Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Og Hvedekornet dør ikke

Tidsskrifter forgår, men Hvedekorn består. Det har det gjort i tres år eller mere. Det har skiftet navn et par gange, og det skifter format af og til, og redaktører, men det er stadigvæk et ”tidsskrift for litteratur og grafik”, som specielt er de unge forfatteres og kunstneres forum.
Det begyndte med tre årgange der hed Klinte, 1920-21 og 1925-26, derefter hed det fra 26-28 Ung dansk Litteratur, fra 1930 til 1951 hed bladet Vild Hvede og redigeredes af Viggo F. Møller. Da han gik af, tillod han ikke fortsat brug af navnet, og man skiftede til Hvedekorn fra 52, og det hedder det stadig. Hvedekorn redigeredes først Halfdan Rasmussen, så af Ivan Malinovski, derpå i en årrække af Torben Brostrøm, som overlod det til Uffe Harder, der gav det videre til Knud Holst, og siden 1968 har jeg redigeret det. Mens Viggo F. Møller selv stod for både tekst- og billedudvælgelse, har Hvedekorn det meste af tiden haft skiftende grafiske redaktører. Den billedkunstneriske side af sagen skal jeg i øvrigt ikke komme ind på her, det må mere kyndige tage sig af. Mens de unge, begyndende forfattere ivrigt indsender materiale til Hvedekorn, har billedredaktøren mest et opsøgende arbejde – unge billedkunstnere har jo mange andre måder, først og fremmest udstillinger, at få deres ting frem på. Alligevel vil en gennembladring af årgangene fra 1930 og frem til nu give et bredt, om end selvfølgelig ikke fuldstændigt billede af dansk kunst i denne periode.
Når Vild Hvede og Hvedekorn har eksisteret så længe, skyldes det jo rent praktisk nogle forlæggere – Vild Hvede kom på Nyt Nordisk Forlag og Hvedekorn er de sidste tyve år blevet udsendt af Borgen – har villet påtage sig at sætte en masse penge til på det. Men i lige så høj grad skyldes dets lange levetid jo selvfølgelig, at der har været og er et behov for det – hos læserne, hvor få de end måtte være, og hos forfatterne.
Og hos redaktøren -. Af alt det arbejde jeg gør synes jeg arbejdet som Hvedekorn-redaktør er noget af det mest spændende. Selv om det er tidskrævende. Jeg modtager et væld af manuskripter, et par stykker pr. dag, og størstedelen af dette materiale går tilbage til afsenderen med et duplikeret afslag; det ville være umuligt at svare hver enkelt indsender personligt og meningsløst at sende trøstende og opmuntrende ord til personer, i hvis produkter man ikke havde fundet litterært talent. Mange af de kasserede bidrag vidner naturligvis om menneskelige problemer, som der står en alvorligt søgende personlighed bag. Men jeg kan ikke fungere som sjælesørger og socialrådgiver, jeg må forsøge at finde frem til litterær kvalitet. Jeg vil anslå at fem procent bliver optaget og trykt (ofte efter en ventetid på et halvt år eller længere), mens andre fem procent få opmuntrende kritik eller i hvert fald en opfordring til at forsøge igen senere.
Blandt de fem procent, der bliver trykt, finder man så, når man bladrer tilbage i årgangene, størstedelen af de digtere, der udgiver, der har udgivet eller stadig udgiver digtsamlinger på vore større forlag. Hvedekorns redaktør fungerer på den måde ligefrem som en slags talentspejder for forlagene – der er en række eksempler på, at forlag er direkte har henvendt sig til unge forfattere efter at have læst dem i Hvedekorn. Og redaktøren er sig naturligvis sit ansvar bevidst. Det vil sige at han forsøger at udvælge det bedste af det han får tilsendt. Ikke nødvendigvis det han selv bedst kan lide. Der er en berømt anekdote om en ung forfatter, der var blevet trykt i det betydningsfulde Chicago-tidsskrift Poetry, og nu mødte redaktøren, digteren Karl Shapiro, og sagde til ham: ”I am glad you liked my poem”, hvortil Shapiro hvæsede: ” I printed it – must I like it to?”
En enkelt anmelder har i de senere år gentagne gange fremført den overordentlig udokumenterede påstand, at de unge digtere i Hvedekorn ligner hinanden og, endnu værre, ligner deres redaktør alle sammen. Sådan noget kan ikke undgå at gøre mig vred og bitter, da jeg synes enhver der kan læse, må kunne overbevise sig om, at det er usandt. Der står digte af alle mulige forskellige slags i Hvedekorn, og det er jo meningen med det. Den eneste ”kunstpolitik”, der bør drives er kravet om kvalitet.
Hvert af Hvedekorns fire årlige numre rummer en sådan tekstmængde, at det svarer til adskillige normaldigtsamlinger. Vi har da også flere gange trykt hele digtsamlinger, således f.eks. den anden digtsamling af Laus Strandby Nielsen, som jeg synes er en af vore bedste lyrikere, og hele to gange en hel digtsamling af Hans Chr. Bøgholm. En snes forfattere bidrager som regel til hvert nummer, og heraf er der ofte fem-syv debutanter. Adskillige bliver også ved med at trykke digte i bladet, ig mange forfattere er trofaste mod bladet, også længe efter at de er blevet udgivet i bogform og ”etablerede” og så videre.
Flertallet af bidragydere er naturligvis mellem tyve og tredive, men det sker jo at nogen debuterer før eller senere, meget senere. Af og til oplever man også genkomster: forfattere der er fremtrådt for mange år siden dukker pludselig uventet op igen.
Kønsfordelingen har jeg ikke lavet nogen statistikker over, men jeg vil anslå at det efterhånden er fifty-fifty blandt de trykte bidrag. Af de indsendte manuskripter vil jeg nok tro at 60% kommer fra kvinder, det er steget støt med kvindebevægelsens fremgang efter halvfjerdserne. Når det stadigvæk står fifty-fifty blandt de trykte bidragydere, skyldes det ikke nogen kønsdiskriminering hos redaktøren; derimod er det ganske tydeligt at halvfjerdsernes ”knækprosa”-bekendelseslyrik bestemt ikke er døet ud, adskillige kvinder, mest over fyrre og fra provinsen, har først nu opdaget, at de kan sætte deres ulykkelige oplevelser på verslinjer og sende dem til et tidsskrift. Jeg formoder at forlagenes lyrikmanuskripter viser det samme.
”Knækprosa” er jo en negativ term, som peger på en skødesløs omgang med den versrytme, som selvfølgelig også må beherskes i såkaldt ”frie vers”. Bekendelseslyrik er der jo derimod i sig selv ikke noget forkert i, og man vil da også kunne finde adskillige eksempler i Hvedekorn gennem årene. Men netop her er det jo en redaktør ofte må gøre sig hård og fastholde de kunstneriske kvaliteter. Digte skrives jo som ofte sagt ikke med følelser, men med ord.
Egentlig er det for en trænet læser ikke vanskeligt at foretage grovsorteringen mellem dem, der har talent for at udtrykke sig sprogligt-kunstnerisk, og dem der ikke har. Problemet kommer først, når man skal afgøre, om forfatteren også har noget at sige, der kan vedkomme andre. Her synes jeg nok, et tidsskrift som Hvedekorn har en større margin for eksperimenter eller for hvad man kunne kalde blot søgende udtryk end bogforlag har. Jeg har nogle gange i min virksomhed som dagbladskritiker måttet tage overvejende negativ stilling til bøger af forfattere, jeg selv havde trykt i Hvedekorn. En bog kræver en anden form for substans end et tidsskriftsbidrag. Jeg har også i en række tilfælde konstateret, at en ung forfatter alt for hurtigt efter sin fremtræden i Hvedekorn fandt sig eller blev fundet moden til at fremtræde i bogform.
Så er der på den anden side de mange Hvedekorns-forfattere der aldrig ”bliver til noget”. De mange årgange af Vild Hvede og Hvedekorn er en guldgrube for den der vil finde glemte og oversete (M så vel som K) frem.
På den måde tro jeg de skiftende årgange af Hvedekorn – nu i en årrække sammen med Gyldendals lyrikårbog – afspejler udviklingen i dansk lyrik. Man kan naturligvis også se skiftende forbilleder afspejle sig hos de unge bidragydere. To vidt forskellige lyrikere står nok som de vigtigste ”påvirkere” i min redaktørtid: Per Højholt og Benny Andersen. Det kryptiske og vittige hos den ene tiltrækker nogle, den sproglige humor og den ”danske” lillemandsrolle hos den anden andre. Begge er naturligvis uefterlignelige, men på den anden side er det vel bedre at lade sig påvirke end at skrive løs og demonstrere, at man intet har læst. Litteratur er også et bestandigt vekselspil mellem forfattere, og bedst er det uden tvivl at lade sig påvirke fra så mange sider som muligt.
Et bidrag til påvirkningen yder Hvedekorn selv ved også af og til at trykke oversættelser af udenlandsk poesi eller ligefrem lave hele udenlandske særnumre. Det drives ikke systematisk, simpelthen fordi mængden af trykværdige danske tekster er så overvældende, men når oversættelser bliver indsendt, bliver de bedømt som alle andre manuskripter, efter deres kvalitet og relevans.
Så længe der kommer bidrag, som har den nødvendige kvalitet, dør Hvedekorn ikke. Så længe er der behov for tidsskriftet. (Bank under bordet).

POUL BORUM, f. 1934 (død 1996), Forfatter oversætter og kritiker. Har udsendt en snes digtsamlinger og flere kritiske værker. Redaktør af Hvedekorn fra 1968)

[fra Kritik 75-76, 1986]

skrevet den 01/02/86 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys