Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Bergliot Heinesens samlede værker

Rasmus Halling Nielsens og Jonna Ljósás bidrag til Hvedekorn 1, 2013, citerer (formateret til STORE BOGSTAVER) og oversætter (til færøsk – det er Jonnas bidrag til bidraget) og går i poetisk dialog med Bergliot Heinesens digt “Scherzo” fra Vild Hvede 9, 1939. Heinesen var færing og søster til forfatteren William Heinesen, hun blev født 1912 og døde så sent som 2001, og så vidt vides og indtil andet bliver bevist, beløber hendes forfatterskab sig ikke til mere end sølle (men fantastiske) fire digte i Vilde Hvede, to i nr. 6, 1939, og to i nr. 9, 1939; hun blev (gen)opdaget (og gad vide, om hun opdagede det selv!?) af Asger Schnack i 90′erne: i antologien Med lukkede øjne, 1990, optræder “Grevinden” og “Scherzo”, i 365 digte, 1996, “Scherzo”, som det efterhånden må være rimeligt at betegne som et kanonisk digt. Her er samtlige Bergliots fire digte, mærkeligt selvfølgelige i deres skønhed og særhed er og bliver de :

Fra Vild Hvede 6, 1939

PIGEN

Hun gik henad mørke gader -

Hun tænkte:
Jeg mærker brostenene
under mine fødder -
brostenene indordner sig
under mine fødder.
Mine strømper
sidder så fast om mine ben,
de slutter sig fuldstændigt
om mine ben.
Mit undertøj føles kildrende let
mod min krop
naar jeg gaar.
Og mit bryst -
ja – hvordan føler jeg mit bryst?
Jo, det føles gysende sødt,
det bevæger sig
og dirrer let naar jeg aander.

Hele min krop
føler jeg
som en bølge
i vinden.

Jeg mærker ogsaa luften
og træerne.
Luften løber ned over mig,
den risler ned over mig -
og træerne gør plads for mig,
naar jeg kommer forbi.

Hvordan føler jeg min sjæl?
den føles dybt inde i mig -
dybt inde i mig
vibrerer den sagte.

GREVINDEN

Grevinden stiger ud
af sin polstrede bil.
Sødt duftende og polstret med dun,
er den røde bil.

Hun er hennafarvet
over hele kroppen.
Hun gaar med guldsandaler,
hendes tånegle er spidst tilfilede
som hos rovdyr,
det glimrer og glitrer med juveler
fra hele hendes person.

Mine øjne straaler – tænker hun,
jeg har skyllet dem med eddike.
Min næse er renset med olie,
mit haar er vasket i rødvin,
og mine ører har min pekingeser
slikket rene.

Se, der gaar grevinden,
hennafarvet som en abes ende.

Jeg bruger henna hver dag -
ingen maa se min krops rynker.
Hvis jeg nu,
naar jeg passerer disse mennesker,
smiler for meget,
faar jeg fuger i mundvigene,
og mine øjenbryn vil komme i uorden.

I morgen vil jeg til en afveksling
være forgyldt -
og i overmorgen
nej saa har jeg hviledag
og skønhedskur.

I vestibulen
sidder en orangu-tang
i smoking og med monokel.

I dag tænker grevinden
har jeg valgt orang-utangen
fremfor chimpansen.

Orang-utangen skrider
over vestibulens gulv,
hen mod grevinden.
hans lange hænder
fører hendes små fingres
lysende fosfornegle
til læberne
og væder dem med tungen.

Prismelysekroner
skinner fra høje lofter,
musikken spiller sødt og bævende.
Musikerne er i dag
klædt som mynder.
Dirigenten smiler
med munden fuld af syltetøj.

Alt skinner og klirrer.
grevinden nipper til vinen
og kilder orangu-tangen under hagen.
Imellem dem paa bordet
staar et champagnespringvand -
det regner med konfetti,
og for at more gæsterne
er det i dag iturevne tikronesedler.

Grevinden maa hilse paa alle sine venner.
Orangu-tangen taber sin monokel i kaviaren,
men tager straks en anden frem,
endnu mere straalende af diamanter.

Grevindens venner
samler sig om bordet.
Nogle ligger
støttet til puder,
andre hænger
som kraftløse stængler
op ad grevindens stol.
Flødfarvede damer
med munden i krampagtigt smil
og herrer indsmurt i pomade.
De taler med slæbende stemmer
og har beklagende haandbevægelser.

Grevinden mærker til sin rædsel
at hennaen er ved at gaa af -
hun vil rejse sig,
men kan ikke komme frem
for hænder og arme
og strømme af champagne.

Hun vil vride sig løs.
Hennaen ligger i klatter,
hendes ene øjenbryn er gnedet af,
og som et stjernetæppe
har konfettien klistret sig fast
til hendes krop.

Hun har kvalmefornemmelser,
der løber champagne ud af næse og mund.
krybende naar hun ud til den røde bil
med en strudsefjer i halen.

Hun mærker bilens lune skød,
Hun tænker -
hendes hode snurrer og snurrer -
i morgen vil jeg være forgyldt
og i overmorgen -
nej, saa har jeg hviledag
og skønhedskur
og saa – -
hendes hode snurrer -
stille, stille
løber champagnen
ud af hendes mund.

Fra Vild Hvede 9, 1939

SCHERZO

Jeg skændtes med min værtinde
paa Grund af et væltet blækhus.

Mens jeg stod og forklarede hende
og beklagede det skete,
svævede hun pludselig langsomt
ud af værelset
og opslog en skriglignende latter,
der havde en sær genklang i mig.

Jeg løb efter hende,
fortumlet -
min haand var fuld af blæk
der føltes som blod,
som havde jeg stukket haanden
i et aabent saar.

Jeg talte med høj stemme
for at hun skulde forstaa mig -

hun vilde ikke høre paa mig,
men fortsatte blot sin mærkværdige
luftdans.

Da saa jeg, at hun var en ugle.
Paa et bestemt sted i stuen
lige over kaminen
sad hun og stirrede hadefuldt
mod mig.

LYKKE

Det sner -
tungt – vaadt – smertefyldt,
men mit indre er varmt
og fuld af rindende blod.

Hvor meget det end vil sne og hagle,
vil mine indvolde ligge paa samme plads
og hjertet pulsere videre -

jeg kan se mine indvolde for mig;
de er sikkert smukke og varme,
særligt mit hjerte
har en smuk varm farve.

skrevet den 20/03/14 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys