imellem

- en misundelsesværdig årgang!