Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Læs løs lige lidt mere end I skriver løs

Godt råd inspireret af den fine, selvironiske begyndelse på Kim Skottes 80′er-tilbagebik i Søndagspolitiken (som derfra hurtigt udarter til kedelig navne- og overskriftopremsning):

Som så mange andre helt unge mennesker havde jeg skrevet flere digte, end jeg havde læst.Det var hastigt i gang med at ændre sig, men det var ikke en ung digter, der kunne sin Rilke og sin Trakl på kommando, der en dag i 1984 mødte op hjemme hos digterguruen (og Hvedekornsredaktøren)  Poul Borum for at »blive pisket med skorpioner«, som den særlige form for digterisk coaching var berygtet som. Jeg kom ikke hjem fra denne session med en udpræget følelse af at høre til på tidens digterhold. Jeg følte nok også selv på det tidspunkt, at der var mere Schade end Strunge i mine digte.

Det gjorde Michael Strunge derimod ikke. Jeg havde skrevet et langt digt, et frustreret generationsmanifest sprængfyldt af angst og vrede, som endte med at blive trykt som nytårsaftenskronik i Politiken 1981. Det varede ikke længe, før jeg fik udgivet min første digtsamling, ‘ Den urimelige hastighed med hvilken tog skiller elskende’. De fleste anmeldere var enige om, at titlen var ret god. Strunge skrev en giftig anmeldelse i B. T., hvor han anklagede min digtkronik for at være et billigt plagiat af hans eget ‘ Vi folder drømmens faner ud’. Jeg replicerede harmdirrende, som sandt var, at jeg ikke havde læst hans bog og derfor ikke kunne have plagieret den.

Lidt senere læste jeg den selvfølgelig og kunne faktisk godt se, hvad han mente.Der var åbenbart noget ensartet i luften, der fyrede op under 80′ ernes unge digtere, uanset om de kom fra Hvidovre eller Buddinge. Noget, der i min debut kunne sammenfattes i den manende titel ‘ Højovn i Helvede’. På det tidspunkt var jeg så også blevet klar over, at Strunge havde inspireret sig til titlen fra Rimbaud, og var så småt ved at forstå, at den slags måtte man gerne. Hvert eneste ord behøvede ikke at være jomfrueligt, men måtte gerne være proppet med citater og omskrivninger af David Bowie. Jeg forstod, at man hyldede sine forbilleder ved at planke dem og stille sig på skuldrene af dem.Hvor 60′ erne brød nyt land, spejdede 80′ erne efter gamle og nye forbilleder. I de spæde 80′ ere spejlede man sig i alle former for eksistentiel desperation og parisisk spleen.

Jeg sad ved siden af Søren Ulrik Thomsen ved en reception på vores fælles forlag, Vindrose. Jeg var og er en stor beundrer af hans digte og hans rytmiske oplæsningsstil, der inkarnerede tidsåndens sammensmeltning af lyrik og rockmusik.Hvad havde vi hver især på bedding? Jeg sagde sådan lidt ud i det blå, at jeg nok mente, at mine næste digte ville blive mere humoristiske. »Ja, sjove digte tror jeg nu aldrig, jeg kommer til at skrive«, konstaterede Thomsen. Da jeg bagefter satte kursen mod Sommersko eller Pilegården ragede jeg højst et par centimeter op over kantstenen. Konklusionen var klar. Tidsånden var en klart defineret størrelse, vi alle var en del af. Søren Ulrik Thomsen ragede bare op over den, mens jeg ragede rundt neden under den. Typen, der gik med læderjakke den ene dag og skrigende pink tøseanorak den næste.

skrevet den 26/02/12 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys