Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

(…)
Jeg står i postrummet på Kvinderegensen
Åbner et brev fra Borgen
eller rettere tidsskriftet Hvedekorn
Shit jeg har også sendt nogle tekster derind
Men det er jo nok et afslag
Brevet ganske kort
Man og det vil sige Poul Borum
vil trykke seks digte
Først bliver jeg glad
Det ligner en sejr en oprejsning
Måske synes de jeg er en idiot på Sidegaden
Men i Hvedekorn øj
Så kommer jeg til at tænke på hvordan jeg egentlig selv har det
når jeg ser en debutant på tryk
Jeg tænker nå der er nok en dér
som skal bekræftes
Uh et lille menneske
med store følelser
ja og det kan udtrykke dem
Hvorfor skal jeg fylde noget i det tidsskrift
Kun narrøve skriver digte
og en narrøv det er jeg
Bo E. Hansen
Jeg hader at være Bo E. Hansen
Jeg er stolt af Erhard det er efter min far
men Bo E. Hansen
Det E skærer i ørerne
Jeg er sikker på at en der hedder Bo E. Hansen
skriver det mest studentikose
patetiske lort
og hvorfor skrive overhovedet
Jeg mener hvorfor skriver man
Hvordan kan noget menneske
bilde sig ind
at de tanker det har
er interessante for andre
Ingen tillid til ord
Ingen tillid til ord
Jeg hader ord
Jeg skriver dem hele tiden
Jeg hader ord i ’82
og hader min egen digterspirestolthed
Digterspire
Jeg hader digtere
Hvordan har jeg det så ikke med digterspirer
Føj for den lede
Selvfølgelig fortæller jeg ikke til nogen
at jeg skal trykkes
i debutanternes blad
Jeg spiller musik
Jeg tror på musik
Jeg tror kun på musik i ’82
og film
Da jeg får Hvedekorn i hånden det er vel syv måneder efter
nummer tre ’83
gemmer jeg det i en skuffe
Det skal ikke ligge fremme
Ingen må nogensinde læse
hvad jeg har hittet på
Jeg finder brevet fra Sidegaden frem
og bliver bekræftet
i mit eget svineri
Hvorfor har jeg ikke fået sådan et brev fra Borum
Kan manden ikke læse eller hvad
eller synes han det er synd for mig
Jeg tager ud og cykle
Kører først til Christianshavn
På torvet ligger biblioteket
Jeg skal lige op og se
om de har Hvedekorn
Det er på det bibliotek jeg har lært bladet
undskyld tidsskriftet
at kende
Jeg må vide om det står der
med mit navn i
Det gør det
På hylden med tidsskrifter
under H
sammen med Hus og Have og Hrymfaxe
står Hvedekorn
Jeg har det derhjemme
så der er i og for sig ingen grund
til at slå op i det igen
Men det skal lige prøves
Læse mit navn i et offentligt rum
Ja det ser jo ganske forfærdeligt ud
og hvor er det nogle dårlige digte de andres er bedre
eller måske er de ikke så dårlige alligevel
Der er jo noget energi her
Hvad er den af Bo Hansen
Bli’r du forelsket
i dine egne tekster
Blader lidt
Hvor er vi mange digtere i Danmark
Alene i dette nummer er der 22
Hvad skal vi med alle de digtere
Vi skal fodre grise med os skal vi
Jeg tænker på min ven Thyge
Han bor på Christinashavn
Mon ikke han vil synes jeg er latterlig
hvis han ser at jeg er blevet trykt i Hvedekorn
Jeg ved at han kommer på læsesalen
Det er her han kigger aviser
Jeg prøver at gemme Hvedekornet bag de andre blade
men det er så højt
Jeg må gøre noget
Jeg må ikke læses
Jeg stikker bladet op under trøjen
min lyseblå trøje med hullerne
Jeg vil have det væk have de tekster væk
Jeg går på toilettet
Sidder på brættet i ti minutter
Hvorfor sendte jeg digtene af sted
Der kommer nogen og tager i døren
“Er du snart færdig”
Så trækker jeg og slipper
og i samme øjeblik jeg har sluppet
river jeg siden ud
Jeg folder den sammen og putter den i lommen
Stikker Hvedekorn op under trøjen igen
Forlader lokummet
Husker at vaske hænder selv om jeg ikke har skidt
Stiller tidsskriftet på plads og går
Jeg brænder mine digte ved kanalen
Så fortsætter jeg på cykel ind til byen
Finder Hvedekorn på fem biblioteker
på Nørrebro Vesterbro Østerbro Østerbro
Kultorvet
Gør det samme river siden ud af hvert eksemplar og brænder den
undtagen på Hovedbiblioteket
Der stjæler jeg hele bladet
og smider det i affaldsposen på toilettet
dækker det til med papir
Nu er det mange år efter og jeg er villig til at sige undskyld
ikke mindst til Susanne Lyngborg som jeg delte side med
Undskyld Susanne Lyngborg
Hvedekornslæserne på de københavnske biblioteker er blevet frataget
muligheden for at læse dine digte i nummer 3 1983
fordi jeg Bo E. Hansen
har revet dem ud
Det er ikke holdbart
og det ved jeg også i ’83
Jeg kan skade mig selv så meget jeg vil
Men jeg skal ikke cykle rundt og skade dig
Indtil jeg lærer at leve med mine egne ord
må jeg lade være med at sende tekster ind til nogen
Så må jeg skrive til ingen
En tid efter sidder jeg
på skibsbriksen
ved det hvide sofabord
Jeg klipper Hvedekorn i stykker
Jeg klipper Sidegaden i stykker
Jeg klipper en cykelbøde i stykker
stilet til Bo Erhard Hansen
Jeg sætter ord sammen på ny
Danner mærkelige sætninger på karton
Cut-up hedder det cut-up
Det er der ikke noget originalt i
Sådan noget laver alle avantgardister
Men jeg cutter mit eget navn og pludselig står der
Bo hr. Hansen
hr med lille h
Det er ikke mig
Det er en anden
Jeg tænker på Hergé
Tintins gode tegner
Han skabte sit navn
ved at bytte om på nogle bogstaver
Hvis jeg kalder mig for Bo hr. hansen
eller Bo Hr. Hansen
kan jeg acceptere at blive trykt
Så er det jo en anden der skriver
Det er ikke mig
Jeg prøver
Jeg vælger i bunken af digte
Jeg sender nogle stykker til Hvedekorn
som Bo hr. Hansen
De bliver antaget
og sidst på året optræder jeg i i Sidste Skrig fra Vejle
Jeg kan stadig ikke lide de ting jeg skriver
Det kan der være mange grunde til
Blandt andet at de er dårlige
men jeg lader ordene stå
Jeg er færdig med at trække dem tilbage
Der bor åbenbart en slags forfatter i mig
og han vil overleve
En elendig forfatter
der bør glemmes
Men han er der
Hurra for ham
(…)

[uddrag fra langdigt i hr. Hansens knæk.idiot.eik, 2000; i afsnitet efter optrykkes hr. Hansens fem debutdigte:]

her måles alt
liv liv liv
i afstande væk
årtusinder

årtusinders lys

*

guds.

skabte universer

holdt op

en uendelig
beslutning

hvordan opstår
myter
jeg taler til
gud

af ting

jeg venter taknemlighed

Det er et horn
ET HORN

Og jeg har det horn
      jeg skal have.

Og det horn
blæser grimt.

Og det horn
til velbehag.

Og jeg har et horn
til velbehag.

han sprængte
tid
til ukendt
metal


strålende tid af evige afgørelser

indefra sommeren luft sprækker overalt i uåbnede æsker ofres
de levende i kamp med tanke af ild drive omklamring bort fra
væggen huse falder én dag gennem ligene de rådnende tanger
af spildt vand om sommeren besvaret af stemmer tilbage fra
døden ses fare truende i persienner i flag i omkringstyrtende
huse lugter hede æsker med festlig strålende tid af evige
afgørelser indenfor rækker hænder mod dybt

HVAD SIGER BØGERNE TIL JER UUNDGÅELIGE SOM ALT
KNYTTET TIL LIVET I FØRTE DET FORPESTEDE MØRKE
TIL STEDER LYS IKKE KUNNE KOMME MEN SÅS SPEJLET I
JERES INDVENDIGE ØJNE DET TILLIDSFULDE SMIL DET
BEUNDRINGSVÆRDIGE MOD AT SCORE POINTS PÅ I DE
TIMER MELLEM KØD OG OPSTANDELSE AT SLIDE DRØM
NED TIL PAPIR HVAD SIGER BØGERNE HVAD SIGER
BØGERNE HVAD SIGER BØGERNE NÅR I TALER LÆSER
SKRIVER SER OSV. SITUATIONENS PERSPEKTIV VRIDER
JER I DØD ANGST ELLER BARE FORTRYDELSE

[Og her følger for (Bos) skams skyld også Susanne Lyngborgs (nu Susanne Jorns) tre digte (på "bagsiden " befinder sig en fotocollage af Ulla Ekstrand):]

Jord

Klippens
underside
støtter
visheden.

Revnerne
antyder
de tøvende
dimensioner
nedad.

Fiskeørn

Ude over dybderne
kredser fiskeørnen
med spændte muskler.

I et kontrolleret
tidsløst næsten vægtløst
styrtdyk
splittes luft og vand
af en dolk.

Men sin videnskabelige eskpertise
fanger den sit bytte
fra bunden
på overfladen.

Uden ende

Vores kærlighed ligner små sten
man ikke ser
men aner og sanser
ved højvande.

Ved lavvande
ligger de tillidsfulde
som våde medaljer
blomstrende på ny.

skrevet den 01/02/00 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys