Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Om en kukket debut

Fra Kritikerprismodtager 2013 (for noveller men hvilke POETISKE (og poetiskere og poetiskere) noveller) Pia Juuls kronik i Politiken “Mens vi venter på gøgen – “Kun eet er (jo) fornødent”":

Mens jeg forsøger at holde koncentrationen og bladrer videre i Carl Nielsens bog, dukker en sang op i mit hoved. Det er H.C. Andersens ’Hvor skoven dog er frisk og stor’, og det er ikke så mærkeligt, for den handler jo om gøgen. Men hvem der nu end har skrevet melodien, har han ikke hørt så godt efter som Nielsen – det evindelige kuk-kuk synges på én og samme tone, undtagen til sidst. Men teksten, om end så banal, har jeg alle dage været glad for, især det sidste vers:

Gør ikke verden dig for tung, kuk-kuk, kuk-kuk, fallera. Husk på, du er kun én gang ung, kuk-kuk, kuk-kuk fallera. Skovmærker gror, og jordbær gror, og kukkeren ved når og hvor. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera, kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.

Nu er man helt indlysende kun en gang ung, og jeg var det for længst, men man er jo immervæk også kun en gang halvtreds, og det tager man ingen skade af at minde sig selv om. Når man husker det, vokser nærværet. I hvert fald hos mig.

Mens duerne kurrer omkring mit hjem, og jeg skruer op for varmen, skutter mig og udskyder at gå til købmanden, må jeg tænke på den vinter i 1983, hvor jeg befandt mig på Rødkilde Højskole, der dengang hed Naturhøjskolen på Møn.

Aldrig hverken før eller siden har jeg opholdt mig så meget ude (selv om natten, i en sygdomsfremkaldende tynd sovepose) eller beskæftiget mig så meget med fugle.

Jeg lærte mig de fuglestemmer jeg kunne ved hjælp af underlige tricks, jeg syntes det var som et digt når bogfinken sang:

»Det-det-det kan jeg sige lisså TIT det skal være!« – og gentog det, og jeg fandt på at skelne ringduen fra tyrkerduen ved at huske, at ringduen kurrede i ring med sin femtonede kurren, mens tyrkerduen kun sagde tre, ku-kuuuh-ku.

Midt i denne kolde naturlige vinter fik jeg for første gang antaget nogle digte til Hvedekorn.

Jeg har dem ikke mere, men jeg ved at et af dem var mit første og sidste politiske digt. Jeg tvivler på, at nogen kunne se det, men det var noget med en hullet tønde fra Kronos Titan på havbunden, og så vidt jeg husker drejede det sig om et firma der dumpede gift i havet, og som Greenpeace havde lært mig var en skurk.

På det tidspunkt så jeg al naturen omkring mig med en smertefuld glæde, fordi jeg vidste, at det var en stakket frist; naturens undergang var nær.

Det er ikke blevet meget bedre siden, men jeg er med årene blevet bedre til at høre bogfinken uden vemod og blot juble når gøgen endelig kukker.

Hver digter pipper med sit næb, og når oplæsningerne går i gang er det ikke altid, det betyder så meget, om digtet virker på papiret.

Somme tider lyder det forrygende ud af digterens egen mund, fordi han har sin egen særlige art, sin tone, sin betoning, sine pauser, alt det som papiret ikke giver os.

Uanset om det er fjollede digte, politiske, højstemte eller usammenhængende, er det sjældent til at høre hvad der siges, hvis ikke oplæseren er virkelig til stede, nærværende.

skrevet den 31/03/13 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys