Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

2 rapporter om pludselig poesi og dens konsekvenser

Fra Hvedekornsdigteren (debut i nr. 1, 2000) Lone Hørslevs nye anbefalelsesværdige roman Sorg og camping (titlen nolet fra et digt af Per Højholt), der foregår i 1985; vi befinder os i et flashback (julepyntningen er nutidssporet):

Og så en anden ting. Samme aften (efter badningen) havde Gunnhildur sagt til hende at hun skulle tage og læse nogle digte. Gunnhildur sagde jeg har noget til dig.
- Til mig? sagde Jørgen.
- Til Marianne, din knold, sagde Gunnhildur, og trak Marianne ind i deres campingvogn.
- Værsgo, sagde hun og hev en lille, firkantet gave op af tasken.
- Hvad er det?
- Åbn. Og Marianne åbnede sin gave.
- Jeg tror det er lige noget for dig, sagde Gunnhildur, og hendes øjne glimtede som når en laks kommer til syne under vand.
- Tak, sagde Marianne rørt. Hun plejer kun at få gaver til sin fødselsdag og jul, og hun takkede Gunnhildur igen. Det er virkelig alt for meget.
- Hold nu op, sagde Gunnhildur. Bare læs den. City Slang hed bogen hun fik. Og så havde Marianne læst sin første digtsamling i campingvognen den aften. City Slang og nu stiller Marianne to krøllebølletrolde fra Bornholm op ved siden af nissen, sætter nissehuerne fast på deres hoveder, og hun ved ikke hvorfor, men det gav hende sådan en sær stolthed i kroppen at Gunnhildur anbefalede hende bøger. Gav hende digte. At hun tænkte at det måske ville være noget for hende.

Og Marianne havde læst City Slang samme aften, og hun lå i campingvognens sovekabine ved siden af Jørgen og læste og jeg har lært at begå mig på / sprog jeg ikke forstår / i byer jeg ikke har kendt og følte sig underligt berørt. Lå i campingvognen og skiftevist læste og så på Jørgen der sov, og selvom der ikke er busser der ligger med bunden i vejret rustne og fulde af rådden regn hverken i Blåvandshuk eller Løkke, så kunne hun sagtens genkende duften. Tomheden. Mørket. En eksplosion i kroppen / en person bagt jnene der banker for at komme ud, og Marianne følte sig forrådt. Forfatteren hed Søren Ulrik Thomsen. Han ved ikke noget om mig, tænkte hun, ingen verdens ting. Hvad skulle det være? Døden er / ikke at elske og alt er som det plejer. Han kender mig ikke, tænkte hun stædigt, han kender mig ikke, og alligevel var noget inde i hende svulmet op som en svamp i halsen, og dette noget gav hende kvalme. Hvad skal jeg med det, tænkte hun vredt og smed bogen fra sig. Så græd hun. Og uden egentlig at vide hvorfor græd hun så lydløst hun kunne, og mens lyset fra en lampe på pladsen udenfor krøb ind gennem de lette gardiner i vognen og lagde sig blidt hen over Jørgens sovende ansigt, og hun stirrede på Jørgen og spurgte sig selv om han mon ville være ked af det hvis hun forsvandt. Hvis hun druknede for eksempel. Ved en ulykke. Brændte inde. Hun tænkte: Ville JEG være ked af det hvis HAN døde? Og hun kendte godt svaret, og så skubbede hun fuld af skam og svamp i halsen de grimme tanker væk og skubbede bogen væk og havde lyst til bare at forsvinde. Alt er som det plejer. Jeg er levende. Nej, der er ingen grund til at tænke på alt det igen, og Marianne skubber tankerne fra sig, hun skubber et fyrfadslys ind i en gipskirke. Sådan.

Rahim, der oprindeligt kommer fra Uganda, i tredje afsnit af Mikael Bertelsen og Mads Brüggers anbefalelsesværdige tv-serie Læsegruppen Sundholm (udsendelser kan ses her) der handler om Henrik  Nordbrandts digtsamling Vi danskere. 2010:

Jeg har aldrig læst digte før. Jeg bryder mig slet ikke om digte. Men ham her, da jeg læste den, syntes jeg det var nogle seriøse digte. Jeg lå i min seng og læste den, og efter et par kapitler så begyndte jeg at grine så højt, at jeg ikke kunne styre det. Jeg skulle bare læse det hele færdigt. Han er ldit kedelig, dér hvor han er seriøs. Men dér hvor han er morsom, han ved hvad han snakker om. Han sætter ord lige på de følelser, han når helt til maven. Før kunne jeg ikke grine så meget. Og sandhed! Han taler fuldstændig sandt: Danskere kan godt lide billige ting, som ser godt ud. Danskere griner ikke af de andres vittigheder.
(Bertelsen: Det med at danskerene godt kan lide billige ting er det ikke det digt, der hedder “Kongehuset er en rigtig god forretning” Vil du læse det?)
Jeg vil hellere læse noget andet. Jeg vil hellere læse den om modersmålet. Jeg synes den er så sjov (læser digtet op og er hele tiden ved at flække af grin):

MODERSMÅL

Det jeg finder mest frastødende ved dansk er lydene.
Der er alt for mange. Og det er
ligesom
man ikke kan skille dem fra hinanden.
Med et typisk dansk billede kan man sige
at dansk er ligesom
havregrød.
Når den er færdig, kan man ikke se de enkelte gryn.
Er det ikke bare dansk at sige det sådan!
Sådan er det f.eks. med mange danske digte
som jeg godt kan lide. Jeg kan bare ikke lide
lyden af dem.
Det er på grund af vokalerne
som bekendt kun indfødte danskere mestrer.
Vokalerne afslører de fremmede.
A e i o u y æ ø å (Rahim forsøger at udtale det som 1 ord) er nemme nok. Det er de satans
uskrevne
vokaler der gør dansk så svært at lære
og mange danske digte næsten lige så grimme
som det her ser ud til at udvikle sig.
men der er hjælp på vej
til de fremmede og til de danske
digtere: På tv
og i hovedstadens gader:
erstatter de overalt, hvor det er muligt
dansk med engelsk
og reducerer antallet af vokaler.

(…)
Prøv at se ham Prins Henrik, han kan ikke sige det her.
(…)
Det er den eneste bog, der snakker om danskere, danskere, danskere. Hver dag hører jeg: fremmede, fremmede, fremmede, fremmede, ikke også? Og så skal jeg finde humor i det. Bare man finder en en dansker, der læser om sig selv, siger han: Wouv, det gider jeg ikke. Hvis du finder nogle rigtig gode danskere, der er åbne og gerne vil læse om sig selv, så sidder de bare og griner helt vildt.
(…)
Jeg giver ham seks, altså ikke mig, der giver ham sex, men han får seks (stjerner) fra mig. Han fortjener det. Der er ingen, der har kunnet mig grine i lang tid.  Når jeg sover alene, og ensomhed om natten, det er svært at sove, jeg er kommet hjem, og jeg har lige fået et køleskab, som brummer hele tiden, og jeg kan høre en nål falde ned, når jeg sover. Da jeg fik den her bog, jeg kunne sagtens sove uden bekymrethed eller noget som helst. Jeg grinte! Også i går, hvor jeg ikke engang læste den, jeg kom gennem den i hukommelsen, og jeg kunne blive ved med at grine af den. Han sidder nogen sted inde i ens hjerte eller hjerne, og man kommer aldrig til at glemme ham. Følelsen af at kunne grine alene, og hver gang jeg cykler, efter jeg havde læst første gang, hver gang jeg ser en dansker, så HÅ HÅ HÅ HÅ HÅ HÅ! Han har fortalt mig, hvordan danskerne er. Den bog vil jeg gemme, alle de andre skal jeg smide ud, den her skal jeg gemme. Se her, hver eneste side er tyk. den kan man beholde resten af sit liv. Når som helst kan jeg tage den, hvis jeg er i Afrika, og læse den, så kan den minde mig om Danmark igen. Så kort og så godt og så smukt skrevet. Og så sjovt. Han er en af de bedste.

skrevet den 09/04/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys