Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Nanna Storr-Hansens 1985

Hvedekorn: Årgang 1985

Nr. 2 (nordatlantisk Hvedekorn)

Gyrðir Elíasson

Oversat af Erik Skyum-Nielsen

2 DIGTE

jeg

i en orangefarvet cirkelformet ramme
hænger han på et søm der med sirlig

nøjagtighed er fæstnet i et punkt

midt i tapetets ensformige mønster

på den modsatte væg et andet spejl
firkantet uden ramme større der modtager
eftermiddagens svindende lys gennem
rosenrøde plasticgardiner ejendommeligt
at stå skråt på fliserne kigge i

det runde reflektere sig & mig i kvadratet
& den fjerde dimension
træder famlende ud af en spejlglat
flade & signat 2 tuben i hånden

bliver klædt af glasskår af et sekund
med den objektive virkeligheds

blåkolde stikkende tweedklæder
med dem der holder på den

du

kan godt være at du fyldte 8 år
dagen efter denne bestemte dag

for 20-25 år siden da hun ringede
på døren klædt ud som en gammel
kone med halvlangt fuldskæg og
elskværdigt spurgte om din far
var vågnet mest sandsynligt at
middagsstunden har været lige
uden for rækkevidde & sollyset

derfor hvidere end franskbrød

ind ad dørsprækken regner
det ligeledes for sikkert
at du har haft storebrors alt
for store stribede pyjamas på
som altid mindede ham om fanger

i en filmfarce & sandsynligvis

bankede du lidt frygtsomt

på soveværelsesdøren med det

runde håndtag for det hæse

skrig over mig forstummede
aldrig helt denne sommer hvor
jeg lejede den vinduesløse
hybel i kælderen


Nr. 3

Simon Grotrian

OTTE DIGTE

1.

Februardage
sneet inde i hjernen

Vidste
det forsvinder

2.

Har du lyst til at skrige
Knuger du hånden
Kridtet har sat mærker helt igennem

3.
Lyskegler taber i afstand
kiosker besvimer drømmespændte
her er det her vi skal mødes

4.

Spærret inde

beregnet på længsel

der tøver

svaret iler henover pladsen

5.

Kaffen er
bitter
her

Fuld af
samlede læber

6.

Landskabet barnet har set
din ventende hånd

Står en perron og bløder
bag regnbuens fart

7.

Explosionerne i Det hvide Rum er sandhedens fængsel

8.

Lyskeglerne taber i afstand
kiosker besvimer drømmespændte

øjnene drysser på pladsen
ruiner vælter sig i fuldmåne
skridtene sprænger et fortov:
her er det her vi skal mødes


Christian Yde Frostholm

FIRE SKITSER

1.

virvaret sejrer i mit liv

jeg vælger

at kaos har ret

lader mig bære med

jeg vågner

og har grædt i søvne

mine drømme er mere pertentlige

2.

der er regler når man står så tæt

du må vælge tre ting

et kast med hovedet

en måde at åbne dåser på

en hengivenhed

jeg må vælge tre andre

og ikke lappe over

vidste du det betyder ulykke

at sammenligne hænder?

3.

allerede inden du åbner munden

endsige kommer ind

har jeg en stemning til dig
har jeg et svar

du har ikke en chance

4.

altid kan jeg finde
nye hænder
aldrig slippe dem
som tog fat

rejse kan jeg -
ikke flygte
flugten rejser med

skrevet den 14/11/13 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys