Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Tidlige Hvede-fejder (farfar II + Broby)

Fra Olav Harsløfs artikel “Myten om Broby”, senest optrykt i den nye udgave  af (Rudolf) Broby Johansens Blod, Æter, 2014 (1922):

(Brobys) faste tilhørerplads var imidlertid ved et af marmorbordene i universitetets frokoststue i Studiegården. Her holdt digterstudenten Jørgen Bukdahl hof. Efter studentereksamen i Ribe i 1916 hvade denne som så mange andre kunstnerspirer dyrket såkaldte ‘frie studier’ ved universitewtet. Han var stærkt optaget af sammenstødet mellem 90′ernes sjælelige gennembrud og 10′ernes ekspressionimse. På dette tidspunkt i 1919 havde han endnu ikke udgivet noget, men skrev på den lyriske prosabog Den gamle Bys Drøm (1921), hvis manuskript han gerne læste op fra. Jørgen Bukdahl blev Brobys første store forbillede og den unge litterære student fra Haselv fik snart plads ved Bukdahls bord i frokoststuen. Omkring dette sad blandt andre også digteren Johannes Weltzer, og under en natlig septembervandring besluttede Weltzer og Bukdahl at stifte en litterær forening med navnet “Renaissance”, hvis første medlemmer ud over dem selv var Emil Strøbech, Jens Peter Nyholm, Niels P. Bogh og Rud. B. Johansen. Formålet var “under fortrolige former, at dyrke og drøfte i form af foredrag og discussioner alm. kulturelle, litterære, filosofiske, social og politiske emner væsentlig pragmatikkens aand med anerkendelse af intuitionens betydning, i det enighed herom formdoes at være til stede hos medlemmerne.” Disse forventedes efter tur at holde foredrag eller læse højt af egen digterisk produktion. Efterfølgende diskussion var obligatorisk.
Der er afholdtes i efteråret og vinteren 1919-20 fire møder med emner som “Nyorientering” ved Bukdahl, “Mindehøjtidelighed over Karl Gjellerup”, “Moderne dansk Lyrik” ved Nyholm og oplæsning af egne digte og noveller af Weltzer, Bukdahl, Nyholm og Broby. Bukdahls kritik og den efterfølgende diskussion, hvor Boboy blev spiddet på Dantes Divina Comedia og Vita Nuova, er fyldigt refereret. Mødet varede til klokken fire om natten.
(…)
Møderne i “Renaissance” genoptoges i oktober 1920 med et stærkt anti-brandeisansk foredrag af Bukdahl. På dette møde fik Broby optaget skolekammeraten nu stud.amg. Over Johannsen i foreningen. Også stud.jur. Robert Mikkelsen optoges. På den efterfølgende ekstraordinære generalforsamling søgte formanden Johannes Weltzer at skille de særligt pragmatisk interesserede ud af foreningen, men Broby replicerede at pragmatismen var en del af foreningens lovgrundlag og at Weltzer – som det refereres – “burde være trådt af som Formand, inden han kunde lede Oppositionen.
Årsagen til dette “revolteforsøg” var, at Weltzer sammen med to foreningen udenforstående, stud.mag. Knud Bruun-Rasmussen og teologistuderende Karl Lauritz Aastrup, november 1920 startede litteraturtidsskriftet Klinte (det senere Hvedekorn red. LB). Bladet holdt et års tid (men genoplivedes i 1925 red. LB)  og havde Emil Bønnelycke som litterær målestok og tilpas distance til tidens problemer. Om Weltzer blot søgte at fastholde en ren litterær linje i foreningen eller om han direkte ønskede at ryste Broby og hans kumpaner af, står ikke ganske klart.
Striden blev bilagt og Broby fik i Klintes andet nummer optaget digtet (/prosadigtet LB) “Agraf”. Men resten af året holdtes ingen aftenmøder. Til gengæld sås de dagligt i i Universitetets frokoststue omkring Bukdahls bord (…)
Men der var andre borde i frokoststuen. Og ikke så fjernt fra Bukdahlerne sad de økonomistuderende Kai Moltke, Aage Jensen og Jens August Schade. Her blev ikke snakket symbolistisk lyrik, men studenternes mulighed for tilslutning til det af Moskva i december 1920 godkendte Danmarks Kommunistiske Parti. Aage Jensen formidlede oprettelsen af en Kommunistisk Studenterfraktion og i februar 1921 valgtes Broby til formand. Gruppen gik aktivt ind i det nydannede Studentersamfund, der domineredes af Det Radikale Venstres akademiske intelligens.
Broby forlod dog ikke Bukdahls bord og foreningen “Renaissance”, indenfor hvis rammer han fortsat læste højt og efter vennernes kritik arbejdede videre på sin Harald Kidde-inspirerede digtsamling Purpur i Flammen og Marmor i Forfald.

- her Brobys tekst i Klinte 1, 1920:

Agraf.
Et Fragment.

Solen var sunket bag rosenfarvede Skyer ude over Sletternes fjærnblå Skove i Horizonten.
Skumringen havde bredt sig som et spindelvævsspinkelt Sølvfiligrannæt over Engene. Spredt dukked Træerne frem af Taagehalvlyset som Øer.
Og Skumringen var lbevet Nat, den danske, lyse Sommernat.
Nu, nu måtte han komme. Hun havde jo skrevet – -
Dér stod Venus, hendes Stjerne og hans, så tindrende klar. Hvor var Natten dog stille og Havernes Gange så tydelige – som Sølv.
Det dybe Mørke dér var Roserne.
At hun dog kunde stå og tænke sådan denne Nat, han kom jo til hende som en Bertram de Born i Natten. Hvor holdt hun i Grunden af at tænke ham som en Troubadur, der sang sine Sange bare til hende og – alle de Sange, han havde sendt – og bar hendes Farve.
Men kom han da ikke? og hun stemte sine Hænder mod Balustradens kolde Murkant, bedende.
Så vilde hun ikke vente længer, gik ind, til hun standsede ved Bordet, hvor hun tog en af de store, røde Roser fra Vasen i Hænderne for atter at lægge den fra sig og lytte.
Ingen Lyd.
Atter var hun ved Vinduet. Linden stod stor og mærk i det dæmpede Månelys, og i Haven lyste det gult og varmt fra Natlystuernes Lysøer dernede. En Luftning bar en Sky af Natviolens tunge Vellugt ind mod hendes Ansigt; hun følte, at Kinderne brændte og Tindingerne hamred, nu hun lytted,
Nu var hun på Knæ, med bøjet Nakke, med Hænderne knyttet i Kvide, og hun tryglende bad.
Han måtte jo komme, og så – det fine Hoved var rejst med Ansigt vendt mod Stjernen – eftertænksomt: “Han må jo, må -”.
Og han kom: forpustet og varm brød han frem derned fra Rosenbusketterne, der skilte Pladsen mod Haven.
Ikke hun rørte sig, men havde set og hviskende leet: Huno.
Hun blev næsten angst, da hun hørte Tagene i Tagrenden opefter, men havde vel alligevel villet netop det.
Han svang sig over Karmen, som en mørk Skygge stod han rank mod den tusind-stjernestrøede Himmel. Da så hun det: Et glimt i hans hævede Højre – og veg tilbage ind i Mørket at søge Støtte mod Muren: Et krumt Spyd, et tommelangt Sølvlyn, Agraffen*.
Det lysned hvidt derinde, frem løb han gennem Rummet, de tre fire Skridt og var nu paa Knæ for Foden af det ubevægelige Hvide.
Over sit Hoved holdt han i foldede Hænder en Agraf, som en Slange, eller et Spyd.
Hun stod og så ubevægelig ud i Natten.
Til hun bøjed sig over ham – som bar ham frem – og han så opad som hun og se! der stod Måneseglens tynde Horn på Himlen som et sølvhvidt, krumt Spyd på Vej mod Evigheden.

Rudolf  Broby.

I Blod, 1922, er pasticheriet kondenseret til dette lille digt, midt i den ekspressionsitiske greuel-heavy:

E N E S T E

ROSER

MÅNESØLVERN GRUSGANG

DUGGET HÅR HÆLDER SEKSTENÅRS PIGESKULDER

SAMMENSLYNGEDE SJÆLE STIGE
I BLEGBLANK MÅNES LYSE BÅD

STJERNER

* agraf, (fr. agrafe ‘spænde’ af agraffer ‘fastgøre, hænge fast’), spænde, klemme, krampe, spænde, der ofte er forsynet med hage og øsken, og som kan sammenholde klæder og tekstiler.

skrevet den 29/12/14 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys