Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

ÅRETS SKOVHUSLYRIKER BLEV PETER LØHR

Prisen blev uddelt ved en efter alt dømme (redaktøren måtte melde afbud) stiligt vellykket ceremoni søndag 6. september i Skovhuset  i Værløse (og samme procedure som sædvanlig: redaktøren havde nomineret 7 debutanter fra årgangen før, i år: Andreas (Tordenfugl), Bjørk Grue Lidin, Troels Magelund Krarup, Naila Bozo, Peter Løhr, Søren Rosenberg Pedersen , Aske Viuff), Skovhusets bestyrelse valgte som Årets Skovhuslyriker 2014 Peter Løhr) – redaktørens tale blev oplæst af bestyrelsesformand  og 4 digtere læste, forlyder det op; her er talen:

Tale ved uddelingen af prisen som Årets Skovhuslyriker til Peter Løhr i Skovhuset i Værløse søndag 6. september 2015

Præcis lige så åndssvagt langt som en hval er åndssvagt stor

Peter Løhr udnævnes fortjent til Årets Skovhuslyriker 2015 som påskønnelse af hans debut-bidrag til Hvedekorn 3, 2014, det monstrøse langdigt ”Jeg går ind i hvalen”.

Monstrøs er et af mine vigtigste, kritiske plus-ord. Jeg elsker monstrøse tekster: monstrøse romaner, monstrøse digte, monstrøse hybrider. Jeg vil frygtelig gerne bringe monstrøse bidrag i Hvedekorn, og jeg modtager sørgeligt få. To faste og pålidelige monster-leverandører er Rasmus Halling Nielsen og Rolf Sparre Johansson, jævnfør bare deres bidrag til seneste blad, nummer 2, 2015.

Men hvad søren betyder det, at noget er monstrøst? Jeg har engang forsøgt mig med den definition, at monstrøs er et ord ” der står og vipper mellem det kvalitativt smagende og det kvantitativt målbare, det er med andre ord et hængselsord. Et monstrøst værk er både et rigtigt rigtig langt og/eller rigtig rigtig mærkeligt værk og så en særlig måde at måde/facon/manér at være et rigtig rigtig langt og/eller rigtig rigtig mærkeligt værk på, som det er virkelig virkelig svært at beskrive.”

Det er yderst sjældent, at debut-bidrag til Hvedekorn er monstrøse, det var fx Rasmus Hallings og Rolf Sparres bidrag ikke (selvom Rolfs syrede dyrefabler var tæt på). Men der var ved første øjekast ingen tvivl om, at Peters hval-digt var et ægte monster, som det ude af konvolutten præsenterede sig med hele fem tynde, tynde spalter mikrolille skrift på tre sider. Det så for godt ud til ikke også være godt at læse, så med høj suspense gik jeg i gang:

Og jeg ved ikke om jeg blev overbevist med det samme;, jeg blev nok snarere forundret med det samme, og det er faktisk bedre end blive overbevist, for det betyder, at øjnene er på glatis. I hvert fald lød mit svar til Peter således:

” Kære Peter Løhr/ Tak for langdigtet til Hvedekorn. det er virkelig åndssvagt og virkelig åndssvagt lang, men jeg kan FORBANDET NOK godt lide det, fordi det er så KONSEKVENT enerverende i sin repetitive monotoni. ægte, hvalagtigt monstrøst nemlig. Jeg vil gerne bringe det i nr., 3 eller 4, 2014, og så må vi lige finde ud af, om det er læseligt i 4 eller kun 3 spalter; 5 er nok desværre for mange. Er du rar af sende teksten fluks her til hvedekorn@live.dk ?/ Mange hilsner/ Lars Bukdahl/ redaktør af Hvedekorn”.

Peter svarede anderledes koncist:

”Kære Lars,/ Lyder godt!/ Vedlagt er mit langdigt, præcis lige så åndssvagt langt som en hval er åndssvagt stor./ Håber det kan være der,/ Alt godt,/ Peter”

Jeg valgte ikke at formindske skriften i bladet, hvilket betød, at der ikke var plads til flere end to spalter på hver side, til gengæld blev digtet så på i alt seks sider, og jeg ved ikke om, jeg fortryder det valg i dag – selve digtets udseende på siden måtte gerne have været lidt mere skræmmende, synes jeg.

Forhåbentlig læser Peter hele molevitten op lige om lidt, men vi tåler sagtens at høre begyndelsen to gange:

”Jeg går ind i/ hvalen/ det er jeg simpelthen nødt til/ jeg er nødt til/ at gå ind i den/ hval/ og klaus/ du har altså bare at gå med/ mig/ vil du ikke?”

Digter er én lang frygtsom tryglen: Digterjeget trygler  og atter trygler Klaus, en barndomskammerat, om at gå ind i en hval sammen med ham og tilbyder ham alskens tjenesteydelser til gengæld. Hvorfor er det så overmåde vigtigt? Fordi ”alt er bare blødt/ og varmt / og rart” derinde, i ét ord: trygt, men jo også skræmmende, ellers ville Klaus ikke behøve gå med. Det er et meget åndssvag, men også vildt sjovt og hele tiden dybt patetisk digt. Fordi hvalen – og at gå ind i hvalen (lave en frivillig Jonas så at sige) – er  et meget åndssvagt, men også vildt sjovt og hele tiden dybt patetisk symbol. Fordi digtet meget åndssvagt, men også vildt sjovt og hele tiden dybt patetisk bliver ved og ved og ved.

Hvalen selv har ikke noget at skulle have sagt i digtet – hvad nu hvis den ikke har nogen poetappetit overhovedet? Hvalsang bør indgår i hurraråbet, så jeg vil gerne afrunde med at citere Vagn Lundbyes rimede dyrefabel, ”Hvalen”:

”Når jeg svømmer rundt i ring/ og med et lukket øje/ ser jeg verdensfjerne ting/ og mælkevejen nøje/ Så synger jeg om floder/ og dyr på fjerne kloder// Universet er min krop/ og tidens gang er rammen/ Når jeg aldrig holder op/ så holder verden sammen/ Jeg er Archimedes/ og altid anderledes”

Nu er det slut med hvilen efter hvalen, Peter, vi kræver hyr med nye dyr. Tillykke!

skrevet den 10/09/15 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys