Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Kindheste til klaphatte

Jeppe Brixvold har en  grundig og grundlæggende positiv anmeldelse af Hvedekorns årgang 2010 i det nye nummer af Standart (1, 2011), særligt roser han Renè Jean Jensen, Urusla Andkjær Olsen, Christoffer Gertz Bech, Mette Østgaard Henriksen, Hölderlin, Bjørn Friis Thomsen, Jonas Vahlstrøm og Lea Løppenthin, men han leverer også hård og konstruktiv kritik, og det er den, der skal citeres her, til sund anfægtelse for både redaktør og bidragydere, med heldigvis en glad sløjfe til sidst:

De yngste bidragydere [i nr. 2] er som i nr. 1 af den bukdahlske knaldhattype. Om flere af dem tænker jeg, at det de vist helst vil, er at være sympatiske. Sjove og friske osv. Jeg sidder altså og læser for at se, om jeg finder dem sympatiske. Men det gider jeg da ikke! Jeg læste forleden i Lars Norèns dagbog: “Jeg læser ikke længere Ungaretti, Dante, Hölderlin. Det er dem, der læser mig.” Digte – både når de skrives, og når de læses – tillader A, at vi forsvinder i dem, og B, at de pludselig opdager os. begge muligheder afviger fra nutidens opmærksomhedskultur, hvor vi bliver bedt om at holde blikket på os selv. Hvilket kræver, at vi er på afstand af os selv, men uden at kunne kigge væk. Så er det nærliggende at performe for at have noget at se på. Men performativiteten gør afstanden permanent, ordene bliver en endeløs plapren. Vi bliver aldrig pludselig opdagede. Vi får heller ikke lov til at forsvinde.
(…)
her [hos Christian Djurhuus og Glenn Christian i nr. 3/4] ser jeg ofte snarere den poetikalske strategi end digtene. Altså igen et sympatibehov? Ikke “se mig”, men “se mit projekt”. Jeg savner en enkelhed, der kan rydde ud i de underforståede behov og insistere på, at digtet også bare er sig selv. Ikke anonymitet, men nok en slags nøgternitet, at der stilles skarpt på ordene. Det må man nok sige, at Lars-Emil Woetmann gør i det proteuske arbejdsmarkedsdigt, “Apati”, i nr. 4, der bliver mere og mere ætsende for hver læsning: “se karno på plokplokstøtte/ netop i ar l gro ta klsserne/ i belt largo og hrmpf hrmpf/ jeg vakler dikdak stak/ jeg lakker lounge klonk onk/ hovsa/ jeg klakker angst du/ jeg klakker angst du” osv. Woetmanns digt ville måske ikke have fundet støtte hos mange andre redaktører, hvilket peger på Lars Bukdahls største plus, hans nysgerrighed. Tak og stor ros også til billedkunstredaktør Christian Vind og især billedkunstnerne Joachim Koester og Tal R for Hvedekorns årgang 2010.

- selv tak, for interessen!

skrevet den 13/04/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys