Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

ÅRETS SKOVHUSLYRIKER BLEV EMILIE BESSING

Prisen blev uddelt ved den rareste og mest raffinerede ceremoni søndag 7. september i Skovhuset (og samme procedure som sædvanlig: redaktøren havde nomineret 7 debutanter fra årgangen før, i år: Emilie Bessing, Sophia Handler, Anne Tscherning Larsen, Philip Martinussen, Christian J. Munks, Christopher Thunbo Pedersen og Nanna Storr-Hansen (de 2 sidstnævnte er i mellemtiden blevet optaget på forfatterskolen, TILLYKKE med dem, Forfatterskole!), Skovhusets bestyrelse valgte som Årets Skovhuslyriker 2014 Emilie Bessing) – redaktøren holdt en tale og 4 digtere læste ørefløjtende op; her er talen:

Tale ved uddelingen af prisen som Årets Skovhuslyriker 2014 til Emilie Bessing i Skovhuset i Værløse søndag 7. September 2014

Hvilke måger er tilfredse

I går fodrede min kæreste og jeg ænder ved Gentofte Sø og hurtigt ville både uhyggelige, omkringvadende monster-svaner og hysse, flaksende måger have del i det indrømmet også fine og dyre brød fra luksusbageren Emmery’s. Og nu tror nogen måske, jeg har gang i en allegori over poesiens situation, men det har jeg ikke. Det er bare fordi, jeg i dag genlæste årets Skovhuslyriker Emilie Bessings debut-bidrag i Hvedekorn 3, 2013 og faldt i staver over denne linje:
”Det er ikke til at vide, hvilke måger der er tilfredse”

Som jo akkurat er en linje, der handler om at falde i staver, og i dette tilfælde over måger., som både generelt og specifikt dér ved Gentofte Sø kan virke så temmelig utilfredse i deres flaksende hysteri. Men gad vide, grubler linjen, om ikke nogen af dem faktisk er helt tilfredse i og med deres mågehed, deres pligtskyldigt mågede attitude? Det er i fald så frem bare ikke til at se hvem.

Emilies linje fik mig til at falde i staver over de måger, der i situationen bare irriterede mig gevaldigt -med tilbagevirkende kraft. Det er godt gjort af et digt, og det er typisk godt gjort af et digt af Emilie Bessing, der kaster læsernes øjne rundt mellem den ene klare og dybe undren efter den anden. Fx fører mågerne (som vi lige gentager for den manglende sammenhængs skyld) lige over i en undren langt closer to home:
”Det er ikke til at vide, hvilke måger, der er tilfredse? / Hvilke udsigter/ vores forældre elskede/ Hvilken beskeden regn”.

Jeg falder derpå i beundrende i staver over adjektivet ’beskeden’, som limet på det i utallige digte og vejrudsigter misbrugte substantiv ’regn’ brat får regnen til at træde i karakter, som lige præcis den slags beskedne regn, vi alle sammen udmærket kender. Og vi læser sgu da bare videre i digtet, nu står der:

”Jeg er bulerne i køkkenvasken, du er sød i Netto, min morfar/ blev smidt  i havnen med et syltetøjsglas og lærte at svømme”

Det er virkelig hurtige spring, mellem barok selfie-metafor (synes jeg, det skal hedde), naivistisk kærlighedserklæring og dramatisk slægts-anekdote, og hele tiden slår digteren ned på konkreter, der er til at skære sig tydeligt på: køkkenvask, Netto, syltetøjsglas.

Det er en underlig privat kritik-praksis at antage digte til Hvedekorn, fordi det er jo er breve, der vitterligt er breve, fra den kritiske instans mig til den digtende instans dig, uden mellemled (ud over påsætning af frimærker hos Rosinante&Co) og nogen form for offentligt spotlight; jeg føler mig blufærdig og genert, når jeg citerer fra sådan et brev, selvom dets pointe akkurat er at konstatere, at – og præcisere hvordan – en digter har formået IKKE at være privat. Sådan lød mit brev til Emilie:

”Kære Emilie Bessing/ Undskyld det sene svar og tak for digtene/teksterne til Hvedekorn. Jeg kan godt lide deres elastiske vedmodigt-ironiske flugt, i spring og glidninger, din adrætte melankoli. Jeg vil gerne bringe 3/5 tekster i Hvedekorn 3 eller 4, 2013, Vi har ikke flere diagnoser, Vi ved godt, Vi vil gerne (alle 3 afsnit”)

Jeg synes, det er et meget fint og meget Emiliesk digt sig selv, de tre digtbegyndelser: ”Vi har ikke flere diagnoser/ Vi ved godt/  Vi vil gerne”. På grund af den uroligt selvbevidste resignation. Og på grund af vi’erne. Emilie skriver hele tiden vi, men ikke som en generationsdigter, eller måske faktisk som en anti-generationel generationsdigter, hvis vi’er parallel-fumler og parallel-snubler og parallel-falder og parallel-forsøger at stå ved, i det mindste, at det er det, de parallel-gør. Her et citat fra et helt ny digt, som Emilie ikke har fået svar på endnu, men det burde være svar nok, at jeg citerer det her:

”Vi fryder os/ vi er bange for at være for meget, vi står og taler/ på den måde, vi taler sammen/ når vi ikke kan overskue at lade som om/ vi ikke tænker på andre ting imens/ der er sket meget siden sidst, vi er kommet længere/ væk fra en fornuft vi heller ikke kendte før/ og nu skal vi bruge noget musik, æde glowsticks/ nu skal vi le ad vores forsømte helte.”

Nu skriver jeg med glowsticken i min mave mit andet brev til Emilie: Tak for de nye digte til Hvedekorn: De sukker så fint og fyndigt og ekspansivt, så selvfølgeligt sørgmuntert, over alting, på vegne af alle. Jeg vil meget gerne bringe de fire af de fem, Der er ikke noget galt, Fuck det er dumt, Vi vil gå udenfor, Solen har også en mave at gemme sig i, i nr. 3, 2014. Er du rar at sende dem på én tekstfil til hvedekorn@live.dk ?

PS. Tillykke med mesterskabstitlen som Årets Skovhuslyriker

kh red. Lars

(Prismodtagerne med blomster Emilie Bessing og (Årets Skovhuskunstner) Ole Olesen flankeret af Lars Bukdahl og (Skovhus-bestyrelsesmedlem) David Holst)

Søndag var der prisuddeling i Skovhuset i Værløse. Årets lyriker og kunstner blev fundet og hædret.

skrevet den 15/09/14 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys