Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Alternativt ugens digt

De sidste par måneder har man kunnet stole på, at ugens digt bag på Weekendavisens bogtillæg har været af Hvedekorns-kvalitet, eftersom det har været mig, Hvedekorns redaktør, der har udvagt dem, men denne fredag var der lige en smutter, et digt af bogdebutanten Trine Abildgaard Andersen (hvis bog jeg ikke har læst), som jeg er uden ansvar for valget af, men som er en udmærket EKSEMPLARISK smutter, for i mine laserøjne burde digtet have holdt sig for godt til at bestå af ANDET end de 2 centrale ord, al snakken udenom er overflødigt, dynamisk, jovialt  ævl, der hverken gør fra eller til:

Skrækslagen troede jeg/ at der stod på skiltet i Kvickly/ men da jeg kiggede igen stod der/ STRÆKLAGEN// Et skrækslagent stræklagen/ rimet har fulgt mig som en/ herreløs hund lige siden/ jeg har prøvet at lægge det fra mig/ har prøvet diskret at spytte/ det ud af mundvigen/ i yderkanten af en samtale/ eller/ i et snuptag placere det/ under et bredt ord/ har prøvet at tørre det af/ på andre/ har prøvet at skrive det/ ud af hovedet/ og ind i digte/ igen og igen men lige meget/ har det hjulpet/ måske det aldrig forsvinder/ måske jeg til evig tid/ skal følges med/ skrækslagent stræklagen”

Det digt, jeg havde valgt, er følgende blogpost inde fra Hvedekornsdigteren Peter-Clement Woetmanns blog, som er lutter lykkeligt, højere ævl, men angiveligt ser prosadigte ikke godt ud på Ugens digts snævre, aflange spalteplads, men hey, INTET ser godt ud på den spalteplads, her er PC:

Det havde ellers været stille. Ikke helt stille, men stille. Bådene drak vulgært og fik alle os andre til at kæntre. Så kom vindstillen. Og imellem et par dunede læber rakte du dit evige ego mod mig, genert. Du var ikke genert, og det var helst ikke for at nærme dig. Fornærme mig. Jeg vippede videre i blå sø og lod ligesom aspen bladrer igennem mig-mig. Dine anfald forekom mig pludseligt så meget mere uskyldige som de første poetiske indslag. Lyset ramte os i dette nu-nu og brød himlen mens vi brød brød og smurte og spiste og hilste på de hakkende døre på himlen (åh, måge). Så var det noget med at bølgelængden smurte os i kræftcreme og vi fandt en skygge til vores kødelige klædelige hylster. Der var krystaller i bølgerne og små slag fra fiskemunde mod overfladen. Sivene inde på land, tagrørene, eller hvad det nu var, slog håret ud som dit hår der også slog ud (nu i skygge) og langsomt sank jeg den sidste bid brød og fulgte op med den let perlende Ramlösa. Åh, dette sommer-sommer-liv! Dette med kroppen-vippende-på-havet-liv! Åh, solbrus og skyggefelt! Vi sled hul i båden og tog venligt imod stormen da vindstillen fandt harmen frem og skred videre mod nye og bedre pletter af sol.

skrevet den 07/05/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys