Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Utak til Louise: Ungdom findes, debutanter er virkelige

(Hvedekornsdigter) Louise Rosengreen har publiceret en “anmeldelse” af mandagens Hvedekornstime på Roskilde Festival på litteraturnu.dk., link her, som jeg sgu synes er både træls, tarvelig og dum. Træls er den ved at være sur, på både Hvedekorn(sredaktøren), for at fremhæve og præsentere ungdom og debutanter, og på to af dagens oplæsere, for at læse dårligt op af slette tekster. Der er den sure kritik af oplæserne, jeg synes er tarvelig; Rosengreen fremhæver selv, at det var hårde på grænsen til  urimelige oplæsnings-betingelser, med solen lige i knoppen og overdøvende beatboks, og hvad er overhovedet pointen med så ekstensiv en kritik af splinternye digteres oplæsning af tekster, som kritikeren ikke har læst? Helt ved siden af, at jeg helt ærligt synes, både  Joachim (stenet, vittigt cool bag solbriller) og Julie (med-undrende sig over sine sære breve (på facebook, link her, er der et bittelille klip af hendes oplæsning, så I selv kan tage bestik)) performede til ug med kryds og brilleslange. Dum er den krtiske surhed over Hvedekorn(redaktøren)s markering af ungdom og debut, der  udråbes i overskriften “Drop alderssnobbberiet” og formuleres sådan her i artiklen:

Det er typisk Hvedekorn at pointere det unge og debuterende, men tidsskriftet burde snart have nået grænsen for, hvor interessant det kan blive ved med at være, at være ung med de unge og ny med de nye. Jo poesimagasinet, der har eksisteret siden 1920 (dengang under navnet Klinte), har et imponerende antal af dansk litteraturs hovednavne på deres debutantliste, men det har trods alt også i tidens løb inkluderet interessante temanumre, bl.a. med oversatte digte fra vores nabolande, og mange tekster af forfattere, der ikke længere kan prale af at være hverken unge eller debuterende.

Det er SÅ dumt! I bladet er der selvfølgelig ingen aldersgrænser eller ungdomskrav, alle gode digte trykkes gladelig, men det er især unge mennesker, der sender ind, og det er stadig i Hvedekorn langt de fleste unge talenter debuterer, og hvorfor skulle den virkelighed holde op med at være interessant, og hvorfor skulle vi holde os blaserte overfor det (selvfølgelig på mange måder – bare ikke denne! – betænkelige) faktum, at nyhed, herunder ungdom og debut, er en nyhed? De unge digtere er jo ikke dårligere end de ældre digtere, og som sagt er de faktisk langt mere repræsentative? Hvorfor ikke 1 gang i mellem (der er andre Hvedekornsoplæsninger med fuld aldersspredning, fx ved lanceringen af et nyt nummer), fokusere på de yngste (hvoriblandt de fleste har bidraget flere gange, og to er fyldt 30 og kun 3 ikke fyldt 20), ligesom Roskilde Festival gør ved deres optakts-koncerter mandag, tirsdag, onsdag? Hvorfor ikke være usur over, at de unge er unge og de nye nye med Hvedekorn?

skrevet den 30/06/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys