Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Farligt, når det gættes gåder -

Digtet er der simpelthen, og det udtrykker sig selv, fremhæver Poul Borum

Bortset fra, at Poul Borum i øjeblikket er husholder – fordi hans kone Inger Christensen ligger i sengen – og han derfor selv må balancere rundt med tekopper, håndsmurte boller, lejlighedsvis også støvsugeren, og et i hvert fald midlertidigt ændret syn på kønsrolledebatten, er han digter og kritiker.
- Det er to forskellige former for forfattervirksomhed, siger han, en direkte og en indirekte. Og når Benny Andersen siger, at han somme tider ikke kan følge med i litteraturfortolkningen, vil jeg da sige til ham, at det ikke gør noget. Han skal bare skrive sine digte, som han gør.
- For mens det selvfølgelig ikke er noget krav til digteren, at han skal være intellektuel, kan man jo på den anden side ikke forlange, at kritikerne ikke skal være det, tilføjer Poul Borum. Det er mere i praksis, man somme tider kan kritisere litteraturforskningen end i teorien.
Om den kritiske læsning siger han, at enhver læsning er en fortolkning, altså en forståelsesproces. Man må have så meget tillid til det gode kunstværk i al dets skrøbelighed, at man stoler på, at det er god nok og kan holde til hvad som helst. Et digt er principielt uudtømmeligt, og enhver fortolkning er altid en DELfortolkning.
- Som i al anden virksomhed drejer det sig derfor om at koncentrere sig om, hvad man finder væsentligt i en tekst. Nu er der ganske rigtigt i øjeblikket et vist interpretationshysteri – det at fortolke digte er blevet en intellektuel selskabsleg.
- For hvem?
- Ja, for eksempel lærere og elever, kritikere og læser. Men et digt er ikke en kasse brikker til en puslespil, man får udleveret og så skal søge at lægge sammen til den rigtige løsning. Et digt er en færdig struktur, som kan anskues på utallige måder – den “bedste” løsning er den mest omfattende. Den, der nærmer sig værket fra alle synsvinkler.
En fransk kritiker har for nyligt sagt, fortæller Poul Borum, at det ikke drejer sig om “explication”, men om “explicication” – tror De vel, vi behøver at oversætte? – og det er en væsentlig forskel. For det er ikke forklaring, det drejer sig om, digtet er der simpelthen, og det udtrykker sig selv. Kritikeren – og jeg tænker her ikke blot på dagbladsanmelderen – har en væsentlig opgave: at føre læseren hen til digtets tærskel. Derefter må han sør’me lade ham være alene med det.
- Kritik er intersubjektiv. den arbejder på værkets grundlag og ikke på personlighedens, derfor kommer den gode kritiker ikke til værket med menings og synspunkter, men med tilstrækkeligt udviklet oplevelsesevne. Hvis jeg må citere Gadamer, den tyske filosof, der har udarbejdet en tidssvarende interpreationsteori: “kritikeren må tage teksten alvorligt i i dens “Warheitsanspruch”, dens påståede sandhed.
- I det første nummer af det ny tidsskrift “Kritik”. fortæller Poul Borum videre, , er der en artikel af en ung universitetsstuderende, som har svære samvittighedskvaler, fordi han ikke kan forlige sig med den “tendens”, han fortolker frem i en novelle af Jørgen Nielsen. Men det er en fuldstændig forfejlet problemstilling, som før øvrigt nok skyldes en udtynding af Sv. Møller Kristensens vage, rationalistiske kritik om kunstværket som livstolkning. Et kunstværk er ikke et diskussionsgrundlag.
- Nåe, det KAN det vel blive mand og mand imellem …
- Ja, men ikke mellem digteren og kritikeren. det er naturligvis af overordentlig stor betydning, at dansk litteraturkritik i disse år er blevet så nutidig, at den beskæftiger sig med den intensive forståelse af teksterne, som jo må være hovedsagen. Men det er farligt i de forkerte hænder, det er farligt, når det udarter sig til en fortolkningsmetodik, der gætter gåder, i stedet for primært at modtage.
- Nelly Sachs, som jeg p.t. sidder og oversætter, blev nyligt bedt om en fortolkning af en af sine egne digte, hun prøvede også godt nok, men tilføjede så: “men digte er jo ikke nogen videnskabelig afhandling, det er et digt og en hemmelighed.” Det er den ene side af sagen, hemmeligheden, som erfares i modtagelsen af digtet, og den anden side er så det kritisk pædagogiske, hvor jeg synes, vi faktisk endnu står ret svagt. Hovedparten af de digtanalyser, man kan læse rundt omkring i digte og tidsskrifter, handler kun om DANSKE digte af de sidste 10 års lyrikere, og endda især om deres billedsprog, der jo kun er én side af sagen.
I den ny radiogrundbog om modernismen står der for eksempel noget om, siger Poul Borum, at der ingen grund er til at komme nærmere ind på Ivan Malinovskis “Åbne digte”, fordi der ingen forståelsesproblemer er. Det skal åbenbrat betyde, at hensigten med digttolkningen er at gøre det svære let, og det kan føre til udtynding og udvanding. Det er en vigtig pædagogisk opgave at få læseren til at forstå, at der er noget her i verden, der er svært, og at det kan have sine gode grunde, at det er det.
- Nu dagbladskritikken?
- Ja, den har den primære opgave at karakterisere og vurdere nyudkomne bøger. Den henvender sig til et udefineret “almendannet” publikum, som først pog fremmest vil vide, hvad det er for en bog, og om den er noget for dem. Kritikeren er her pædagog og journalist. Den dybere indtrængen i værkerne kan man selvfølgelig ikke forlange af den travle anmelder.
- Derimod kan man godt, tilføjer Poul Borum, kræve en vis læseevne af ham.  Må jeg slutte med et privat eksempel. I en af mine bøger står der overfor hinanden to digte, hvoraf det ene – vittigt nok, ikke sandt? – hedder “På den ene side” og det andet “På den anden side”. Modsætningen er altså ikke blot udtrykt i titlerne, men også i indholdet.
- Det FØRSTE af disse digte tog en ældre, højt estimeret kritiker i sin anmeldelse op og brugte som udgangspunkt for en lang smøre om det forfærdeligt negative og triste i i moderne poesi. Men det er vel ikke noget urimeligt krav at stille til moderne kritik og fortolkning at den ved, at der er noget, der hedder på den ene side og den anden side.
- Og så ku’ man i øvrigt have lyst til at tilføje, når vi nu taler om kritiske metoder, hvad T.S. Eliot sagde: “The only method is to be terribly intelligent”, slutter Poul Borum med et selvironisk smil.

Vibe

[Berlingske Aftenavis, 17. feburar, 1967]

skrevet den 21/10/17 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys