Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Svar til ud- og nedslået indsender

Kære Xxxxxxx Xxxxxxx

Jeg beklager, at mit korte svar på dine digte har gjort dig så ked af det, men jeg fortryder ikke de hårde ord. Du har skrevet dine digte som terapi, fordi du har haft et presserende behov for at formulere dine tanker og erfaringer, og ikke “for at være digter”, som du selv siger. Hvilket der aldrig kan være noget galt med eller forkert i. Problemet opstår, når du sender dine tekster ind til Hvedekorn for at få dem offentliggjort dér, fordi så bliver dine tekster pludselig vurderet i forhold til, hvorvidt de kvalificerer sig som moderne poesi med dens krav om et personligt og nyskabende udtryk, og ikke forhold til, hvad de betyder og har betydet for dig og dit liv. Når jeg skriver, at det er en “meget banal og billedflad livsfilosofi, som du sætter på ikke særlig dynamiske vers”, er det jo ikke en moralsk dom over dit tanke- og sjæleliv, men en kritisk vurdering af dine digte som sprogkunst, hvor det gælder om finder nye, egensindige, vitale måder at sige alt det banale, som  vi godt kan blive enige om, at ethvert digt til syvende sidst handler om. Derfor er det heller ikke hånligt ment, når jeg afslutningsvist opfordrer dig til at læse noget moderne poesi, for kun derved kan du finde ud af, om  moderne poesi er noget for dig at skrive, og få et indtryk af, hvilke formidable talenter du er oppe imod.

Mange hilsner

Lars Bukdahl
redaktør af Hvedekorn

skrevet den 03/11/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys