Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Ekstra digte af Josefine Graakjær Nielsen og Andreas Pedersen 2010

Dr. Caligari på billedet
Sådan føles det med ansigten mod væggen, og fødderne spændt op. Kun omridset af sprøjten.

Du blev kaldt søvngængeren, caligari-agtig, med din mærkelige hat. Det er ikke dit soveværelse. Hos dig er trafikken så tydelig, at du aldrig ville have bemærket den sopran-lydende hvisken bag dig. Der er ansigter på væggene, i stand til at bevæge alt andet end øjnene. For dig er det omvendt, øjnene glider, du ligger på briksen og tror du ser og ser. Et billede især, det hænger en halv meter over dig med sine mørke øjne i poser, sort kruset hår og en lille rift om munden vredet skævt langs underlæben i en nedadgående grimasse. Han kigger på dig fra rammen.

Du vågner og forestiller dig at du styrter rundt i rummet, hamrer på væggene, får fat i dørhåndtaget til sidst. Ude på gangen er lyset så stærkt at du skammer dig over at stå og pruste, som om du havde lavet noget strafbart på et offentligt sted. Hjertet fortsætter. Og du forestiller dig hvordan det må være at sidde klemt fast imellem tre vægge, dem udenfor din vinkel, du ser hvordan hjernen til sidst presses ned i halsen. Du synker.
Men den her række af billeder er bare mindet om mågen du så i dag med indvoldene hængende ud af maven. Det ved du. Tarmen forrest, mindre end cocktailpølser men ca. samme farve. Kun bilerne hylede omkring den fugl, der havde brugt al sin tid på at lære at skrige. Ådslerne var langt væk, og tanken om selv at sætte tænderne i den faldt dig ind. Naturligvis.

Du ligger du her på skibsbriksen i et fremmed soveværelse, har øjnene fæstnet, army-grønt, på billedet. Du er vant til andre farver end dem der vælter ud af din egen stirren, hvidglødende fx. Du er vant til fire andre øjne, rød-gult lurende på dig. I var tvunget til at sove sammen i tre, indtil skolen begyndte. Så fik i hvert jeres værelse, men ikke længere væk end at man kunne banke hinanden ned fra væggen ved siden af. En tryghed trods alt.

Josefine Graakjær Nielsen, født 1985, debut i Hvedekorn 1, 2010

-

Jeg tror vi mener violet hver gang vi siger lilla,
men jeg er i tvivl. Det lille sorthvidfjernsyn
hvor jeg skruede på kontrasten. Et skuffet ansigt
kan sagtens være smukt. Utvivlsomt.
Eller anderledes: glæden ved at se pigen græde. Jeg ville gerne kunne nøjes
med Simon & Garfunkel. En blid musik og det er kærligt ment: vi behøver
vel ikke brække benene endnu. I starten var jeg bange
for at synge for dig. Hvordan lyder min stemme nu?
Jeg har været lidt forkølet, og det er derfor.
Sig mig og sig ikke mere. Som jeg ser det nu: en kikset dans.
En rumba eller en apokalyptisk vals.

Først og fremmest: jeg synes det er tarveligt, at du har forført mig med dansen.
Det lyser stadigt svagt fra lampen. Jeg koncentrerer mig ikke.
Brysterne og bøgerne i sengen. Det er noget rod.
Pisgult måneskin. Et underligt akkompagnement.
Øjenvipper i lange strimler, en halvcirkel i taljen, forstår du?
“I Californien suger man saften ud af druerne
og spytter skallerne ud sagde han”, siger jeg.
Det lille anlæg i køkkenet hvor sangene skratter.
Jeg skal nok snarere sige: i nat sov jeg på gulvet.
Her er de fleste faldet i søvn. Min ven kommer ind i billedet,
han er en trist fyr, han bærer slutninger med sig
og sætter sig ned.

Andreas Pedersen, født 1990, debut i Hvedekorn 1, 2010

skrevet den 02/06/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys