Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Lus i stikkelsbærbusken

Det er dybt sympatisk, at anmeldelestidsskriftet Standart tager på sig også at anmelde tidsskrifter, og at den allerførste  anmeldelse i det nye nummer 2, 2010, er (debutant i Hvedekorn 2005) Martin Johs. Møllers anmeldelse af Hvedekorn nr. 2, 3 og 4, 2009 med overskriften “Loppecirkus” og underrubrikken “Der er i den grad litterær gøglerskole i de sidste numre af Hvedekorn fra Borgens Forlag” – men hold kæft, hvor synes jeg som redaktør af de tre numre, at det er en iRRRRRiterende annmeldelse (og overskrift og underrubrik).

Jeg synes anmeldelsens tone er irriterende, og jeg synes anmeldelsens synpunkt er irriterende.

Anmeldelsens tone er irriterende, fordi den er patroniserende, og patroniseren er altid irriterende. Lyt bare efter i dette lille cut-up: “Der er i den grad revl i krattet (…) de ikke mindre end 16 debutanter i de tre numre, jeg har haft den i sagens natur blandede fornøjelse at læse (…) Ofte kan man faktisk ikke se forskel [på yngre og ældre forfattere]. Især når det gælder de mange patetiske nonsensbidrag (…) Der er tryk på fjollekedlerne (…) Og hvad med højt priste Cecilie Lind [hvilket automatisk lyder ironisk vrængende, men på hvilket grundlag? Fordi hun med nr. 1, 2010, har bidraget 4 gange, og redaktøren har fremhævet hende positivt i et par sammenhænge? Eller fordi de løsrevne, citerede linjer er "patetisk nonsens"? LB] (…) Selvom de drukner lidt i det samlede billede, så er der også  visse lyspunkter. Den eksperimenterende franske forfattergruppering Oulipo (…) har fået en 2. plads på Bukdahls blogliste over forårets tendenser. Lidt underligt, synes jeg. I visse kredse bruges ordet som et decideret drilsk derogativ (“sikke noget Oulipio”) [hvor er det da akkurat patetisk insignifikant, hvad du og dine digtervenner går og rynker på næsen af (og måske faktisk fordi flere af dem er mere inficeret af end som så), Martin Johs! Det ændrer da ikke på den implicitte og eksplicitte Oulipo-inspiration fra Adolphsen til Graff  LB] (…) selv om det ([Queneau! LB] ikke ligefrem er cutting edge (…) Stilen i de tre numre er overordnet set karnervalesk og grumset (…) Og så må man selvfølgelig  ikke misforstå mig. Det SKAl selvfølgelig krible og krable blandt Hvedekornet, og mit indtryk er at Bukdahl på sin egen flagrende måde tager sin stilling aldeles alvorligt, og også at han lægger en stor del ‘sjæl’ i det [tak, skal du sørme ha'! LB]

Jeg bliver selvfølgelig irriteret på egne redaktionelle vegne, men fremfor alt på vegne af bladets bidragydere, der ikke læses som digtere, nye og gamle, i deres egen ret, men patroniseres som tilskårne og manipulerede medlemmer af et nonsensisk litteratur-parti, hvis produkter derfor altovervejende (“visse lyspunter”) bliver af ringe kvalitet. Og så er vi allerede godt i gang med irritationen over det kritiske synspunkt, som jeg er helt med på kan blive nødt til at være reduktivt, men hvorfor skal det også være så forbenet klichefuldt: LB = kriblekrablende nonsensisme. Og så mener jeg simpelthen ikke, at det empirisk passer, hvis man forsøger at læse bare en smule indenad i de pågældende numre – og hos de med mini-citater udhængte digtere; det kan da fx godt være at der er  humor/nonsens elementer med i mixet hos Cecilie Lind, men der er da først og fremmest  en vildt og viltert visionær, på samme tid inderlig og omverdens-scannende, pur og grumset” sprog-eruption foregående.

Det er irriterende og fucking frustrerende at blive udnævnt til nonsens-zar (bort fra at det lyder godt!), der “nådesløst diktatorisk egenhændigt styrer slagets gang” – når jeg helt ærligt og af alle kræfter forsøger at redigere – ABSOLUT, sgu ikke relativt - med åbne øjne og åbent sind; uden selvfølgelig direkte at fornægte mine tilbøjeligheder henad nonsens, konkretisme, interaktivitet, kriblekrable etc. Det er min påstand, at de udvalgte poeter og poesier er de i så objektiv forstand som muligt talentfuldeste i bunken og landet. Og jeg vil gerne modtage Martin Johs. Møllers på-munden-slående udfordring: “Skulle man seriøst vurdere, hvordan den nye redaktør håndterer jobbet, burde man næsten se på alle de tekster, der ikke har fundet vej gennem det relative nåleøje, men det kan man nok ikke komme til, og jeg har heller ikke haft lyst til at spørge.” Permission granted! Jeg lægger hele den tre måneders-bunke, jeg lige nu sidder og svarer på, til side til ham, når jeg er færdig – så kan han lave sin egen gennemgang og sammenligne den med min, og jeg vil gerne æde en dublet mit debutnummer, nr. 1, 1987, på, at vores valg for de 90 % vedkommende vil være sammenfaldende, og at han ikke finder 1 eneste groft overset, seriøst kvalifceret , ikke-nonsensisk poet.

Så nu har jeg virkelig ikke tid til at være irriteret længere; jeg skal ind og læse digterspirers tekster i DR-byen, og jeg indrømmer, at jeg håber på mindst 1 gloriøst synlig, seriøst kvalficeret, nonsensisk poet.

skrevet den 21/06/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys