Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

”Det er sgu ikke peddigrørsterapi at skrive digte”

 En samtale om tidsskriftet Hvedekorn med dets lyrik-redaktør Poul Borum

Af Erik Skyum-Nielsen

Poul Borum, hvor længe har du redigeret Hvedekorn?

 Jeg blev redaktør i i 1968, men tidsskriftet har jo en indviklet historie helt tilbage til begyndelsen af 20erne, hvor der kom et tidsskrift, der hed ”klinte” og et der hed ”5. november, og et der hed ”Vild Hvede” med Viggo F. Møller som redaktør. Det var han frem til 1951, men da han mente at have patent på navnet, blev man enige om at kalde det for ”Hvedekorn” i stedet for. Først var Halfdan Rasmussen redaktør et par år, og så Ivan Malinovski, og efter ham Torben Brostrøm, som i en årrække kørte tidsskriftet som en sidebeskæftigelse ved siden af sit modernisme-reklamebureau. Så overtog Uffe Harder det i nogle år, og det blev i høj grad præget af fine oversættelser fra alverdens sprog af digte fra diplomater og poeter som Uffe Harder havde truffet. Så kom Knud Holst, og så overtog jeg det, bl.a. med en enorm brevbunke, fordi Knud Holst havde insisteret på at skrive personligt, og i hånden, til samtlige der indsendte.
  Jeg startede med at aftale med Borgens Forlag, at jeg måtte komme ud en gang om måneden og diktere breve til en sekretær, og at størstedelen af svarene ville være et duplikeret standard-brev: ”Tak for det tilsendte, som vi desværre ikke kan anvende”. Det er selvfølgelig forfærdeligt at få sådan et brev, enormt ubehageligt, men hvis der er lidt go i en ung eller kommende forfatter, så tror jeg han eller hun bliver ved på trods af sådan et brev.
  Nu må det jo lige siges, at det hedder ”tidsskrift for litteratur og grafik”. Viggo F. Møller redigerede det hjemme fra sin stue, og dér kom ikke bare den kreds af digtere der var knyttet til ”Vild Hvede” og lavede ”unge Digteres Foraarsbog”, men også 30erne danske malere, tegnere, grafikere, som lavede pæne tegninger og sådan noget til tidsskriftet. Siden Halfdan rasmussen tog over – jeg tror det startede med Ernst Clausen samtidig med ham – har det udpærget været et tidsskrift for litteratur og grafik, poesi og billedkunst.
  I perioder har det endog været overordentlig eksperimentel kunst: fotografier af rumkunst, eller beskrivelser af idékunst. Der har endda været et nummer redigeret af en enkelt af de ofte skiftende billedredaktører, som havde så meget tekst på billedsiden, at jeg måtte fralægge mig ansvaret.
  På en måde er det to tidsskrifter. De unge billedkunstnere har så mange andre måder at træde frem på, først og fremmest ved udstillinger selvfølgelig, at det at være billedkunstredaktør på Hvedekorn bliver et opsøgende arbejde, og en svær opgave. Det bedste og lykkeligste er, når unge billedkunstnere laver billeder der trods alt på én eller anden måde hænger sammen med de tekster der står.
  Vores forrige billedredaktør var Hellen Lassen, som jo ved alt om de ting og skam også har haft mange mandlige billedkunstnere med, og nu fra 1985 er det Line Storm, som bestemt også har kontakt med hele den unge kunst, hvad man kan se allerede på nr. 1 i år, som hun har lavet.

Det må, i Hvedekorns historie, være perioder, hvor sammenfaldet af det billedkunstnersiek og det poetiske er tydeligere end ellers.

Ja, alletydeligst var det dengang Per Kirkeby var billedredaktør. Dengang som nu skete de samme ting parallelt i i billede og tekst.
  Jeg regner altid med, at 60erne har tre ”generationer”: Rifbjerg-generationen i 60-61, det man kunne kalde Hans-Jørgen Nielsen-generationen i ’65, med konkretisme og attituderelativisme, og 68-generationen med Rolf Gjedsted og alle de andre. Den midterste del af generationen markerede sig i høj grad i Hvedekorn med tekster og billeder. Der var en sammenhæng, som der er nu, hvor mange af de unge digtere der kommer frem også er billedkunstnere, f.eks. Thomas Bruun, Claus Carstensen, og Line Storm selv for øvrigt.

Hvor mange digte får du tilsendt?

Jeg får mindst et brev pr. dag, mellem 4- og 500breve om året. Som regel ved folk at de skal sende max. 10 digte, men der kommer meget tit hele store digtsamlinger, der fører til lange korrespondancer.
  Jeg har lige været syg i tre måneder og skulle bagefter besvare 114 Hvedekornbreve, det passer med et brev pr. dag. 90 % får standardbrevet, 5 % bliver antaget og måske samtidig rakket ned – det synes jeg godt jeg kan tillade mig når jeg antager det, at fortælle hvad jeg i virkeligheden synes.
  Til de sidste 5 % – dem der bliver kasseret, men få et rigtig brev med mere eller mindre, som regel mindre detaljeret kritik – er det hyppigste svar: kom igen om et år. Og det er forbløffende, så mange af dem der vender tilbage med nye digte. Som så er bedre. Og det sker meget tit at de så bliver antaget, fordi man kan mærke noget. Det underlige er jo, at for dem der er fagfolk – altså som har en dømmekraft, en viden, en erfaring, en kærlighed til det, alt det der i kombination gør én til kritiker – er det muligt meget hurtigt ud fra et manuskript at se, om den der har lavet det kan skrive eller kan komme til det. Jeg tror ikke på den der fine propaganda, først fremført af Vagn Steen, og siden 70erne med en anden tendens, med at alle kan skrive og alle bør skrive. Det er sgu ikke peddigrørsterapi at skrive digte. Det er liv, og det kræver viden, alvor og kunnen. Først og fremmest kræver det en eller anden elementær formsans, en viden om, hvordan ord følger ord og linjer følger efter hinanden. Det kan man næsten med det samme se om ophvasmanden eller –kvinden til et manuskript har eller vil kunne opøve. Har de det, så skal det trykkes, i Hvedekorn.
  På den anden side er min vurdering jo ikke ufejlbarlig. De er eksempler på, at jeg har taget fejl, og jeg vil godt nævne det væmmeligste. Jeg kom ind på ”Fælleden”s redaktion i sin tid og mødte Vita Andersen og sagde: ”Det var vel nok nogle gode digte du havde i Fælleden”. ”nå”, sagde hun, ”dem havde du ellers kasseret til Hvedekorn”. Den var jo flov, den er ikke til at redde. Jeg har også et andet eksempel, hvor jeg har gået med dårlig samvittighed, jeg tror det var det allerførste år jeg redigerede Hvedekorn, hvor der var én jeg fik samvittighedsnag over, fordi jeg havde sendt digtene for hurtigt igen, med nogle venlige ord. Han kom ikke igen. Jeg gik i mange år med dårlig samvittighed, dér var måske én hos hvem jeg havde kvalt den lille flamme. Så kom han ti år senere på et lille forlag med en digtsamling, og jeg kunne se, at det var ikke godt nok. Det er muligt, at havde han fået vejledning, så …

Risikerer man ikke, når man i så mange år sidder i den samme stol, at der udvikler sig en bestemt, smal ”Borum-stil”?

Næ. Der vil altid være mange forskellige slags poesi. Det er bl.a. derfor et tidsskrift som Hvedekorn har sin eksistensberettigelse.
  En enkelt anmelder, nemlig Peter Poulsen, har med utrolig, næsten manisk gentagelseslyst, lige siden Fælledens tid, i anmeldelser repeteret, at Hvedekorn var en samling slappe efterlignere af Borum-stil. Og det har chokeret mig, for jeg kan simpelthen ikke se det, når jeg læser et nummer af Hvedekorn. For det første er der ikke nogen Borum-efterlignere, og for det andet er der ikke nogen særlig Hvedekorn-stil. Forskellen mellem de enkelte bidragydere i et nummer af Hvedekorn er mindst lige så stor som spredningen på bogmarkedet i almindelighed.
  Senest efterlyste Peter Poulsen i en anmeldelse i ”Politiken” noget han kaldte ”den store vildskab”. Men han sagde ikke hvor man kunne finde de dér store, vilde digtere. Hvis de ikke kommer frem til Hvedekorn og de heller ikke melder sig hos forlagene som debutanter, så kunne det antagelig være fordi de ikke fandtes. Jeg synes da også det er beklageligt at Danmark ikke er Latinamerika.

Der er herhjemme en skarp opdeling mellem små tidsskrifter, som få ser og færre læser, og så de store tidsskrifter som automatisk bliver midtersøgende.

Ja, Hvedekorn er jo et ”little magazine” i amerikansk forstand. Det kommer ganske vist på et kommercielt forlag, men det betaler ikke honorarer og kører med et stort underskud. Det er ret enestående i verden, at sådan et tidsskrift, der især trykker unge forfatteres værker, har eksisteret i over 60 år.

Hvor stort er oplaget?

Jeg tror der 4-500 abonnenter, og det er fuldstændig absurd. Tidligere var grundstammen bibliotekerne, men så skete der den politiske drejning midt i 70erne. Bibliotekerne var ca. fem år bagefter og skulle pludselig købe så mange politiske debatbøger, at de skar ned på skønlitteraturen og specielt på tidsskrifterne. Det betød, at hvor der før var 2-300 biblioteker der holdt Hvedekorn, er man nu nede på 50 eller 60. Det er helt absurd, for Hvedekorn burde findes på ethvert bibliotek, og på ethvert skolebibliotek, for det er det publikum der primært opsøger Hvedekorn: dem der er jævnaldrende med folk der vil skrive i det.
  Man kan nævne ti eller måske tyve tidsskrifter som alle biblioteker burde have, og hvis ikke bibliotekerne kender deres kulturelle forpligtelse i denne sammenhæng, så bør der via tipsmidler, kultureelle råd og hvad vi ellers har, søges midler til at give bibliotekerne abonnementer.

Det er ikke noget nyt, at det er svært at udgive tidsskrifter i Danmark.

Nej, vist er det ikke det, og jeg synes det er imponerende, at Jarl Borgen, siden han overtog forlaget Kunst og Kultur engang i 50’erne, er blevet ved at putte penge i denne underskudsforretning.

Kulturministeren skal have sagt, at tidsskrifter er noget der opstår og forgår. Enten lever de, eller også dør de.

Og det er rigtigt. På den anden side var der bl.a. Bogudvalget i høj grad stemning for, at man prøvede sig frem med noget i stil med den svenske tidsskriftsstøtte, som jo fungere aldeles glimrende [hvilket kort tid efter blev til virkelighed i DK og har været det siden]. Det ene tidsskrift efter det andet viser sig jo i Sverige at kunne overleve pga. den støtteordning og være godt oven i købet. De har en fantastisk flora af tidsskrifter, som endda betaler honorar.
  Jeg har engang fået digte fra en ung digter, som havde sat priser på digtene. Der stod 100 kr. på det ene, 75 på det andet og 50 på det tredje. Men jeg sendte dem tilbage uden kommentar.
  Ved Hvedekorn synes jeg godt man kan forsvare ikke at betale honorar, for det er et sted hvor folk prøver sig frem. Jeg har ofte været i den situation at skulle anmelde f.eks. debutdigtsamlinger af forfattere, som jeg har trykt i Hvedekorn, og de så er kommet og spurgt hvorfor jeg var så hård ved dem i min anmeldelse. Men det har meget tit skyldtes, at jeg syntes de debuterede for hurtig, for tidligt. Der sket såmænd ikke så meget ved at prøve sig frem i Hvedekorn et par gange. Jeg har flere eksempler på digtere, både af 70er- og 80-ergenerationen, som lige efter de har smækket deres første digte i Hvedekorn bliuver antaget på et forlag.
  Selv om vi altid kan være enige om, at form og indhold ikke kan adskilles, så vil jeg nok i en praktisk vurderingssituation sige: formen kommer først. Hvis indholdet så også er der, er det godt. Hvis jeg antager en ung digter i Hvedekorn, fordi jeg synes han har en skriveevne, tilstrækkelig til at han kan prøve at se sig selv på tryk, og han så bagefter kommer med en digtsamling der viser at han ikke har noget at skrive om, så bliver jeg altså nødt til at sige når jeg skal anmelde digtsamlingen.
  De rigtig dårlige bøger kan man ikke blive vred på. Man kan højst blive vred på forlaget som er så dumme at de udgiver det. det man kan blive vred på er talenter, som misbruger sig selv eller ikke udnytter sig selv rigtigt. Det gælder fra Rifbjerg og nedefter.

 Kan digtere overhovedet udvikle sig uden at læse? Findes der eksempler på at nogen der ikke læser, også skriver godt?

Tja, der er da mange fra 77/78-generationen der husker, hvordan jeg læste Michael Strunges første digte og sagde, at det var da fantastisk så Whitman-påvirket det var, og han spurgte: ”Whitman, hvem er det?” For han havde fået det fra David Bowie og Bob Dylan. Man kan aldrig tale om påvirkning på den måde dér direkte måde, for det kommer ad de særeste kanaler, og man kan blive påvirket for hele sit liv af et enkelt digt. Ingen kan vide eller sige noget om det, men egenrelt kan man sige at de unge forfattere kan for lidt og ved for lidt i Danmark.
  Vi har tre gange lavet det som jeg i mangel af bedre navn kalder ”forfatterskole”, hvor en kreds af unge forfattere – og vi har som regel sat aldersgrænsen ved 30 – en gang månedligt har haft møde her hos mig en vinter igennem. Vi har hovedsageligt siddet med duplikerede tekster som de enkelte medbragte eller havde rundsendt i forvejen, diskuteret deres tekster, men er goså kommet ind på principielle diskussioner.
  Den første var omkring 68-69, den næste omkring 72-73, Marianne Larsen, Flemming Røgilds osv., og den tredje kørte omkring 77-78, det var dér, hvor Søren Ulrik Thomsen, F.P. Jac, Michael Stru7nge, Jens Fink-Jensen og Henrik S. Holck var med. De debuterede alle sammen kort efter, ja i og for sig blev deres bøger ”lavet” på den forfatterskole.
  Det vigtigste i sådan et foretagende er, at de får lejlighed til at møde hinanden. F.eks. havde Strunge og Jac siddet i Hvidovre med et par gader imellem sig uden at kende hinanden. Der bliver knyttet nogle venskaber, og der foregår nogle påvirkninger – ”har du læst dit og dat?” – men de retter ofte også en hård kritik imod hinanden, hvad der er fantastisk væsentligt – på én gang meget personligt og højst principielt. Mit største problem med at holde sådan en forfatterskole er bare et samvittighedsproblem: det er meget svært at lade være med at forskelsbehandle folk alt efter hvor meget talent man synes de har. Og selvfølgelig vil der i sådan en flok være nogle som har midnre af talentet og det der skal til. Men det må man tage med, det vigtigste er trods alt, at noget som er godt og væsentligt kommer frem. Dér har Hvedekorn en funktion.

Udkommer der for mange bøger i Danmark?

Ja, forlagene udviser alt for stor largesse, og det gælder prosamanuskripter i mindst lige så høj grad som lyrik. Der udkommer utallige skønlitterære titler i Danmark, som ikke ville udkomme overhovedet i England eller USA. Vi er bare sådan et lille godt land hvor de fleste er så flinke og rare. Lidt mere kvalitetsbevidsthed ville ikke være af vejen, de fleste kommer såmænd frem alligevel.
  Men så er der jo dem svenskerne kalde ”de udda”, de ulige, de sære og de skæve.
  Er du klar over, at en af de betydeligste digtere i Danmark i dag hedder Hans Chr. Rasmussen? Nej vel? Han er i de senere ret ofte trådt frem som læserbrevsskribent i Ekstra Bladet, hvor han som et af sine mange specialer har at drille mig. Han har fået udgivet en enkelt lille digtsamling på eget privat forlag og fået en masse digte trykt i provinsaviser, og så har han været i Hvedekorn siden ’52.
  Det er svært at nævne nogen der ikke har debuteret i Hvedekorn. Peter Laugesen f.eks. debuterede i Hvedekorn 1962, men først i 1967-68 fik han sine første bøger ud som duplikerede tryk, der var ingen forlag der var interesserede. En anden sjov ting: Morten Nielsen, hvis samlede digte jo findes udgivet, offentliggjorde i ”Vild Hvede” 1939-40-41 adskillige digte under andre fornavne. Han hed Morten Carl Liebrecht Nielsen. Der står en hel stribe aldeles udmærkede Morten Nielsen-digte under navnet Carl Liebrecht Nielsen.

Lad os tage dit eget eksempel. Du debuterede i Hvedekorn som alle andre, og hvad skete der så?

Jeg begyndte at skrive digte da jeg var 12-13 år, fordi jeg fik fat i en dårlig oversættelse fra fransk af surrealistisk poesi, der hed Tyvens plageånd.
  Jeg begyndte at parodiere antologiens digte, men inden jeg vidste af det var jeg selv fanget af det og begyndt at skrive. Jeg havde selvfølgelig mine første digte i Hvedekorn i den første eller anden årgang af Hvedekorn med Halfdan Rasmussen som redaktør, før øvrigt i det samme nummer som det hvor Klaus Rifbjerg debuterede, for nu at skrive litteraturhistorie, bevars. Og det var formelt ret vellykket, men som snydt ud af næsen på Morten Nielsen. Han og de øvrige 40er-lyrikere, Bjørnvig og Sarvig, blev bestemmende, plus at jeg meget hurtigt begyndte at læse Ekelöf og Björling. Det man læser i de år omkring femten, sytten, bliver altafgørende.
  I løbet af de flg. år, hos Malinowski og Brostrøm, fik jeg så i Hvedekorn trykt en del digte, hvoraf jeg næsten ikke vil stå ved nogen i dag. Jeg skrevet fra jeg var 12 til jeg var 25 for at lære at skrive, og først da jeg var 25 og fik et nervesammenbrud og blev indlagt osv. skrev jeg for at redde mig selv, for at overleve. Hvis man ikke skriver for at overleve er der ingen grund til at skrive.

Så kom teknikken dig i møde.

 Ja, jeg kunne skrive, da jeg havde noget at skrive om. Og dét er en af Hvedekorns funktioner. Det er det elementære mindstekrav: at en forfatter overhovedet kan skrive.
  Hvis vi stiller det op så firkantet, at der er nogen der eller viser at de vil komme til at kunne, så trykker man dem i håb om at de har eller vil få noget at sige. Men så er man sommetider – og der vil jeg bøje mig for terapisterne – i den modsatte situation. Der er nogle adresser jeg kender, for at sige det sådan. Rundt om i landet har psykiatriske hospitaler hvor pudsigt det end lyder gadenavne som adresser. Der kommer en del breve derfra. Jeg har aldrig hørt til dem der troede på en direkte årsagssammenhæng mellem geni og galskab, som regel skal galskaben overvindes for at talentet kan komme frem. Men pludselig er man i situationer som vejleder hvor man siger, at her skulle jeg egentlig mere have en terapeuts opgave. Jeg har et meget typisk og for mig selv plagsomt eksempel. For nogle år siden fik jeg nogle meget forvirrede of fantastiske talentfulde manuskripter og skrev til forfatteren, at hvis han var under 20 syntes jeg det var genialt og meget spændende. Hvis han var mellem 20 og 30 var der muligheder, men hvis han var over 30 vidste jeg ikke rigtigt hvad man skulle stille op. Det viste sig at han var midt i trediverne og regulær psykopat. Og af den lange brevveksling der kom ud af det., var en stor del så at sige aflirede personlige casestories som man kunne høre han havde fortalt mange gange til social rådgivere og psykiatere. Men i hans tekster som var kaotiske kunne jeg hele tiden plukke passager ud, på 5, 10, 20, sommetider 30 linjer, som jeg syntes var fantastisk flot som poesi, men som trods alt manglede det man ville kalde et styrende princip, altså den elementære medfødte formsans uden hvilken man ikke alene ikke kan skrive, men heller ikke bør skrive.

Er der nogensinde nogen der laver fis med dig?

Ja, det er sket nogle gange. Senest fik jeg nogle digte som jeg returnerede med en bemærkning om at det lignede dårlig Asger Schnack. Men de kom tilbage med påtegningen ”Adressaten ukendt”, hvorefter jeg sendte manuskriptet til Asger Schnack, og jeg har ikke hørt mere. Det var sandsynligvis Schnack og Klaus Høeck i en af de sædvanlige branderter, formoder jeg. Jeg har et fint kartotek over samtlige der har indsendt til Hvedekorn, men der er et par stykke det har være svært at anbringe, bl.a. en der kun sendte ind under navnet ”Geni”, men uden adresse.

Kan du sige noget generelt om køn, alder og social fordeling?

Det er ganske tydeligt at mængden af manuskripter fra piger er blevet forøget i de sidste 7-8 år. Der er en lille overvægt af kvinder blandt indsenderne nu, og så en forskydning blandt dem der kommer på, jeg viol tror 60 % mænd til 40 % kvinder. Det kan man let tælle op ud fra årsregistret, bortset fra at jeg havde en lyriker der pludselig fandt ud af at nu ville han optræde under kvindeligt navn. Han kom nu tilbage i næste nummer, under sit eget navn. 
  Kvinderevolutionen, som jeg synes er noget af det største der er sket i vores tid, , har som en af sien negative virkninger haft en enorm følelses-udladning uden formsans. Men jeg synes vi har en fantastisk masse stærke og gode kvindelige digtere i Danmark, fra Inger Christensen og til de helt yngste i Hvedekorn.
  Aldersfordeling. Når jeg antager noget, beder jeg altid om biografiske oplysninger, og jeg anbringer også altid en note om, hvor folk evt. tidligere har fået noget trykt. Hovedparten ligger mellem 17 og 25.
  Social fordeling, ja det kan man efterhånden ikke engang afgøre på om de kan stave, for det kan studenterne såmænd ikke mere. Men når jeg blader igennem mit kartotek er det sjovt at se hvor mange navne – folk der er blevet kendt på en anden måde, som tv-folk eller ikke mindst universitetsfolk. Nogle af dem blev såmænd også trykt. Den aldeles udmærkede udgiver af Sophus Claussens lyrik, Jørgen Hunosøe, havde for 7 år siden en serie, synes jeg stadigvæk fremragende digte i Hvedekorn, som ingen af hans venner havde vidst om. Jeg tror i virkeligheden ti akademikere går rundt med mindreværdskomplekser og tænker, tænk hvis jeg kunne føje noget til alt det der allerede er skrevet.
  Den modsatte yderlighed: dem der er uartikulerede pga. social klasse, dvs. manglende skolegang, psykisk sygdom osv. dem støder man også på, og der står man tit som redaktør i en håbløs situation. Det jeg kan gøre er at trykke det jeg synes er godt nok, plus at hjælpe og vejlede, ofte med detailkritik, på det jeg synes næsten er godt nok.
  Noget af det man tit kan gøre folk opmærksom på er at de bruger for mange adjektiver som ikke fungerer. Jeg tror egentlig at det er den hyppigste ”fejl”, det udsmykkende adjektiv. Det er karakteristisk for gode digtere der ikke er gode nok, at de ikke er ordklassebevidste nok. I stedet for klassebevidsthed skulle vi have noget mere ordklassebevidsthed.

Den snakkende lyrik har også medført en overpointering, hvor digtene falder i to dele, fortælling og pointe.

Ja, det er meget almindeligt, og en anden ting er de stående påvirkninger. De læser alle sammen for lidt, og for lidt forskelligt. Men der er i hver enkelt periode, hvis indflydelse går igen i de indsendte manuskripter, sådan at man nogle gange må sige at det er om snydt ud af næsen på dem. der var en udpræget Dan Turèll-virkning nogle år, og efter det også nogle år med Per Højholt, men nu vil jeg nok sige at den mest stildannende blandt de unge digtere er Søren Ulrik Thomsen, altså de ultrakorte, knytnæveagtige storbydigte, dem får man mange af. Så er det dejligt når der indimellem er en der skriver sonetter i stedet for.

Hvedekorn udkommer med fire numre årligt og koster i abonnement 168 kr. [1985-pris!]

[fra Bogens verden nr. 6, 1985]

skrevet den 01/02/85 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys