Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Nummeromtale (brystets gennemtærskede tidsspejl)

Litteratursiden skriver Daniel Boysen om tidsskrifter og har gode ord at sige om Hvedekorn 1, 2017:

“‘Klinte’, ’Ung dansk litteratur’, ’Vild Hvede’ og ’Hvedekorn’ er de navne, Danmarks ældste tidsskrift har gået under. ’Klinte’ blev stiftet i 1920 og siden 1952 har tidsskriftet heddet ’Hvedekorn’. Redaktionelt slår tidsskriftet sig på brystet over at være et tidsspejl for ung, uprøvet kunst og litteratur, som senere bliver en del af den etablerede scene i Danmark. Der tilfalder også automatisk debuterende i tidsskriftet en vis opmærksomhed, og Lars Bukdahl har et skarpt blik i forhold til at finde nye stemmer.

I hånden holder jeg NR 1 / 2017, og til forskel fra de andre trykte tidsskrifter (nævnt ovenfor), kan man mærke, at der er et etableret forlag bag. Papiret er lækkert, tekst og kunst sat flot op og det minder om et bogværk. Det er dog ikke samme oplevelse, man får, hvis man besøger hvedekorn.dk, der henvises til på forsiden.

Johanne Østervangs billedkunst, der er holdt i en blålilla tone, er meget simpel, men smuk. Jeg bladrer tidsskriftet igennem flere gange for at opleve den fortælling, hun ordløst fortæller. Cirkler og pile i en gentagelsens trance, der kun brydes af enkelte trekanter/pyramider, skaber en dialektik mellem det uendeligt cirkulære og den retningsskabende spids.

Sebastian Nathan skriver kort og smukt som fx her: ”en sø / et træ / alt er øde i daggry // bølgen må briste og dø / i dens løb mod bredden”, mens Rana Zeid udskriver en (aldeles virkelig) sorg i et mere ordrigt digt om en død mand. Andre digtere virker mere rytmiske og til tider rimende som Lene Knutzon gør i sine bidrag. Agnes Thomsen, der debuterer i denne udgave, er en ungdommelig stemme fyldt med vildskab – som minder om noget, man også læser mange andre steder.

Mens billedkunsten er skarp og minimalistisk, er litteraturen broget og mangesidet. Det giver en alsidig læseoplevelse, der til tider er yderst interessant, nogle gange gakket ordstrøm, andre gange formfuldendt og smukt.”

skrevet den 07/07/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys