Mens jeg forsøger at holde koncentrationen og bladrer videre i Carl Nielsens bog, dukker en sang op i mit hoved. Det er H.C. Andersens ’Hvor skoven dog er frisk og stor’, og det er ikke så mærkeligt, for den handler jo om gøgen. Men hvem der nu end har skrevet melodien, har han ikke hørt så godt efter som Nielsen – det evindelige kuk-kuk synges på én og samme tone, undtagen til sidst. Men teksten, om end så banal, har jeg alle dage været glad for, især det sidste vers:

Gør ikke verden dig for tung, kuk-kuk, kuk-kuk, fallera. Husk på, du er kun én gang ung, kuk-kuk, kuk-kuk fallera. Skovmærker gror, og jordbær gror, og kukkeren ved når og hvor. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera, kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.

Nu er man helt indlysende kun en gang ung, og jeg var det for længst, men man er jo immervæk også kun en gang halvtreds, og det tager man ingen skade af at minde sig selv om. Når man husker det, vokser nærværet. I hvert fald hos mig.

Mens duerne kurrer omkring mit hjem, og jeg skruer op for varmen, skutter mig og udskyder at gå til købmanden, må jeg tænke på den vinter i 1983, hvor jeg befandt mig på Rødkilde Højskole, der dengang hed Naturhøjskolen på Møn.

Aldrig hverken før eller siden har jeg opholdt mig så meget ude (selv om natten, i en sygdomsfremkaldende tynd sovepose) eller beskæftiget mig så meget med fugle.

Jeg lærte mig de fuglestemmer jeg kunne ved hjælp af underlige tricks, jeg syntes det var som et digt når bogfinken sang:

»Det-det-det kan jeg sige lisså TIT det skal være!« – og gentog det, og jeg fandt på at skelne ringduen fra tyrkerduen ved at huske, at ringduen kurrede i ring med sin femtonede kurren, mens tyrkerduen kun sagde tre, ku-kuuuh-ku.

Midt i denne kolde naturlige vinter fik jeg for første gang antaget nogle digte til Hvedekorn.

Jeg har dem ikke mere, men jeg ved at et af dem var mit første og sidste politiske digt. Jeg tvivler på, at nogen kunne se det, men det var noget med en hullet tønde fra Kronos Titan på havbunden, og så vidt jeg husker drejede det sig om et firma der dumpede gift i havet, og som Greenpeace havde lært mig var en skurk.

På det tidspunkt så jeg al naturen omkring mig med en smertefuld glæde, fordi jeg vidste, at det var en stakket frist; naturens undergang var nær.

Det er ikke blevet meget bedre siden, men jeg er med årene blevet bedre til at høre bogfinken uden vemod og blot juble når gøgen endelig kukker.

Hver digter pipper med sit næb, og når oplæsningerne går i gang er det ikke altid, det betyder så meget, om digtet virker på papiret.

Somme tider lyder det forrygende ud af digterens egen mund, fordi han har sin egen særlige art, sin tone, sin betoning, sine pauser, alt det som papiret ikke giver os.

Uanset om det er fjollede digte, politiske, højstemte eller usammenhængende, er det sjældent til at høre hvad der siges, hvis ikke oplæseren er virkelig til stede, nærværende.

Hjernen har godt af digte

Rum til poesien. Digtsamlinger har ikke mange læsere, men poesien finder alligevel vej fra papiret og ud til publikum. Ikke mindst til populære digtoplæsninger, men også gennem digitale eksperimenter.

af Thorkil Jacobsen

Digterne er unge. Det samme er det meste af publikummet, og mange må stå tæt bag afsnittet med stole og caféborde for at kunne se scenen. Det er torsdag aften, og jeg er til digtoplæsning på et stuvende fuldt Literaturhaus i København. Jeg er taget ud for at se, om poesien lever. For man kan godt komme i tvivl. Digtsamlingerne sælger ofte kun få hundrede, selv for velkendte digtere fra store forlag, og for få år siden opgav forlaget Borgen at udgive nye digtere. Det er slut med »Dagens digt« på DR. Det er slut med digte i de fleste aviser. Og det er slut med den tid, hvor en digtsamling pludselig kunne sælge over 100.000 eksemplarer, som Vita Andersens »Tryghedsnarkomaner« gjorde i  1977.Men de eksempler fortæller ikke hele sandheden. På Literaturhaus forsøger den daglige leder og stifter, Paul Opstrup, at skabe et rum, hvor publikum kan komme tæt på litteraturen. Det er otte år siden, Paul Opstrup gav København sit første litteraturhus. I dag er oplæsningerne generelt velbesøgt, og samtidig begynder digtere så småt at eksperimentere med digitale udgivelser.»Digte er fantastiske, fordi de beder os om at skabe vores egne billeder. Hjernen har godt af digte. De er sunde for os. Når du har set TV længe, føler du dig træt, fordi du får alting smidt i hovedet. Men det er du ikke.Det er bare billeddannelsen, der er slået fra,« siger han. En af de digtere, der skal læse op i aften, er Daniel Dalgaard. Han er 25 år og netop debuteret med digtsamlingen »Vi er ikke konger« på Rosinante. Han håber at sælge et par hundrede eksemplarer af bogen, men vil uden tvivl komme til at læse op for langt flere. »Det med salgstal, betyder da noget. Hvis jeg sælger 500, bliver jeg glad, men det er mere på et forfængelighedsplan. Det er ikke det væsentligste for mig,« siger han, da han er færdig med aftenens oplæsning, og gæsterne langsomt siver ud i det iskolde forår. Nogle giver ham lige et par rosende ord med på vejen. Den bedst sælgende digtsamling de seneste år er »Rystet spejl« af Søren Ulrik Thomsen.Den solgte over 10.000 eksemplarer. Normalt er det kun »samlede digte«, der kan nå oplagstal i den størrelsesorden, og sandsynligheden, for at en debuterende digter som Daniel Dalgaard skulle nå de salgstal, er små. Men ville du ikke ønske, at dine digte nåede ud til hele landet? »Det er en lidt flad måde at gøre det op på. Bøger findes. Min bog findes. Og der er meget tid, som den kan leve i.« Daniel Dalgaard er billedet på et af de paradokser, som mange digtere lever med i dag: Digtene er skrevet til at blive læst som tekst i en bog, men de fleste vil hellere høre dem læst op til arrangementer som det i aften. For derefter at fordufte videre ud i natten, hjem i seng eller over på næste værtshus. Det er ikke til at sige, hvad de tager med fra Daniel Dalgaards oplæsning. »Jeg kan selv sjældent huske, hvad folk har sagt, når jeg går til digtoplæsninger. Men teksten får en stemme. Nogle vil måske låne bogen på biblioteket og høre min stemme i dem. Det kan åbne op for digtet og give det mening, tror jeg,« siger han. Gæsterne på Literaturhaus er ofte unge. Baren sælger godt af både rødvin og importøl, og pauserne er næsten lige så lange som oplæsningerne. Man får let følelsen af, at samværet er lige så vigtigt som poesien. Men er poesien så bare udskiftet med en social hygge-og rødvinsklub? »Det er en berigelse, at litteraturen kommer ind i et socialt rum. Poesi kan være en meget ensom proces, både som digter og læser, og der er noget fantastisk i, at det er noget, vi gør og oplever sammen,« siger Paul Opstrup. Lars Bukdahl er kritiker på Weekendavisen og redaktør på litteraturtidsskriftet Hvedekorn. Han stiller klare krav til, hvad en digtoplæsning skal give publikum, hvis ikke det skal blive ligegyldigt.»Poesi er meget komprimeret, og det kan være svært at høre koncentreret efter i lang tid. Men man skal da i det mindste have nogle gode sætninger med ud derfra, og så en eller anden idé om, at du har hørt nogle poetiske stemmer med noget karakter – gerne meget forskellige og personlige,« siger Lars Bukdahl, der erkender, at hans holdning til oplæsninger har ændret sig de seneste år. »Jeg har tidligere haft en lidt aristokratisk ide om, at den flaprende digtsamling var det primære, og at oplæsningen var sekundær i forhold til papiret. Men sådan ser jeg det ikke mere. Det mundtlige har sin egen værdi. Jeg kan høre, at mange unge digtere har en meget klar stemme med, når de skriver, og det kommer til udtryk i nogle gode oplæsninger med en meget klar lyd,« siger han.Som redaktør på Hvedekorn modtager Lars Bukdahl mange mails fra håbefulde digtere. Og han afviser al snak om åndenød i dansk digtning. »Min fornemmelse er, at der er lige så mange poetiske talenter som for 100 år siden.Det er som om, der er en lov om, at der altid skal være så og så mange unge mennesker, der sidder og skriver digte – og gør det fremragende.« Ifølge Lars Bukdahl har poesi altid været eksklusivt. Det er der ikke noget galt i. Men Paul Opstrup er kun delvis enig. Han mener ikke, at digte fylder det samme i samfundet, som de gjorde for år tilbage.»Digtningen lever ikke lige så godt som den gjorde. Den har mistet en særstatus, hvor den var en selvfølgelig fælles reference for mange. Jeg køber heller ikke den med, at alle bare skal læse alle digte, men man bør gøre en indsats for, at det ikke bliver en for lukket verden,« siger han.Paul Opstrup arrangerer hvert år en international poesifestival, og han henviser til Tyskland som eksempel på et land, hvor oplæsninger står naturligt ved siden af biograffilm og koncerter i avisen. Andre digtere forsøger at komme publikum i møde på nye digitale platforme.»Slagtryk« er navnet på en hjemmeside, der hver dag udgiver nye digte af forskellige digtere. »Afsnit p« udgav digitale poesieksperimenter fra 1999 til 2009. Og Morten Søndergaards seneste digtsamling »Fordele og ulemper ved at udvikle vinger« er eksempel på en digtsamling, der udover den trykte udgave også findes som e-bog. I den digitale udgave kan læseren på samme tid læse digtene og høre dem læst op. På den måde prøver Søndergaard at bygge bro mellem det mundtlige og det skriftlige. Det er ikke første gang. Han har tidligere forsøgt at finde nye veje for poesien i fysiske udstillinger og på hjemmesider, hvor tilskueren på forskellige måder kan klikke sig rundt i et poetisk, visuelt og musikalsk rum. Men han er næsten alene med at eksperimentere seriøst med digital poesi, mener Lars Bukdahl. »Jeg håber da, at de muligheder vil blive udforsket mere. Det ville være skønt og spændende, hvis man kunne tænde sin computer og se og høre poesi, man ikke havde set før. Men det er umuligt at spå om,« siger Bukdahl. Tilbage i Literaturhaus holder Daniel Dalgaard sin bog mellem hænderne. I baggrunden samler en frivillig de sidste tomme flasker bag baren. »Der er noget fast over bogen, som jeg godt kan lide,« siger han.»På nettet kan alting altid laves om, og alting er mere flydende. En bog er et objekt, helt konkret og materielt. Man kan holde den i hånden.«.

En kommentar til

Lars Bukdahl says:
March 19, 2012 at 6:29 am
bagt ! Jeg mener bragt! Nej, jeg mener faktisk bagt!

“… Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med den, for den er af saadan Karakter, at ingen Blade kan trykke den uden at faa Vrøvl med nogen Læsere, og den er for lang til Viggo F.’s lille Hjemmebageri. Som jeg agter og ærer. – Sidste Nummer var nu forresten tyndt. Hvad synes du om “Foraarets Horisont”? – den lille firlinjede? Jeg syntes, at jeg havde faaet den Stemning ind i det, som jeg vilde ha, derfor blev det ikke længere. Oprindelig var der to Vers til, men det forekom mig, at de var overflødige. Jeg vil nødig lade Formen rage ud over Indholdet. Nu er det imidlertid blevet til, at jeg syners der mangler noget af den Renhed, jeg saa’ i det i Begyndelsen.” – Morten Nielsen. Onsdag d. 13. August 1941. Kærlundsvej 25, Aalborg.

- Sixten Elia, Hvedekorn 1, 2013

- Michael Augustin, Hvedekorn 1, 2013

- Signe Gjessing, Hvedekorn 1, 2013

- Emil Eggert Scherrebeck, Hvedekorn 1, 2013

- Thit Jensen, Hvedekorn 1, 2013

og kastanjerne
trak ord ud af luften
og lignede pludselig hinanden

- Peter-Clement Woetmann, Hvedekorn 1, 2013

brindel
gimder vidua

fogtner maskal tjek
vygter idejl
nigsfikbø.

- Robert Henningsson, Hvedekorn 1, 2013