Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Digteren Lene!

Hvedekornsdigteren (alt for sen debut  (hendes “egentlige” debut tilfaldt Ildfisken i 1999, forbandet nok) i  Hvedekorn 3, 2006) og vinder af Bukdahls Bet – den Smalle Litteraturpris 2007 Lene Asp udgiver i dag en lillebitte, temmelig sej og tredelt digtbog, Muræne, 5  urolige digte, 1 stram hvad hvis-konceptualitet (MED STORE BOGSTAVER), 1 flaksende sentens-fragmentarium, men lige så forskellige de 3 dele er formelt, lige så meget er de forskellige orkestreringer af samme fundamentale sorgfulde bidskhed, som gævt går lige til benet, her et afsnit fra hvad hvis-konceptualiteten:

JA, JEG VILLE GERNE HAVE EN FULDSTÆNDIG HUKOMMELSE, SÅ KUNNE JEG I SAMRÅD MED MINE FORÆLDRE KONSTRUERE ET KOMPLET BILLEDE AF SLÆGTENS HISTORIE I ALLE DETALJER. JEG VILLE IKKE VÆRE OVERLADT TIL FANTASIENS VILKÅRLIGHED. NÅR JEG FX FÅR AT VIDE, AT MIN OLDEFAR VAR MODSTANDSMAND UNDER KRIGEN, SÅ VED JEG END IKKE, HVORDAN HAN SÅ UD, HVORDAN SÅ TRYKSAGERNE UD, FINDES DE STADIG? JEG VILLE VIDE DET. EFTER AT HAVE SET DET HELE SOM TREÅRIG I STORSKRALD ELLER PÅ MIN MORMORS LOFT. LIGE NU HUSKER JEG KUN PÅKLÆDNINGSDUKKER OG DUKKER I HJEMMESTRIKKET TØJ, HVIS ØJNE SKRÆMMER MIG FRA VID OG SANS. OG HAVDE JEG EN KOMPLET HUKOMMELSE, VILLE JEG IKKE BEHØVE AT RINGE TIL MIN MOR FOR AT FÅ OPSKRIFTEN PÅ FRIKADELLER, DE FÅ GANGE JEG FALDER FOR FRISTELSEN. OG JEG VILLE ALDRIG GLEMME MIN ELSKERS BLØDE KYS. DA VI SAGDE FARVEL, MÅSKE FOR ALTID. MEN EKKOET AF ALTID VILLE VÆRE MILDERE. EN MINDRE BRUTAL LYD. EN FØLELSE SOM AT GÅ PÅ VAND UDEN DOG AT GÅ. OG SORGEN UENDELIG LANG, LIGESOM SØDMEN VED AT FORELSKE SIG MANGE GANGE.

skrevet den 10/12/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys