Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Sven den milde i Vild Hvede

Randers-geniet, billedkunstneren og (betydeligt mere usynligt) digteren Sven Dalsgaard, der ville være fyldt 100 år til maj, har et lille, fint, u-optrykt 40′er-forfatterskab gemt i Vild Hvede.

Ingen af Hvede-teksterne, der inkluderer både digte og prosadigte/kortprosa, kan i frit fordrømt og råt surrealistisk radikalitet måle sig med Dalsgaards debutdigt “Pansangen” fra Helhesten, 1944, og de til Helhesten senere i ’44 indsendte, men først i 1993, i en blå bog fra Silkeborg Kunstmuseum, publicerede digte til “helhesten“, herfra får I  “to elskende” (Viggo f. Møller på Vild Hvede kan godt have afvist de vildere tekster, men sandsynligvis har Dalsgaard udelukkende tilsendt ham de fredeligere):

75 tallerkener – - en til hver.
75 tallerkener, og kun een til hver – -
75 tallerkener, du store gud – - og kun en
eneste til hver af os to.

to mennesker, kun to mennesker
i et bur af blegrødt fløjl,
med 75 ansigter på væggene.

- Hvede-teksterne er mere tyst, blankt symbolske (undtagelsen “Barneforelskelse” er halvt straight novelleagtig og halvt hallucinatorisk/eventyragtigt), men bestemt ikke uefne (sammenlignet med alt muligt henåndende hereticansk – Ole Sarvig er vel den mest kvalificerede fætter her; mest holder jeg af “En By i Drømme”, fordi den dirrer af drømmeægthed) – jeg har afskrevet dem alle sammen, i anledning af 100-året:

Vild Hvede, XiX. årgang, nr. 6., april 1946

Et Stykke Vej frem

De vilde Dyr kommer tilsyne bag de grønne Buske
naar vi begynder at gaa over Bakkekammen.
De stirrer paa os med stenhaarde Øjne.
Vil de os noget ondt,
fordi vi skal over den grønne bakkekam?

Vi tænker paa de kostbart udstyrede Pavilloner,
hvor vi kunde have søgt Ly,
og vi tænker paa de kolde Vaaben, der dræber.

Fødderne gaar i Græsset som I pavillonens bløde Tæpper
og vi mærker Pavillonens venlige Hygge
bølge op bag vor Ryg, idet vi gaar forbi Dyrene.

Oppe på Bakkekammen standser vi
forundrede over den vide Udsigt
” – Er der saa langt – -?”
Og vi vender os og ser tilbage ad den vej, vi kom.
og vi ser, at de vilde Dyr, der staar som Stenstøtter,
stirrer samme Vej som vi.

Mørk vinter

Den lange vinters døde Sol
og Nætterne med det sorte
sørgmodige Fløjl.
De dybe, iskolde Tanker
om det bladløse Foraar.
Og ensomme Mennesker
der gaar ud
til det Dagliges Ørken.

Dybt inde i Himlen er der
et Minde om svunden Lykke,
der svæver hvileløst omkring
som en Fugl over Isen.

Lange Dage følger hverandre
efter Ting vi ikke kender.

Vild Hvede, XIX. årgang, nr. 9, juli 1945

Aften

Vejene begynder at slettes ud,
alt er udflydende.
Som Draaber efter hinanden,
som silende Regn, som Døre der lukkes op
ud til en ukendt Slette.
Og vi tror at se en, vi engang kendte,
komme gaaende derude.

De gamle Slotte – og Ruinerne,
Det er som om vi engang havde boet der,
og gik bag tykke Mure,
og vidste at vore Skæbner
blev pakket ned i gamle Kister,
der blev stillet op paa de
aftenmørke Lofter – alene.

Træer og det, der før var solgrønt,
endnu er der noget der vokser,
og endnu er der noget der lister rundt,
og nogen ler og nogen taler sagte,
som var de bange for at blive hørt,
- eller bange for at høre sig selv,
fordi de ved, at de taler i Mørke.

Vild Hvede, XIX. årgang, september 1945

Vandring

Engang var der Veje,
der førte et Sted hen -

Jeg var beruset af Lykke.
Jeg saa Hestenes Vandring,
og deres melankolske Øjne.
Jeg følte mig klædt nøgen og ene,
i een stor Lykke.
Over de gamle Græsgange
fulgte jeg deres Spor,
jeg saa Bøgetræernes Kroner
som fremmede Templer,
og sammen med Hestene
gik jeg gennem kølige Skygger
mellem Søjlerne.

De brændende Sole
og min Nøgenhed,
og Hestenes Vandring, -
det var som alt sprængtes
i et Blomsterflor -
og jeg var beruset af Lykke
over at følge Hestenes Spor
paa Vejene.

Vild Hvede, XIX. årgang, nr. 12, oktober 1945

Porten

Sandet er hvidt og hedt af Solen,
Himlen gløder og sender Varme ned
- – der er saa stille.

Mange Mennesker
har i Dagenes Løb gaaet
- travlt hastende -
forbi den lange graa Stenmur.
Nu har de samlet sig i en Klynge
i Skyggen af Muren,
tæt ved den store Port
ud til den aabne Ørken.

De staar som vented de nogen,
hviskende, lyttende, og med Øjne
der søger hen mod den store Port
- ud til den aabne Ørken,
ud til det aabne Rum,
hvor de ikke tør komme.

Længe har de staaet der.

Mørket begynder at vise sig.
Deres Hvisken bliver borte,
og en efter en
går de til deres Hjem,
medens de for sidste Gang i denne Dag
ser hen mod den aabne Port

Vild Hvede, XX. årgang, nr. 1, november 1945

Første gang jeg saa ham var i zoologisk have. Han stod foran indhegningen med de store bisonokser.
Han var en lille, spinkel mand paa cirka 45 aar, med et fint, blegt ansigt. Over den vege, bløde mund laa anelsen af et sørgmodigt smil; de smaa nærsynede øjne var dækket af centimetertykt brilleglas.
Man ser sommetider i et flygtigt øjeblik et menneske paa den maade, at de første femogtyve skridt derefter er fyldt af denne ubekendte, man aldrig før har set, så møder ens øjne nye ting, og væk er den forrige interesse. Saadan var det ogsaa med mig dengang; men da jeg efter en halvanden times forløb paa tilbagevejen stadig saa ham staa foran de bisonokser, blev min interesse igen vakt, og stærkere end før.
Der er da grænser for hvor underholdende selv usædvanlige dyr kan være. Han stod ret op og ned og stirrede vedholdende med de nærsynede øjne paa den store tyr, der stod som en klump, prustende af varme. Den holdt ham fangen, ikke et øjeblik saa han paa noget andet omkring sig, det eneste han foretog sig udover at se var nogle ormeagtige beværegelser med de graa, handskeklædte fingre, som om de vilde rode ned i et eller andet; tyren maaske?
Naa, jeg måtte hjem, de ventede mig med maden – jeg saa op i de grønne træer og den blaa og hvide himmel, det var dejligt altsammen. Maler?? Billedhugger??? Zoolog, det var han bestemt ikke, nej.
Der gik lang tid, før jeg igen saa ham. Men en søndag formiddag gik jeg en tur ude ved baneterrænet. Det blæste koldt og regnede.
Jeg var gaaet ud bare for at gaa og være lidt alene. Jeg gik over mod viadukten og saa ham staa derovre, stirrende, som dengang i zoologisk have, ude over baneterrænet mod banegaarden.
Det var ved den tid, hvor ekspressen skulde afgaa. Jeg kunde gennem regnen skimte det store lokomotiv og de mange vogne.
Saa pludselig begyndte han, stadig medens han stirrede i retning af toget, at gaa frem og tilbage; jeg saa at toget havde sat sig i bevægelse og begyndte at komme ned imod os; så standsede han med ét, tog et lille skridt, og stod saa stille. Som toget kom nærmere, saa jeg et uendeligt fredfyldt smil gaa over hans ansigt, de nærsynede øjne lukkede sig som beruset af lykke, og da toget fór ind under viadukten, og røg og damp hvæsede op omkring ham, saa jeg ham presse begge de behandskede hænder op omkring sit ansigt. I næste øjeblik stod han igen befriet, ja saadan saa det netop ud, han var befriet, røgen og dampen var borte og han stod med bedrøvede øjne og saa efter toget, der forsvandt – som en elsker der ser efter sin bortgaaede elskerinde.

Vild Hvede, XX. årgang, nr. 4, februar 1946

Skyld

Længe havde jeg staaet saadan, lænet op mod Væggen, og ventet.
Foran mig kom nogle Mennesker gaaende. Nogle saa mig, andre ikke – de gik forbi mig som forbi et udstillingsvindue, som om det blev regn om lidt – som om nogen ventede paa dem, – som om jeg ikke stod der.
Bag mig i Værelset var de nøgne fremmede Vægge, mørkegraa og nye-kolde.
Gulvet var rent, som var det lige blevet vasket. Mørke Linier skilte Gulvbrædderne fra hinanden, et lille Dyr søgte efter en Sprække til at blive borte i.
Jeg sagde intet.
De blev ved med at gaa forbi derude, medens jeg ventede. Jeg syntes godt de kunde have standset og set paa mig og sagt et par Ord – blot een af dem; men der skete intet, de skyndte sig forbi allesammen.
De Spørgsmaal, jeg var blevet spurgt om, førend jeg stillede mig op her, var egentlig ikke Ord; men uforstaaende Øjne der blev rettet imod mig, saa jeg følte den Skyld, jeg bar paa.
Jeg tror ikke, jeg kunde have forsvaret mig imod dem, slet ikke; men jeg kan ikke forstaa, hvorfor de gjorde det.
Jeg var jo ikke den eneste.
Det siger man altid medens man tror sig som en Gud, og vælger sig et Rum, hvor man tager Ophold, indtil et passende Svar er fundet.
Bag mig er en grøn Plante brudt op mellem Gulvbrædderne.
Men Tallene paa Uhrskiven er blandet mellem hinanden, og Viserne hænger døde ned.

Vild Hvede, XX. årgang, nr. 6, april 1946

Elfenbenstaarn

Jeg har bygget et Taarn,
milehøjt op i den klare Luft,
og dér,
i det eneste Vindue der findes,
staar jeg nu som en mørk Silhouet
mod det blege blaa.

Jeg staar ret op i Vindueskarmen,
som om jeg vilde kaste mig ud,
som om jeg vilde knuse mig
mod det Mørke, der er dybt under mig.

Bag mig sidder Mennesker
i dybe Sofaer,
nogle af dem spiser Chocolader,
andre af dem trækker hvide
Skindhandsker paa deres smukke Hænder.

De sidder og venter.
De venter sikkert paa,
at Lyset skal slukkes;
venter paa, at en Klokke langt borte
skal give sig til at ringe;
venter paa, at den Aabning jeg
staar i, skal tømmes.

Jeg har bygget et Taarn
i en Sandørken.
og jeg gik op i mit Taarn
for at se dérhen,
hvorfra jeg var kommet, alene.

De maa have fulgt efter mig herhen.
Jeg kan høre de blader i Programmet,
og jeg kan høre de spørger
en Mand i Uniform:
“Hvornaar begynder det?”

Vild Hvede, XX. Årgang, nr. 8, juni 1946

By i Drømme

Vi var kommet til Byen,
min mor og jeg.
Det var pludselig blevet mørkt.
Hvad det var for en By
vidste vi ikke,
og det gjorde heller ikke noget.
Det var en Drømmeby.

Hotelkarlen var der,
og fik Kufferterne med sig.
Han lovede ogsaa at ville hente os
naar vi var færdige til det.
Det varede længe.

Pludselig var vi
i en stor, festoplyst Sal
med glimrende Prismekroner.
Jeg stod paa den store Trappe
og var inden længe
Festens Midtpunkt.
Min Mor var et andet sted.

Hun stod oppe paa Balkonen
og talte med én jeg ellers ikke
vilde kendes ved.
Jeg kunde ikke forstaa
hun kendte den Person.
Straks efter var han borte.

Saa blev der endnu mere Lys i Salen,
der skulde være Bal.
lange Rækker af Kvinder,
jeg ikke kunde lide,
kom en efter en og lavede Dansetrin
og Spjæt.
Jeg spillede violin dertil.

Saa råbte de Hurra for mig igen,
da de var færdige.
Og jeg skulde ned og aflevere
Violinen, for det var ikke min.
Saa kom min mor ned til mig
- – alle de andre var borte.

Udenfor var det mørkt
og vi kendte ikke Vejen til Hotellet.
Og min Hat var borte,
min Mor havde glemt den
oppe paa Balkonen.
og nu var vi her i Mørket.

Vi var alene og kunde ikke
finde rundt i den By.
Hotelkarlen var der ikke,
og det var mørk Nat,
vi vilde ikke være dér længere,

- og straks efter var vi hjemme

Vild Hvede, XX. årgang, nr. 11, september 1946

Barneforelskelse

De stod og hang op ad Køkkendøren ud til Gaarden.
Det var ham, det var gaaet ud over hele Tiden, det mente han da. Det er lige over Middag, ved 2-Tiden, hvor Byen er stille – enten er de gaaet paa Arbejde, eller ogsaa sover de til Middag.
Solen varmede ned paa Karen der er tretten Aar og paa Henrik der er sejsten Aar og paa Hans der er fjorten Aar, men ikke paa Else der er femten Aar, for hun stod inde i Køkkenet og talte med de andre derinde fra. Det var det der var galt, for naar hun kom frem i Døren, lo hun over hele Ansigtet og alt Solskinnet syntes kun at naa hende.
Hun er forkælet, eneste Barn. Hans og Henrik er hendes Tilbedere, og Karen er den, der samler den Kærlighed op, som Else ikke kan faa brugt. Baade Hans og Henrik kan bedst lide Karen, men hverken  hun eller de selv ved det, for der er aldrig Tid til at tænke over det, fordi Else fylder saa meget i dem alle tre.
Det var Hans det gik ud over, det var ham der blev drillet, og jo mere han tænkte over det, des mere drillede de ham. Else kom frem i Døren igen, med Sol og Smil i Ansigtet. Hun holdt en Fluefanger i Haanden, lang og klistret. Henrik lavede Fest med hende, og lod som om det skulde have Fluefangeren klistret paa sig, men de vidste alle fire at det ikke var Meningen. Fluefangeren var bestemt for Hans. Det var derfor Henrik lavede Fest med Else, medens Karen og Hans anstrengte sig for at le med; men Hans var bange, bange for Fluefangeren og bange for Henriks og Elses Latter, og skrækslagen fordi han troede, at Karen ogsaa vidste, at det var ham der skulde have Fluefangeren klistret paa sig.
Der er forunderligt stille uden paa Landet ved Middagstid. Det er de store Gaardspladser med de runde Brosten, og Markerne ude bag ved, og Køerne der græsser og tygger Drøv. Køer har Masser af Tid. Det var dét der gjorde, at Else lod Fluefangeren hænge stille i Luften et Øjeblik, og det var det Sekund Hans benyttede til at hugge den fra hende og smække den tværs over hendes Ansigt.
Der var ingen af dem der kunde se noget for den Fluefanger. Fluefangeren var det eneste der eksisterede paa Jorden. Jovist var det forfærdeligt af Hans at gøre det, nu var Else eneste Barn mere end nogensinde.
*
Hans havde fortrudt det, men han havde været nødt til at gøre det, af Angst for selv at faa Fluefangeren hængt paa sig. Han havde snydt Skæbnen og Bestemmelsen.
Foran sig saa han en Sø. Et Øjeblik troede han at Vandet var kunstigt, det var sort og rødt paa en unaturlig Maade, men så dukkede der pludselig en Undervandsbaad op gennem Vandet og Regndraaber lavede smaa Ringe paa Vandladen. “Pas paa Iglerne!” Hans vidste ikke hvorfra Stemmen kom, men han vidste at der var en Fisker nede fra Vandet, der havde raabt til ham om at passe paa Iglerne. Han saa ned i Græsset hvor han stod, og saa i tusindvis af store, sortgrønne Igler. Angsten ramte hans bare Fødder og steg op gennem ham. I store Spring lykkedes det ham at naa ud paa Sandet. Rystende og skrækslagen, men lykkelig over at være uden for Iglernes Rækkevidde, stod han stille og borede sine nøgne Tæer ned i det varme Sand.
“Er du der, aah jeg har ledt efter dig.” Else stod ved Siden af ham. Aldrig havde han set hende smukkere i dette Øjeblik. Hendes sorte Haar laa i bløde Bølger omkring det blege Ansigt.
“Jeg har ledt efter dig, jeg vilde vise dig noget, en Gave jeg er saa glad for.” Hun holdt Hænderne paa Ryggen: “jeg er ikke spor vred paa dig.”
Hans fik Taarer i Øjnene, han havde ikke fortjent saa megen Lykke, syntes han.
“Se,” hun holdt Hænderne frem: “En Lommelygte, med Lys i.” Hun lo over hele sit kønne Ansigt.
Hans Hjerte holdt op med at slaa. Det var ingen Lommelygte hun holdt i Haanden.
Han blev kold over hele Kroppen af en ny Angst, men han stod ganske stille og lod hende sætte den store, sortgrønne Igle fast paa sit Hjerte. Hun havde gjort det hurtigere end han havde kilstret Fluefangeren paa hendes Ansigt, og hun lo endnu mere og saa endnu kønnere ud, da hun løb bort og lod ham staa alene tilbage.

Vild Hvede, XXI. årgang, nr. 2, decemeber 1942

Skjulestedet

Den hvide Mur strækker sig rundt om parken paa en Sommerdag. Vi hører den sagte Vind i Træernes Grene, og nogle unge Piger gaar forbi i tynde Gevandter.
Naar der er øde omkring Parken og man tror sig alene, går man ind mellem de tætte grønne Buske. Og de, der staar i Skjul, hører derindefra et tørt, støvet Skrig af en, der er ved at dø. Og bliver de staaende i deres Skjul, ser de, at man kommer ud fra Buskene, tørrende de blodplettede Hænder i et rent, hvidt Lommetørklæde.
Og man ser sig forvirret omkring – nej, der var ingen, der saa eller hørte det. Og man styrter sig ind mellem de mange Mennesker, der roligt kommer gaaende paa Gaden.
Og selvom man tror, at alle disse Mennesker kan se paa os, at vi gaar med et blodplettet Lommetørklæde gemt hos os, gaar vi i flere Timer rundt imellem de, førend vi finder et stille Sted, hvor vi kan grave Skammen ned.
Og de, der stod skjult i Parken, de, der saa os gøre det, de staar endnu skjult dér og ser den hvide Mur strække sig rundt om de grønne Træer og Buske.

- og dér slutter Vilde Hvede-raptussen. Dalsgaard vender først tilbage 14 år senere; i Hvedekorn 5, 1960, med et enkelt digt:

Rejse

Under en lang rejse -
ser lige frem for sig -
ser på hinanden -
ser i takt med hjulene
der drejer sig om passagernes akse -
giver sig hen -
gaber -
åbner ansigtet i et intenst
dyrisk gab -
begynder igen at se uden mål
med øjne naglet til akslens centrum -
sprænger ruder i utålmodighed -
begynder at gå i kørselsretningen -
åbner til slut døren
og springer ud i dødsforagt -
fremad fremad -
åbner gabet i et skrig
og er pludselig nærværende med jorden -
øjnene ser og ser
men nu er det mod et fast punkt,
en lille sten
eller noget endnu mindre.
Imens fortsætter hjulene
mod en fjern horisont -
kører og drejer -
kører og drejer i en uendelighed.

Tre digte i Hvedekorn nr. 3, 1961, de to senere trykt i den illuminerede digtsamling Den perforerede by, 1969, dette er det tredje (og klart SD’ bedste poetiske Hvede-bidrag):

Torso

Inde i kassen
sidder to små børn
og leger med lys og luft.
Uden for står jeg
hugget i marmor.
Et sted på mig
lægen ikke finder
pibler blodet frem.
En nat og en dag efter
er alt forbi.
Teknikken ankom samtidig.
Åbnede det elektriske
mens jeg febrilsk
begyndte at klarlægge spillet.

I Hvedekorn nr. 3 og 4 (hunde-forside ved SD!), 1966, stole-tegninger med ordkasser og “Opskrifter på situaSDtioner”, bl.a. denne:

Opskrift nr. 27: Væd en uldklud med fernis, og læg en snes små stykker celluloid på den, og fold den sammen nogle gange. Pak uldkluden ind i en avis, og bind et stykke sejlgarn om. Læg denne pakke på en 40X40 cam. stor træplade og fastgør denne til toppen af en 4 m. høj bambusstage, som rejses på strandkanten, et sted i Grækenland, i tiden juli eller august i siestatiden.

skrevet den 20/02/14 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys