Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Mikkels 5 skriveøvelser

Ingen vej udenom straks at få fingre i Hvedekornsdigteren (debut i nr. 2, 1995) Mikkel Thykiers netop udkomne After Hand-pamflet Over for en ny virkelighed om poesiens offensive usynlighed, så I kan diskutere den med jer selv og jeres virkelige og imaginære venner (diskussionen er allerede så småt i gang på Martin Glaz Serups blog Kornkammeret her); Thykier oplister “fem eksempler på æstetiske strategier, der ikke er berigelsesstrategier”, som vi her på Hvedekorns Rosinante&Co-hostede hjemmeside (der befinder sig helt udenfor pamflettens apokalyptiske kortlægning af den pulveriserende litteraturscene) letfærdigt vil stille til rådighed for jer, de såkaldte brugere, som simpelthen skriveøvelser, I kan øve jer på og med og, hvis resultatet bliver tilstrækkeligt vellykket eller (subversivt/monstrøst) mislykket, sende ind til bladet:

[1] Mod den velskabte fiktion, romanen som en verden, læseren kan forsvinde ind i og fordybe sig i: komposition efter smertepunkter, at knytte smertepunkt til smertepunkt i en kontinuerlig “afskaffelse af verden”.

[2] Mod det unikke, selvbærende værk og forestillingen om én metier: et komplekst væv af divergerende former for praksis, ikke som genrehybrider eller tværmedialt arbejde, der skaber enhed eller samspil mellem forskellige medier, men som et arbejde med selvskabt forvandling ud fra en oplevelse af forskellige erfaringsområders uforenelighed.

[3] Mod den empatiske læsning og forestillingen om en nøgen kommunikation, forkærligheden for bøger skrevet “uden filter”, hvor et interview med en bogs forfatter også er et interview med dens hovedperson: fortrolige scener, detaljer, anekdoter m.m. brugt upersonligt, næsten objektivt, som eksempler der nok har en intim karakter, men er sat i scene med falsk fortrolighed.

[4] Mod en litteratur, der naivt forestiller sig, at den ukonceptuel, eller bare udvisker bevidstheden om sine egne koncepter, sin egen litteraturopfattelse ved at gå i ét med de mest almindelige genrekriterier: en litteratur der åbent og tydeligt organiserer sig efter andre koncepter end hovedgenrerne og betragter alt fra den mindste grammatiske og syntaktiske enhed til litteraturens institutionelle rammer som potentielle kompositionsprincipper.

[5] Mod de funktionelle forestillinger om litteraturen, mod de mekaniske metaforer (“fungerer … virker …”) og hævdelsen af det vellykkede, to strategier: litteraturen gjort til tekstmaskine, en komposition efter helt mekaniske principper uden hensyn til syntaks, grammatik, sproglig prægnans. indlevelse m.m. eller den tematisk, stilistisk og metodisk opsøgte fiasko, fx forklaret som tro på på, at det ofte er, når en forfatter tager fejl, når han er “helt galt på den”, at det lykkes for ham at tale med den største indsigt, i det mindste til den der forstår at lytte ordentligt.

- God hærværkslyst!

skrevet den 16/03/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys