Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Joachim Aa. Sørensens 1995

Hvedekorn 1, 1995

René Jean Jensen

Forklaring!

sådan vokser en latter:
som det sted på havet
hvor bølger ender
eller begynder

Spørgsmål

hvordan skal døden kunne finde
ind i denne bygning
når vi ikke tror på vores navne
og taler for meget ind i dem?

Råd til en veninde

du kan kende det:
når der falder slør over øjet
eller buldret fra byen
når den river sig løs
fra sin plads

Geni

der er kun det nye:
hvis noget synes at ligne
er det fordi en erindring har brændt sit mærke
der hvor øjet skulle sidde!

Glæde
rygrads-koloratur;
feberen jeg havde i morges
sidder nu i en anden

Tilbage

fra tingene hæver sig ! alligevel
en syden
om lidt falder uret ud af! den korte rytme

man kan høre en gang imellem
så er det tidspunkt forbi!
hvor man kan tænke!

Tue Forsström

Og så er festen forbi.
Det begynder at sne langsomt og
vidunderligt, på den måde jeg husker
alt det sneede over det hvide
hus engang. Vi blir nødt til at returnere
alt det der blev til glæde for os, men ikke
dets forvandlinger: Det sner over affald
og serpentiner, det sner over
sneen og nogle lys i sneen der flakker som
svimle. Milde dage, en lille

sø: Faktisk mærkede
vi aldrig at vi tog af sted.

Anita Wikman

Britta

Dage med gule ærter. Tanker om selvmord. Ingen tar sig af det
hvis jeg trækker til i løkken.
Man skal spare! Skal jeg spare løkken?
Det er det eneste jeg har

Alt andet har de taget. Jobbet. Håbet
Og det værste. Mit menneskeværd.
Jeg er opfyldt af skammen over at jeg ikke er noget.
Mandag. Tirsdag. Eller onsdag.
Bare dage med gule ærter. Alle er ligeglade med om jeg.

Men løkken er det eneste jeg har tilbage. Når man nu skal spare.

skrevet den 21/11/13 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys