Hvedekorn 4-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Reklame, Hvedekorn 1, 2018

Jeg græder fordi træerne

To stærke, unge digtere debuterede for 10 år siden i Hvedekorn 1, 2008, det første nummer redigeret af Lars Bukdahl og Christian Vind, nemlig Sigurd Buch Kristensen og Olga Ravn. De har ærgerligt nok ikke være forbi i mellemtiden, men nu, i splinternye nr. 1, 2018, er de tilbage for at fejre deres eget og redaktørernes jubilæum med dejligt umiskendelige og spillevende bidrag, en flok virrende miniaturer henholdsvis og et digressionsdrevet Celine Dion-digt med vedhæftet receptionshistorie:

Da vi var nået/ til det sted i Celine Dion koncerten/ hvor Celine Dion/ begynder at række/ sin mikrofon/ hen til diverse publikummer/ så at de kan synge/ med på hendes sange/ i min drøm/ sad jeg på forreste række/ og fik mikrofonen/ op i fjæset/ og var så nervøs/ for at synge/ at jeg kvækkede/ en underlig lyd/ et slags hysterisk/ huhej

Udover dette bragende dobbelte comeback optræder ved et lykkeligt tilfælde to af de sidste ti års stærkeste debutanter og mest trofaste bidragydere, Signe Gjessing og Lea Marie Løppenthin, med poetisk prosa; hvad Gjessings to gnistrende breve angår, taler vi sensationelt nok prosadebut!

Flere veteraner gør sig magtfuldt gældende, blandt andre Hans Chr. Bøgholm, Knud Steffen Nielsen og Line Toftsø. For slet ikke at tale om debutanterne – til stadighed er debutanterne noget at prale af i et nummer af Hvedekorn: Dramatisk ensomt og udsat står Birk Danø allerforrest, med et enkelt digt om gudhjælpemig GRÅD. Hjertens gerne må poesien græde, så længde den gør det med stil og format:

Jeg græder fordi træerne/ Jeg græder fordi den himmel er over/ Jeg græder fordi den kulde/ Ind gennem tøjet, langsomt, rundt om ansigtet/ Jeg græder fordi de skygger nu kastes/ Jeg græder fordi mågen fløj i en bue så lavt forbi mig/ Jeg græder fordi åens løb bugter sig/ Jeg græder fordi navnene/ Jeg græder som vinden blæser

På billedsiden reklamerer digtere og billedkunstnere proft for Anders Bonnesens bogstaveligt poetiske produkter. Køb poesien, den glæder med tristhed (og omvendt)!

skrevet den 12/04/18 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 4 2017: Lasse Krog Møller. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys