Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Om svenske digte på dansk (undtagen digtene …)

(artikel til Helsingborgs Dagblad, som de oversatte til svensk (undtagen digtene …))

En almanak får ondt i nakken

10 år med månedlige tidsdigte demonstrerer med al ønskelig tydelighed at tiden går , men poesien består, nej, omvendt, poesien går, men tiden består

af Lars Bukdahl

Tiden har altid et navn. Det er altid et klokkeslæt, mellem 00:00 og 23:59. Det er altid en ugedag, mandag, tirsdag, onsdag torsdag, fredag, lørdag eller søndag. Det er altid en måned, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november eller december, og en dato i den måned, mellem den 1, og den 31. Det er altid en årstid, forår, sommer, efterår eller vinter, med flydende overgange, javel, men det er aldrig ikke en årstid. Og det er altid et år, nu senest 2013.

Kan en digter ikke finde ud af, hvad hun skal skrive om, er hun uinspireret, som det hedder, kan hun altid rapportere om tiden, konstatere og besynge klokkeslettet, ugedagen, måneden, datoen, årstiden, året. Agere ur, kalender, almanak. Der er aldrig ingenting at skrive om, der er altid et tidspunkt at skrive om og fra.

Grundstrukturen i utallige digtsamlinger er mere eller mindre eksplicit almanakken, og afhængigt af digterens humør kan plottet så være, at vi går fra forår til vinter eller at vi går fra vinter til forår, igen mere eller mindre eksplicit, men ikke sjældent helt utroligt og ulideligt eksplicit.

Klokkeslet og ugedage er for specifikke til at være poetiske troper eller klicheer i sig selv, med enkelte undtagelser – fx midnat, jævnfør bare Edgar Allan Poes ”The Raven”. Og i den poesi, der er poptekster, er forskellen mellem hverdag og weekend særdeles central. Man kan vel også tale om en særlig poetisk farvning af den tid på dagen, det er, ”dagens årstider”, morgen, formiddag, middag, eftermiddag, aften, nat.

Men de klart mest poetiske eller poetiserede tidsmarkører er måneder og årstider. April er den grusomste måned, dekreterer T.S. Eliot. Min egen landsmand Henrik Nordbrandt, der ikke lider af godt humør, stammer på mørke november i sin mini-kalender:

Året har 16 måneder: November/ december, januar, februar, marts, april/ maj, juni, juli, august, september/ oktober, november, november, november, november.”

Tidstællingen er både poesiens privilegium og poesiens forbandelse og helt nøgternt bare poesiens stofområde. Når Helsingborgs Dagblad hvert år siden 2004 har bedt en svensk digter om at bidrage med 12 ”tidsdigte”, et til hver måned, har avisen appelleret til digternes pligtfølelse og professionalisme (skråstreg dovenskab), fordi en digter ifølge jobbeskrivelsen altid også er en tidsdigter.

De digtere, der har sagt ja til opgaven (og gad vide, om nogen har sagt nej? det er nok en hemmelighed, men jeg tvivler; det er simpelthen ikke realistisk, at en digter, der ikke har fået Nobelprisen i litteratur, siger nej til at skrive 12 månedlige tidsdigte – for penge), forholder sig i forskelligt omfang positivt og polemisk, artig og uartigt til opdraget om at skrive digte om/til/i/for/fra tiden. Den første digter, 2004’s Kristian Lundberg, stejler anfægtet over at skrive et digt om maj i begyndelsen på sit maj-digt:

”Maj Det er äntligen maj Dikter som behandlar/ månadan maj är alla banala som schlagers/ Sådana dikter spottar vi på Sådana dikter/ är lika förutsägbara som döden De bästa dikterna/ är alltid nervsa som schäferhundar – oförutsägbara/ Världen vaknar så tidligt att man fortfaranda/ kan känna nattens avtryck när man stiger upp/ Trafikken är stilla Strax efter fem denno morgon utanför Statoil stationen vid Lundavägan.”

Klokkeslettet ”strax efter fem”, er åbnebart mindre kitschet end måneden maj, det er jeg ikke helt sikker på er rigtigt.

Berygtet uforståelige Ann Jäderlunds smukke maj-digt, fra 2012, bliver til gengæld et næsten helt klassisk, ja næsten helt klassisk kinesisk måneds- og årstids-portræt – og igen er døden en gæst, det er den tit i poesi, som jo ultimativ anti-tid:

Häggen tänker slå ut/ Ljuset matar ögonen/ i vita register/ Natt som dag/ De små roddbåtarna/ rör sig på sjön/ Döden gapar// Jag försöker sova för/ att vila ut/ Men det går inte/ Måste det som fattas finnas/ För att det fattas// Vit parfym/ Den sänder/ de andra/ in i döden/ Häggen slår ut// Dagen rör sig medsols/ hela tiden/ Men försvinner ibland

Ulf Karl Olov Nilsson, UKON, går ironisk popkunstnerisk til værks i sit maj-digt, der (også i sin opsætning) er en slags ”rectified readymade” a la Duchamp: en ægte almanak for juni måned med udvalgte og udartede, eksotiske og absurde mærkedage, årsdage etc., betydeligt sjovt:

”13/Lördag/ 164/ Aina Aino/ Feterar på Svenska hembryggarföreningens Sommarölsträff i Fräntorp Folkets hus. ”En pilsnardrickara här bor i staden, han dricker pilsner mest hela dagen, han dricker gröna, han dricker blå, han dricker några med renat på.”

14/ Söndag/ 165/ Håkan Håkon/ Dubbelt firar De vilda blomornas dag och Alois Alzheimers 145 år i dag med en vandring från Lill-Olas til Rustningshamn, samling på pakeringen 10.000. Eller var det 9:00”.

Mens Lars Gustafsson, født 1936 og i 60’erne rubriceret som ”nyenkel” digter, er blevet for gammel til at være bange for metaforen, første linje i hans maj-digt, fra 2011, sammenligner lige på og hårdt: ”Maj är et fönster”.

Alle digtere er tidsdigtere, og alle tidsdigtere er almanakdigtere, men nogle er det mere end andre. Mest almanakkede på en velvillig facon er koncentratdigterne (eller simpelthen kortdigterne) Eva Runefeldt, Lars Gustafsson og Ann Jäderlund, mest almanakkede på en uvillig facon er ekspansionsdigterne (eller langdigterne) Kristian Lundberg (en særdeles sirlig ekspansionsdigter), Bob Hansson, Lukas Moodyson og til dels Johannes Anyuru.

Mindst alamnakkede på en anti-almanakket eller bare almanak-ligeglad facon er konceptualisterne Ida Börjel og UKON, og så ved jeg ikke, hvilken slags digter Lina Ekdahl, en ny yndlingsdigter for mig, er, måske en underfundig (jeg håber det ord findes på svensk) digter.

Ekspansionsdigterne har det med at udskifte eller supplere de faste tidmarkører, fra klokkeslet (som de er ret glade for) til årstid, med breaking news, der på samme tid vrænger af og udnytter den billige, globalitetsblinkende virkelighedseffekt. Sådan slutter Lukas Moodysons marts-digt, fra 2010:

”Jag somnar i ett okännt rum och vaknar til CNN./ Helikopterbilder från Britney Spears’ hus./ Polisbilar och brandbilar och ambulanser./ Det är mörkt i Los Angeles./ Det är mörkt över älven./ Britney Spears rullas ut på en bår./ Jag måsta bygga något som gnistrar mitt i allt det här.”

Men at afskrive journalistik, kritisk eller ukritisk, er en kedelig og plat måde at være media-inspireret på, fordi det bare bliver almanak-BLING. Må jeg i stedet bede om Ida Börjels kostelige sudoku-digt (og UKONs strengt genrerene almanakdigt)!

Mit yndlingstidsdigt her sidst i en råkold december må være Lina Ekdahls april-digt, fra 2005, der uden dikkedarer hedder ”Vårtecken”, og det er lige, hvad det koket og skamløst og insisterende konkret er:

I varje varmt hörn

i stolar av plast

hur och varifrån

det vet man ej

damer i armerade beige bysthållare

med glödheta bringor

mjälla vita fötter i fjolärsgräs

självklara tecken

som inte ber om ursäkt

strax på en stol nära dig

skrevet den 07/01/14 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys