Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Digte har godt af hjernen

- artikel i Berlingske af digteren Thorkil Jacobsen

Hjernen har godt af digte

Rum til poesien. Digtsamlinger har ikke mange læsere, men poesien finder alligevel vej fra papiret og ud til publikum. Ikke mindst til populære digtoplæsninger, men også gennem digitale eksperimenter.

af Thorkil Jacobsen

Digterne er unge. Det samme er det meste af publikummet, og mange må stå tæt bag afsnittet med stole og caféborde for at kunne se scenen. Det er torsdag aften, og jeg er til digtoplæsning på et stuvende fuldt Literaturhaus i København. Jeg er taget ud for at se, om poesien lever. For man kan godt komme i tvivl. Digtsamlingerne sælger ofte kun få hundrede, selv for velkendte digtere fra store forlag, og for få år siden opgav forlaget Borgen at udgive nye digtere. Det er slut med »Dagens digt« på DR. Det er slut med digte i de fleste aviser. Og det er slut med den tid, hvor en digtsamling pludselig kunne sælge over 100.000 eksemplarer, som Vita Andersens »Tryghedsnarkomaner« gjorde i  1977.Men de eksempler fortæller ikke hele sandheden. På Literaturhaus forsøger den daglige leder og stifter, Paul Opstrup, at skabe et rum, hvor publikum kan komme tæt på litteraturen. Det er otte år siden, Paul Opstrup gav København sit første litteraturhus. I dag er oplæsningerne generelt velbesøgt, og samtidig begynder digtere så småt at eksperimentere med digitale udgivelser.»Digte er fantastiske, fordi de beder os om at skabe vores egne billeder. Hjernen har godt af digte. De er sunde for os. Når du har set TV længe, føler du dig træt, fordi du får alting smidt i hovedet. Men det er du ikke.Det er bare billeddannelsen, der er slået fra,« siger han. En af de digtere, der skal læse op i aften, er Daniel Dalgaard. Han er 25 år og netop debuteret med digtsamlingen »Vi er ikke konger« på Rosinante. Han håber at sælge et par hundrede eksemplarer af bogen, men vil uden tvivl komme til at læse op for langt flere. »Det med salgstal, betyder da noget. Hvis jeg sælger 500, bliver jeg glad, men det er mere på et forfængelighedsplan. Det er ikke det væsentligste for mig,« siger han, da han er færdig med aftenens oplæsning, og gæsterne langsomt siver ud i det iskolde forår. Nogle giver ham lige et par rosende ord med på vejen. Den bedst sælgende digtsamling de seneste år er »Rystet spejl« af Søren Ulrik Thomsen.Den solgte over 10.000 eksemplarer. Normalt er det kun »samlede digte«, der kan nå oplagstal i den størrelsesorden, og sandsynligheden, for at en debuterende digter som Daniel Dalgaard skulle nå de salgstal, er små. Men ville du ikke ønske, at dine digte nåede ud til hele landet? »Det er en lidt flad måde at gøre det op på. Bøger findes. Min bog findes. Og der er meget tid, som den kan leve i.« Daniel Dalgaard er billedet på et af de paradokser, som mange digtere lever med i dag: Digtene er skrevet til at blive læst som tekst i en bog, men de fleste vil hellere høre dem læst op til arrangementer som det i aften. For derefter at fordufte videre ud i natten, hjem i seng eller over på næste værtshus. Det er ikke til at sige, hvad de tager med fra Daniel Dalgaards oplæsning. »Jeg kan selv sjældent huske, hvad folk har sagt, når jeg går til digtoplæsninger. Men teksten får en stemme. Nogle vil måske låne bogen på biblioteket og høre min stemme i dem. Det kan åbne op for digtet og give det mening, tror jeg,« siger han. Gæsterne på Literaturhaus er ofte unge. Baren sælger godt af både rødvin og importøl, og pauserne er næsten lige så lange som oplæsningerne. Man får let følelsen af, at samværet er lige så vigtigt som poesien. Men er poesien så bare udskiftet med en social hygge-og rødvinsklub? »Det er en berigelse, at litteraturen kommer ind i et socialt rum. Poesi kan være en meget ensom proces, både som digter og læser, og der er noget fantastisk i, at det er noget, vi gør og oplever sammen,« siger Paul Opstrup. Lars Bukdahl er kritiker på Weekendavisen og redaktør på litteraturtidsskriftet Hvedekorn. Han stiller klare krav til, hvad en digtoplæsning skal give publikum, hvis ikke det skal blive ligegyldigt.»Poesi er meget komprimeret, og det kan være svært at høre koncentreret efter i lang tid. Men man skal da i det mindste have nogle gode sætninger med ud derfra, og så en eller anden idé om, at du har hørt nogle poetiske stemmer med noget karakter – gerne meget forskellige og personlige,« siger Lars Bukdahl, der erkender, at hans holdning til oplæsninger har ændret sig de seneste år. »Jeg har tidligere haft en lidt aristokratisk ide om, at den flaprende digtsamling var det primære, og at oplæsningen var sekundær i forhold til papiret. Men sådan ser jeg det ikke mere. Det mundtlige har sin egen værdi. Jeg kan høre, at mange unge digtere har en meget klar stemme med, når de skriver, og det kommer til udtryk i nogle gode oplæsninger med en meget klar lyd,« siger han.Som redaktør på Hvedekorn modtager Lars Bukdahl mange mails fra håbefulde digtere. Og han afviser al snak om åndenød i dansk digtning. »Min fornemmelse er, at der er lige så mange poetiske talenter som for 100 år siden.Det er som om, der er en lov om, at der altid skal være så og så mange unge mennesker, der sidder og skriver digte – og gør det fremragende.« Ifølge Lars Bukdahl har poesi altid været eksklusivt. Det er der ikke noget galt i. Men Paul Opstrup er kun delvis enig. Han mener ikke, at digte fylder det samme i samfundet, som de gjorde for år tilbage.»Digtningen lever ikke lige så godt som den gjorde. Den har mistet en særstatus, hvor den var en selvfølgelig fælles reference for mange. Jeg køber heller ikke den med, at alle bare skal læse alle digte, men man bør gøre en indsats for, at det ikke bliver en for lukket verden,« siger han.Paul Opstrup arrangerer hvert år en international poesifestival, og han henviser til Tyskland som eksempel på et land, hvor oplæsninger står naturligt ved siden af biograffilm og koncerter i avisen. Andre digtere forsøger at komme publikum i møde på nye digitale platforme.»Slagtryk« er navnet på en hjemmeside, der hver dag udgiver nye digte af forskellige digtere. »Afsnit p« udgav digitale poesieksperimenter fra 1999 til 2009. Og Morten Søndergaards seneste digtsamling »Fordele og ulemper ved at udvikle vinger« er eksempel på en digtsamling, der udover den trykte udgave også findes som e-bog. I den digitale udgave kan læseren på samme tid læse digtene og høre dem læst op. På den måde prøver Søndergaard at bygge bro mellem det mundtlige og det skriftlige. Det er ikke første gang. Han har tidligere forsøgt at finde nye veje for poesien i fysiske udstillinger og på hjemmesider, hvor tilskueren på forskellige måder kan klikke sig rundt i et poetisk, visuelt og musikalsk rum. Men han er næsten alene med at eksperimentere seriøst med digital poesi, mener Lars Bukdahl. »Jeg håber da, at de muligheder vil blive udforsket mere. Det ville være skønt og spændende, hvis man kunne tænde sin computer og se og høre poesi, man ikke havde set før. Men det er umuligt at spå om,« siger Bukdahl. Tilbage i Literaturhaus holder Daniel Dalgaard sin bog mellem hænderne. I baggrunden samler en frivillig de sidste tomme flasker bag baren. »Der er noget fast over bogen, som jeg godt kan lide,« siger han.»På nettet kan alting altid laves om, og alting er mere flydende. En bog er et objekt, helt konkret og materielt. Man kan holde den i hånden.«.

skrevet den 30/03/13 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys