Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Tillykke til Jane Larsen!

alias den crazy betydelige Hvedekornsdigter Marianne Larsen med hendes 60 års fødselsdag i dag, men da hun debuterede som 18-årig i Hvedekorn 1, 1969, med en tæt, fire spalter lang poesistrøm, havde Poul Borum læst forkert (og var ude af stand til at komme i kontakt: “Ukendt efter opgiven adresse”, hendes (unge) alder kendte han heller ikke), her er første spalte af hendes debut:

Pludselig tom, gående mod et noget, ventende på et vink og så gående, situationen, ingen kender den, vrider sig i afmægtig smerte og taler, taler med en sten, gør opmærksom på tilstedeværelsen, når ikke frem, er alene og stene og taler, er stenen, stopper op, tvivler, går videre, bort fra stenen, kan ikke tale, arbejder sig ud af et mørke der er mørke til alle steder fra alle sider og endda ikke det der kan vise vej, det stumme mørke i larmen, hvirvlende til vejrs, suget ind, forsvundet i en klump i hjertet, der gennemhulles og går videre, stående i mørket, mæt, spisende sig fed, siddende sivende, taler med stenen, der må være et grundlag, slår sig sammen og begynder at bygge, og bygger, grunden bygges, men ovre på den anden side bor de andre, de har noget andet, de bygger, nærmer sig, ler frådende og går uden at se sig tilbage, og kommer tilbage, fniser gysende, vender sig ikke om, kommer tilbage og går forbi, det hele bygges om, og alligevel, de vælter, det vakler, sagde de, det vakler ikke, fnøs stenene, find det uden lygte, uden ild, det du finder, lad det ligge, gemt, glemt, leder efter drømme, der har sin plads et sted derude, vil de elske, vil de elskes, føres rundt i strygejernsbælge, og finder veje og benytter alle veje, venter, stående over for dig, dog er det muligt, vi skifter form og omklamrer hinanden i glæde, i rædsel, skærende sigende tavse mønstre

og her er hendes seneste Hvedekorns-optræden, i manifest-sektionen i nr. 2, 2008:

MARIANNE LARSEN Født 1951 I Hvedekorn siden 1969

manifest – selvlysende og andrelysende – manifest

Du er nået til afdelingen ”Ideer i handlen”.
Du står tilfældigvis stille ved en stand med mange titler og bladrer i magasinet ”Universet og børnene forstyrrer trafikken”. Du ser op og sælgeren smiler.
Dit blik strejfer derefter kataloget ”Glasbyggeri og regnbueskimmel som tankeform.”
Der reklameres for idé-retningen ”Menneskelig uhygge” side om side med en anden mere forbrugervenlig strømning ved navn ”Oda-Lisa-Hilsner.”
Til sidst spørger du efter ”De hundredetusindemillionerbillioner digtes ideer.”
- Men de er her jo ikke, siger sælgeren og smiler.
- Jo, jo, siger du og smiler alt hvad du kan om kap med den anden.
Åh, smilagtige opmuntring og desperation, alting danser og flimrer for øjnene og suser for ørene med ét af alverdens digte i frit svæv ned over og op under og ind i og ud af sælgeren selv:

ET ORD MOD NAT
en sten vendt på hovedet i vand
ET TRÆ UDEN BAGGRUND
en dag af vind
EN BRØND PÅ DYBDE MED EN ROSE
en spejlskrevet email
ET EVENTYRØJE PÅ KLEM
mellem vagtkuede fantomer
ET BUR MED INGENSTEDSVIDDER
himmelskyllende fjerne
FUGT SOM KYS
til lyden af skridt
TVÆRS GENNEM KLODEN
en skal mens den vokser til indre
MINERALER DER GLIDER VILDT
i landskaber med tøjstykker og livlige
SANDHEDER VED EN TILFÆLDIGHED
streger sig over
OG STREGER SIG TILBAGE IGEN og igen

- tillykke til poesien med Marianne Larsen og omvendt!

skrevet den 27/01/11 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys