Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Bogdebutdigterne Mette, Flemming, Marie og Olga!

Det er en hjertebugnende stolt stund på Hvedekorns redaktion, hver gang en Hvedekorndebuteret digter bogdebuterer og sørger for at gøre det med bravur, det er sket ikke færre end 4 gange de sidste 3 måneder (og jeg har nys om flere!), og sørme da på tide, at det bliver markeret og FEJRET – HIP OG HIP OG HURRA! – her på hjemmesiden.

Mette Østgaard Henriksen, som Hvedekorndebuterede i nr. 2. 2010, er bogdebuteret på Basilisk med Stikkesvin jeg fucker dig og andre danske sange, der på samme svimmelt syret og kritisk tankevækkende effekt sammenmoser nye og gamle danske sange, herunder rock- og rap sange,  den her, “I har kysset med himlen” mixer Tom Lundéns Christiania-sang “I kan ikke slå os ihjel med “Et væld af blandede kærlighedssange”:

I har kysset med himlen
I har sukket med vandet
I har prøvet at synge
jeres egne tings kalden -
I kan brænde med engle
og vilde drømmepiger
men I burde snart ku’ elske
at det’ jer selv I savner

I kan ikke sno os omkring
I kan ikke sno os omkring
Vi er en del af jer selv

I danser på kærtegn
og sværmer det I skinner
I strejfer jeres letsind
for at favne nye lygter
fester vores arme
med søde sommerdage
vi er brude som vugger
står og blinker mens vi vrimler

I kan ikke sno os omkring
I kan ikke sno os omkring
I kan ikke sno os omkring
Vi er en del af jer selv

I kan bade os i forår
og skille os fra præsten
I kan kime bryllupsdage
til at banke vores hjerter -

I kan tænde alt med lærker
fylde hele gartneriet
er det os eller jer selv
I er blomster for at plante

I kan ikke sno os omkring
I kan ikke sno os omkring
I kan ikke sno os omkring
Vi er en del af jer selv

Flemming Lund, som Hvedekorndebuterede helt tilbage i nr. 1, 2002, er bogdebuteret omsider på Hvasseline POPlishing med langdigtet Udbrud & efterspørgsel, der er fuld af de sædvanlige, skønne Lundske ord- og billedforvridninger, men i lidt (ikke meget!) roligere og sejere flow end ellers – slingrende gennem det aarhusianske natteliv, her begyndelsen på 2. såkaldte “sé-sang”:

Arrogancebrunetten slår om sig med vilde bryster:
jeg er min diametrale modsætning, jeg er ikke født i går, men i en gammelnoks
afstumpede salmebog, jeg er en Risperdalpille. faktisk fem, i et glas vand.

Jeg jager en forsonende dada-accept af selskabet, der budt mig til højbord,
men en antik konstruktionsfejl i de kunsthistoriestuderendes sammenslutning,
kræver solidt håndværk af en barok sprællekarl, blottet for strygere;
jeg vil satme skrydende synge jer en skyggernes ståsang,
I der vælter mine nosser på en statue af perfekt solsort,
- men I har da overhørt kunstens førte hallofase, I er jo lige så dumme som I er determineret kønne, hø hø
men jeres freudianske bundgarn må I altså kutterbruge i andre indsøer!

- Luk, siger hun i den stribede klædedragt, og jeg kigger mig omkring med lukket mund.

Marie Melchiorsen, som Hvedekorndebuterede i nr. 2. 2010. er bogdebuteret på Jorinde&Joringel med langdigtet/kortprosasamlingen Marmorleum, der på sin egen underfundigt fabulerende manér sætter to billedspor i spil med hinanden, et gulv-spor og et hav-spor, med en hel masse letfodet meta inde over:

Kor
*
Marmoleum kan bruges som hylster til beskyttelse mod alt det onde i luften, som vil vores liv til livs, langsomt, snigende og gement. Som nu tiden for eksempel. Marmoleum er så slidstærkt, at du går og går aldrig får brug for et et nyt gulv. Tiden sletter ALLE spor, men marmoleum sætter INGEN. Det kan skæres til kraver, briller og bæltetasker, og i længden er det billigt, både bogstaveligt og tidsmæssigt. Noget så bøjeligt, lignende noget knaldhårdt, det er stof til eftertanke.

Alt
*
På vejene skraber de som sindssyge og mine øjne er rendegravede skovsøer. Jeg har altid ønsket at være mit køkkengulv. I flere etager, men gjort af det samme stof.

Tenor
*
Man kan ombetrække sit gulv
og det med pæne slutninger.
Beæret over dette går jeg i knæ,
og det skulle jeg aldrig have gjort,
for alting åbner sig.

Olga Ravn, som Hvedekorndebuterede i nr. 1, 2008, er bogdebuteret på Gyldendal med Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind, der hvirvler skarpt trallende gennem flere maneger, selvbiografiske, encyklopædiske, mediekritiske, privatmytologiske/hallucinatoriske/hermetiske med kroppen som gennemgående fokus og kalejdoskop, her begyndelsen  afsnittet “Baby”:

De nosser jeg har er hjertets nosser, og du tager et fast greb om min klitoris’ små testikler med din tunge og dine klistrede bøvelæber.

Min krop kan ikke lyve for andre kroppe, kun over for sig selv og hjerner. Kroppen bag sit sidste ukendte. Det er ikke bare venskab, det er også romance. I det kærlige knepperi, når vi lukkede øjnene, opstod der lige et løgnløst sted.

Jeg er på mange måder en moderne mand i min kvinde, kroppens grænser hysterisk konkrete. Min hånd bevægede sig uendeligt langsomt hen over papiret, tuschpennes mikroskopiske skratten lagde sig om mit hoved i en kæmpe støj, den indeholdt en lang og ydmygende besked, jeg ikke kunne tyde. Hånden begyndte at lyve.

Velkommen i bogligheden, Hvedekornere, den klæder jer ualmindeligt godt!

skrevet den 17/02/12 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys