Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Afskrevet til kunstredaktøren en fredag morgen

(fra Hvedekorn 6, 1962)

ASGER JORN

Brev om J.A. Jerichau

Kære Troels Andersen

Jeg har lige modtaget det nye nr. af Signum (no. 1 1962) og med stor interesse læst din artikel om Jerichau. jeg tror at du har ramt i centrum af problemet ved at påpege Jerichaus billeder som s i n d b i l l e d e r. Men jeg beklager, at du ikke har uddybet dette som det væsentlige, for et sindbillede er hverken et f o r b i l l e d e (ideal) á l’italienne eller en ren og ubevægelig indbildning, et symbol (nature morte, ikon). Ude af øje – ude af sind. Sind hedder på tysk g e m y t. Sindbilleder er gemytbilleder, og som sådnne flertydige. Her er kontakten til Max Ernst. jeg har skrevet en artikel om den flertydige interpretation i en bog af Serber. Den grundlæggende tegning glemte han desværre at trykke med. men her mener jeg forbindelsen med Carl Nielsen er klar. Al folkesang må være f l e r t y d i g idet enhver er i stand til at udtrykke sit specielle gemyt gennem sange af det samme digt, At du ikke har præciseret dette og arbejdet ud fra denne linje som er angivet i Jericahus evne til at vende bagsiden af een komposition til en helt anden bevirker for det første, at du forvilder dig i en detaljeret sammenligning med detaljerne i Rafaels billeder, som blot reducerer Jerichaus indsats uden at forklare og befri den. Når du derfor placerer Jerichaus arbejder i en sammenhæng kan du ikke længere respektere den, fordi du anbringer den i en f o r k e r t sammenhæng, som du respekterer for meget.

Trods alt har du set fuldstændigt rigtigt i at lægge vægt på sammenhængen med Weie. Men du har glemt at der også er en sammenhæng til Kandinskys første periode og til Kokoshkas romantiske kompositioner, omend Jerichaus udvikling er sket ganske uafhængigt deraf.

Du er altså faldet i to faldgruber, for det første f o r b i l l e d e t s – den italienske renaissance som forbillede eller i d e a l e t, og for det andet s y m b o l i s m e n s, ved at gå ind på Dantesymbolikkens detaljer. Det uvæsentlige i Jerichaus produktion er hans anvendelse af klassiske billedmotiver, græske og kristne og nordiske (Loke), Det væsentligste er hans anvendelse af store dramatiske kompositioner h a n s  a r b e j d e  i  d e n  s t o r e  s t i l, og her er det væsentligste det, der viser ud over de klassiske kompositionsformer mod friere nye kompositionsformer. I den forstand er den direkte sammenhæng S k o v g å r d e n e, Poul S. Christiansen, Larsen Stevns, Giersing, Weie og med Willumsen spøgende stærkt i baggrunden. En forklaring på og bindeled i denne ganske s e l v s t æ n d i g e danske sammenhæng burde du udforme i en ny artikel, der supplerer den første. Trænge endnu dybere ned i problemet som er den danske kunsts nære sammenhæng og udvikling af hvad der sker andetsteds. Jeg vil endog medtage Jens Søndergård såvel som Olivia Holm Møller, der måske er den der mest direkte videreudvikler den linie som Jerichau giver en ny formulering for, selv Carl Henning Pedersen synes jeg i virkeligheden er en forklaring på noget, som jeg anser for det væsentligste hos Jerichau. Opfattelsen af kunsten som v a r s l e r, som a d v a r s e l og f o r v a r s e l, som vartegn for fremtiden, uforståelige om man vil præcisere for klart, utydeligt i meningen, fordi enhver selv må uddrage sin værdi, sit personlige budskab af billedet. Dette er ikke græsk. Dette ordsprogsagtige som ikke kan udtrykkes i ord, men som er og forbliver s i n d b i l l e d e r, dette er måske en billedmæssig udvikling som vi har særlig grund til at være stolte over at have gennemført i Norden. Her tænker jeg også på M u n c h, J o s e p h s o n og I s a k s s o n, som ikke må glemmes i forhold til Jerichau, Weie og Poul S. Christiansen.

Det væsentlige i s i n d b i l l e d e t, er at det b y g g e r. p å  g e m y t t e t, p å  b e v æ g e t h e d e n, den følelsesmæssige bevægelse. derfor har Lundstrøm en begrænset plads (hans krøllede billeder) her, og i alt væsentligt er Lundstrøm statiker, ikonmaler, nature-morte maler ligesom Bille.

Jerichaus Hæcuba har også forbindelse til Matisses dans og fløjtespillere. De er musiske. Kubismens sejr var denne kunsts nederlag i paris. Der var kun Soutine. Han hører også sammen med Modigliani, men i k k e med f u t u r i s t e r n e. Han er ikke idealist-realist. Han er fantast med en fortid, som påtvinger sig selv i det nærværende, altså skandinav.

Hvad mig selv angår, så ligger mit nære forhold til Jerichau måske mest i selve m e t o d e n for maleri, den ofte noget tørre karakter form og farveholdning får på grund af tvivlen over om det er rigtigt- omarbejdelsen, men afbrudt af andre arbejder, der går helt over i det spontane. Poul S. Christiansen kan også have en noget kridtet karakter. Min interesse for det sindbilledlige og de omfattende kompositioner ligger også på denne linie, måske mest et lykkehjulsbillede (fra 1953). Jeg ser i slagsmålet med de store kompositioner en række fallitspil fra Skovgård og fremover i dansk maleri, men igennem alle disse indædte forsøg hvoraf visse af Larsen Stevns må siges at være lykkedes opbygges mer og mere en fornemmelse af stor dansk kunst. Hvornår denne virkelig opstår ved jeg ikke. Men denne indædte vilje er noget ganske interessant. Jeg kender ikke Wanschers teorier, men jeg får mere og mer lyst til at kigge på Julius Langes formteorier og sammenligne dem med Wanschers og alt det nyere.

Venlig hilsen

A s g e r  J o r n

skrevet den 14/07/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys