Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Pristale 2017

Tale for Benedicte Skjalholt ved udnævnelsen til Årets Skovhuslyriker 2017

Når jeg bliver stor vil jeg have en elevationsseng

Begge de gange jeg har modtaget poesi fra Benedicte Skjalholt, har jeg måttet drysse det ud af konvolutten, som et lille, personligt henvendt, fladtrykt og med bogstaver plettet snevejr. Det er en meget poetisk, men for redaktøren pænt irriterende metode at præsentere digte på – digtene flyver rundt til alle sider på skrivebordet og sniger sig ubemærket ud af plastikchatequer (jeg bliver også paranoid over, om digte er fløjet bort, før jeg nåede at læse dem) –  som jeg ikke vil anbefale andre at benytte; der er lige præcis en håndfuld hvert år, der sværger til metoden, og det er altså pænt rigeligt.

På den anden side ville jeg nok blive skuffet, hvis Benedictes næste brev ikke dryssede. Det er for mig simpelthen blevet en del af hendes stemme, selvom det jo af praktiske årsager ikke kan aflæses i det færdige blad (der er allerede ét tidsskrift, hvis indhold skal drysses ud, af en mappe, nemlig det fine kunsttidsskrift ARK, som Hvedekorn virkelig ikke vil gå i bedene). Men mest skuffet ville jeg selvfølgelig blive, hvis der slet ikke kom et tredje brev med poesi fra Benedicte; det er altid sjovest når talentfuldhed bliver en suspensefuld føljeton, der fortsættes i et kommende nummer: Hvilken morderisk metafor venter rundt om næste hjørne …

Medmindre man benyttede en meget avanceret lup, var der ingen irritation at spore i mit svar på Benedictes første brev:

”Kære Benedicte Skjalholt./ Tak for digtene i små stumper. Jeg kan godt lide deres urolige og veloplagte sproglige iver. De skramler rigtig rigtig fint og karakterfuldt. Jeg vil gerne bringe fem i nr. 2 eller 3, 2016, nemlig følgende: langhåret mand, infinit afstemning, det starter som en lille prik, telefonen ringer og den minimalistiske når jeg bliver stor. Er du rar at sende dem på 1 tekstfil her til adressen!? Og så skal du selvfølgelig læse løs af alt muligt poesi, og af det nyere fx Rasmus Nikolajsen, Signe Gjessing, Cecilie Lind, Caspar Eric./ Mange hilsner/ Lars Bukdahl/ redaktør af Hvedekorn”

Karakterfuld skramlen er så god en definition som nogen på lyden af debut-talent. Som vi jo passende kan udvide til: Dryssende, karakterfuld skramlen – eller for at være helt præcis: Akut dryssende, karakterfuld skramlen. Der hersker i de fleste af digtene i Benedictes debutbidrag en akut grænsende til panisk katastrofestemning, som om de på samme tid udløser katastrofen og slår alarm over den, som om katastrofen udløses, eller i det mindste synliggøres, ved at slå alarm over den, og det er jo ingen hverken løsning eller forløsning, men i det mindst er der så form på det flammende lort. Her er debutens digt nr. 4:

” det starter som et lille prik/ indtil det vokser og blir EN MISTET ARM EN MISTET TÅ ET MISTET BEN/ en mistelten du ikke må nærme dig/ jeg så kun skyggen af gravstenen/ på skygger står der ikke noget/ men jeg drømmer om natten, at der står:/ et sælsomt fortællig/ vore hjerter er kolde som januar måned”

Afslutningslinjen kunne godt lyde som en kliché, men det ved den jo for helvede godt, at den er, og den ved, at den har fortjent at være det, i al skramlet renfærdighed, på grund af hårdt snublende, burtale og fordømte kaos, der går forud. Og på grund af det helt umulige, uhjælpeligt hjemsøgende ord, der står lige før: FORTÆLLIG, som heller ikke digteren ved, hvad betyder, bortset fra at det betyder noget vigtigt. Og måske betyder det noget så uhyggeligt som et liv uden poesi – hvis det ikke er et godt skældsord for kriminalromaner; på den anden side er kriminalromaner vel akkurat, hvordan livet ville se ud, hvis poesi ikke fandtes.

I det kommende dobbeltnummer, 2/3, af Hvedekorn, har Benedicte fem gode, akut dryssende, karakterfuldt skramlende digte med. Og det er ikke fordi katastroferne er hverken fortrængt eller afværget, men der synes at have indsneget sig en vis – heldigvis absolut urolig – eftertænksomhed. Igen bliver ordet ’fortælling’ udsat for dekonstruerende ordspil, fordi livet såvel som poesien fortsat nægter at ligne en:

” det knager forbi hinanden/ en gren mod en anden gren/ æbletræets kradsen mod bearbejdet træ

og mod sig selv/ jeg forsøger at lytte til den form for musik der opstår/ og det kan nogle gange lade sig gøre/ sitren/ de små forpestede nætter hvor ingen/ knuser hinanden i stykker/ hvad skal jeg sige

gøre/ når det tæller uden at/ fortælle/ den måde det haster/ jeg er en gammel knogle/ der ligger i jorden”

Jeg vil vende det afsluttende billede på hovedet og udtrykke håb om flere vitalt knogleskøre snevejr i min postkasse og ønske et stor tillykke med den fornemme titel som Årets Skovhuslyriker 2017. KH

skrevet den 08/06/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys