Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Gulvtæppet fnuggede voldsomt

I dag udkommer Hvedekornsdigteren (debut i nr. 2, 1988) Helle Helles nye, mildest talt mesterlige roman Dette burde skrives i nutid, og alle de gode anmeldelser anmelder den, som om den er, hvad den siger den er, en roman, med refererbar handling og analyserbar psykologi og andre prosaiske sager, og det er den vel også, en roman og sådan en roman og en udsøgt glimrende udgave af sådan en roman, men den er i den grad, og lad os bare gå til yderligheder og sige: i PRIMÆR OG PRIMAL GRAD også POESI. Ingen poeter, jeg kender, og det er ellers en central poetisk mission, er bedre end Helle til at skrive tingene og sagerne og menneskerne MAGISK TYDELIGE; det har noget at gøre med generøst sansende koncentration kombineret med funky syntaktisk timing (jf. Tue Nexø om Helles kommaer i sin Inf-anmeldelse), BL.A. Jeg kan også sige det på en anden måde: Dette romanens kapitel 3 kunne uden videre trykkes som et prosadigt i Hvedekorn, og måske gør jeg det bare – hyldepapir!:

To dage senere var jeg flyttet ind, det var en fredag. Dorte kørte mine flyttekasser og møbler i varevognen, hun forærede mit sit gamle ekstrafjernsyn og plasticstolene. Sidst på eftermiddagen fik jeg skilt bordet ad og båret det ind i stuen. Jeg skruede benene på igen, det var en vanskelig manøvre at få vendt det. Jeg trak det hen foran vinduet og satte mig. Når jeg lænede mig frem, kunne jeg se stationsbygningen for enden af vejen. Til den anden side oppe i krydset lå frisørsalonen og lidt derfra kroen. Jeg tænkte på, hvornår det ville være passende at lave aftensmad. Jeg havde købt nogle frosne pandekager med kylling på tilbud. Jeg havde også købt mel og krydderier og rengøringsmidler, det hele stod stadig ude på køkkenbordet. Jeg havde tænkt på at lægge hyldepapir i skabene. Jeg skrev det på en seddel: Hyldepapir. Jeg sad ved bordet, indtil solen var forsvundet fra stuen. Da jeg ville tilberede mine pandekager, fungerede ovnen ikke. Knappen lyste, men ovnen blev ved med at være kold. Jeg havde stadig ingen stegepande, så jeg varmede pandekagerne i en gryde. De blev våde og brankede på én gang. Jeg stod ved køkkenbordet og spiste, egentlig skulle der have været mad til to dage. Bagefter måtte jeg ligge ned, jeg lagde mig på stuegulvet, gulvtæppet fnuggede voldsomt. Jeg havde forsøgt at trække det af tidligere, men det var nærmest limet fast, hele gummibelægningen blev siddende.
Vinduet stod på klem. Den kølige aftenluft strømmede ned i hovedet på mig. Den lugtede af hakkebøf og noget gæret, æbler og mirabeller, og der var lyse stemmer og klirren  oppe fra hovedgaden. Et tog ankom i en hvinende, langvarig opbremsning. Stilhed et øjeblik, så åbnede dørene sig, stilhed igen. En enlig latter. Fløjten og dørsmæk, knagen i alle vogne, maskineriet satte tungt i gang og kom videre, jeg havde nær sagt lagde fra.

- Man kan lære så meget om at skrive digte ved at læse Helle Helles prosa.

skrevet den 15/04/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys