Hvedekorn 1-2017 - omslag uden tekst
Hvedekorn- Just another WordPress weblog

Digteren Martin!

I dag udkommer Hvedekornsdigteren (debut i nr. 2, 1998) og den tidligere Hvedekorns-redaktionssekretær Martin Glaz Serups lumsk bølgende langdigt Marken, en række små og bittesmå, udsøgt underfundige prosastykker om og med en pænt forgrublet fyr kaldet Marken, som man – gladelig – bliver nødt til at læse lige så meget som en virkelig mark som et maskeret, ½typisk digterjeg, vildt absurd og yderst oprigtigt (i aften, onsdag 23. november, 2010, klokken 20.00 fejres udgivelsen med en oplæsning ved Glaz Serup, Martin Larsen og redaktøren i Møstings Hus på Frederiksberg med GRATIS adgang, bølg med!):

Marken er meget.

Marken tager til London for med egne øjne på British Museum at se en af statuerne fra Påskeøerne, for at få taget et billede af sig selv sammen med den. Det er billigere at tage til London end det er at tage til Påskeøerne. Da det kommer til stykket  kan den alligevel ikke lide det, den vil ikke spørge om hjælp, den vil ikke spørge om nogen vil være så venlige at tage det billede. Den spiser bagte bønner med tabasco og toast og æg om morgenen på hotellet og tager hjem igen.

Marken interesserer sig ikke for pesticider.

Marken tænker ikke at det gør fra eller til hvad den interesserer sig for, marken bliver alligevel pålagt og udsat for både det ene og det andet, uanset hvad den interesserer sig for, det er det man må forholde sig til, mener marken.

Marken elsker at tale i telefon, intimiteten i det, at være sammen uden at være sammen, lyden af den anden i sin egen stue, den pludselige nærhed der efter forgodtbefindende kan afbrydes som man slukker for et tv. Den kan tale i flere timer til dens øre bliver varmt og mørkerødt og dunkende.

- ring til Marken!

skrevet den 24/11/10 del på: facebook// twitter// email//

Kom med en kommentar

Forside og billedkunst i Hvedekorn 1 2017: Johanne Østervang. Hvedekorn er støttet af Statens Kunstfond hvedekorn.dk af One Million Monkeys