Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Hvedekorn har fået en slagkraftig lillesøster

i form af nettidsskriftet Slagtryk, der redigeres af Erik Scherz Andersen; Lasse Skjold Bertelsen og Mia Kristine Voss – nye bidrag tilføjes jævnligt og samlet op ved månedens udgang i en pdf-fil med eget cover. Tidsskiftet kører i fin, kvalitetsbevidst stil på 3. måned: Flere Hvedekornsdigtere har allerede bidraget, bl.a. Julie Sten-Knudsen, Rasmus Riiskjær, Mette Norrie, Bjørn Friis Thomsen, Mirian Due Steffensen, Leif Achton-Lynegaard, Simon  Grotrian, Poul Høllund Jensen. Hvedekorn er glad for konkurrencen, det er sundt at blive pustet i (foreløbig kun!) nakken,  her er fx et betænkeligt skidegodt digt af Julie Sten-Knudsen fra marts:

Transport

Vi går under jorden. Under
broerne på isen som viser os
hvordan man
flytter bjerge. Hvordan man
knækker. Siddende i sneen
skifter du mening
og tildeler mig et kys
som efter fast praksis
ikke kan forlænges
yderligere. Der er (fortæller du)
mange forskellige slags
døre. Du elsker
de lukkede og låste. Hvis jeg
var en ulåst dør kunne jeg bringe
en gerningsmand tættere på målet
Hvis jeg var et land
ville jeg åbne mine
grænser. Det er vådt
at blive splittet ad. Det går ikke
at spise samtidig. Det kan være
lige så normalt at have
et brækket ben som at sulte
sig selv. drømme
om at blive vugget
i en trækasse
fuld af halm. Indholdet
synker naturligt sammen
under transporten.

- og så er der til forskel fra Hvedekorn (total konkurrenceforvridning!) honorar: 1 honorar i kvartalet kun, men til gengæld på svimlende 2500 kr. (for at skrive poesi!), til en digter udvalgt af en ekstern “interessent”, i dette kvartal Mirian Due Steffensen udvalgt af p1 Skønlitteratur, godt valg og tillykke med honoraret, Mirian!

skrevet den 13/04/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys