Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Poesien er uendeligt dum i nakken

(manuskript til optræden på såkaldt Vidensfestival i Den Sorte Diamant)

POESIEN ER UENDELIGT DUM I NAKKEN

man tror, den er svær – kedelig klog

når den som bedst er nuanceret og brutalt, finurligt og hysterisk dum- (hårdt at afsløre for et voksent publikum)

To primære poetiske dumheder-
er mindreårige dumheder

MØGUNGEDUM
vrænge, nonsensificere, ordspille (på den voxne, instrumentelle tale), nynne, tralle, rim og remser

TEENAGEDUM
udsynge sin hjertes kvide, særligt kærlighedsmæssigt

(andre dumheder;
associationsdum – billeddanner vildt
evidensdum – overkonkret)

To digtere

Tove Ditlevsen (1917-1976) debuterede i 1937 i Vild Hvede i 1939 i bogform med Pigesind

Olga Ravn (født 1986) debuterede 2008 i Hvedekorn og forleden i bogform med Jeg æder mig selv som lyng, der har undertitlen “Pigesind” som en hilsen til

Ditlevsens Pigesind
ægte kitschet teenagepoesi – lutter følen, kælighedsfølen, medfølen

- anonymt polerede klicheer – fordi sådan var den poetiske kvindelige NORM
(den mandlige ikke meget bedre – gymnasialt piberygende)

eksempel, hys/senti (trist kønnet, han snorker frit):

ANGER

Fem korte, gyldne minutter/ sov jeg engang ved din side,/ fordi jeg var for træt af at ligge/ og se dig sove og sove.// Nu, du er borte, forstår jeg,/ det kun er en straf for den synd,/ at jeg engang har kunnet/ sove, mens du var hos mig.// Tre hundrede lange sekunder/ hvor jeg burde sitret af lykke/ og lyttet mig ind til din sjæl/ med øret tæt ved dit hjerte.// Jeg kunne ha’ holdt mine hænder/ varsomt omkring dit hoved/ og skælvet i inderlig glæde,/ fordi du lå ved min side.// Jeg kunne med åbne øjne/ og spændte sanser ha’ suget/ dit væsen ind i mit eget/ og bundet dig til mit for evigt.// Nu er du borte, og jeg må/ til evig tid angre/ de spildte minutter, jeg ikke
sansed, at du var hos mig.// I tusindvis af minutter/ må mennesker ørkesløst angre,/ fem korte, gyldne minutter,/ de ikke burde ha’ sovet.”

RØVTUNG DANSK LITTERATURHISTORIE

først i 60′erne bliver originalitet, eksperiment, personlig stemmeføring kvalitetskriterier
møgungedumhed kontaminerer teenagedumhed
dansk poesi bliver bedre og i hvert fald friskere

derfor kan Tove Ditlevesen skrive et præcist, råt og sjovt selvportræt i De voksne, 1969, der i den grad lyder af ingen andre:

Selvportræt 1

Jeg kan ikke
lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
huske aftaler
takke for gaver
give rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske
fødselsdage
og rense negle.
At snakke folk
efter munden
at røbe hemmeligheder
at elske
underlige steder
og psykopater.

Jeg kan:
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldsfølelse.

og derfor kan Olga Ravn i sin Hvedekorndebut skriver et fint,  skrøbeligt og skævt digt om at være lige så forladt som i Ditlevsens debutdigt:

Svanemølleværket
og Nordhavn Station
er dine ekskærester i stor cement

Nu har du igen skrevet om
grøntsager

og om området omkring Marmorkirken
og om Glyptoteket

du holder af
statuer

Jeg vil ikke se dig mere nu

Der kommer ikke flere
med ribsbuske og
martyrdom

I Ravns debutbog er ambitionerne blevet større ud i alle mulige komplikationer og systemer, men samtidig er der fuld drøn på møgungedumheden, det giver stærkt poesi, hyperdum:

… undrende står jeg unøgen frem for med eller uden tilføjelser.
bevidstheden siver ud af sidste barndom sekret skyldsbevidst, en form for dæmrende pubertetsovertro og ritualers forsikrende poesi og fængsel.
rødrensning i konstant gentagelse, tilføjelse på tilføjelse gennem gentagelsen.
røddøgnet vokser, men nu hele tiden det samme, og nu hele tiden det samme, og nu tilføjelse på tilføjelse under hånden, besjælede røddøgns grin.
berøringen bliver tilføjelse og berøvelse.
jeg bliver ikke, jeg bliver hundrede procent ikke.
daggrød, ha, gråddøgns døgnrød daggrød grådrød, av, renrød døgnran renrogn røddrøms trusserøv i rørblikkets berøring.
præcis upræcis hamrende lille kage lille feber lille svedig lille ankomst til utrolig blomstret papir og håb hvad er håb i en lille hånd, i en frarøvet, i en rest af jeg, i en rest af rest, i restens til.
røddøgnets påtvungne vælten, rystende hen over, det drats bagved er klart bagved og ikke en del, kun rest uden selve, kun den rest med tilføjelser, hele tiden den påstand om noget bag bag-ved, tanken om det bag-bag bliver for-bag under talen og græmmer sig over at blive jeg.
røddøgnets røde røder døgnrødet rødt,
og rødtrødende døgnrøder røddøgnet rødere,
rødt døgner røddøgnet, rødt rødende røder røddøgnets røde helt rødt til det røddøgnede,
rør rør med rødt rør helt tæt med rødt, rør helt tæt med rød.

Poesi som den mest og måske faktisk eneste velgørende måde at være/blive dum på!

skrevet den 31/01/12 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys