NU VRINSKER SØHESTENE
Et dobbeltnummer er en sjælden foreteelse for Hvedekorn, men når det skal være, har det så også at være mere end dobbelt poetisk. Og det er nr. 2/3, 2017, som for det første er et ualmindeligt stærkt ”almindeligt nummer” med bidrag af vilde veteraner som Jørgen Leth og Hans Otto Jørgensen og drømmesikre debutanter som Elias Strandby og Mathilde Gallov Rasmussen og førstegangsbidragydere som Pablo Llambías (med 95 lutherske teser) og Steen Langstrup (med mini-gysere!), men for det andet er en hel, sensationel DIGTBOG med en (til Hvedekorn) veritabel bisværm af efterladte ÈNLINJERTE af den hvirvlende og hvislende virtuose poesi-mester Jørgen Sonne (debut i Hvedekorn i 1958), her er er en sekvens på syv ud af de mange hundrede lomme-lyn:
”Fisk ser os, der i Fjernsynet
Op nu og hent Deres Luftelefant !
Under Sorgens lysende gule Lind
Nu, Uhyrligheder på 5 Ben
Og så sådan en nænsom krig dér
De leger med Måner og Sole
Enhjørningen æder ikke Foderet”
Og her er en tolinjer, der svarer på Sonnes overflødighedshorn af et pilekogger, af debutanten Elias, født 1999:
Og nedløbsrørene ville klappe
i deres små hænder
- Poesi dobbelt op er en uendelig fornøjelse!